Godmorgen, så blev det mandag igen. Hvis der er noget, vi måske kan blive enige om uden for megen palaver hen over hækken, så må det være, at solen i dag skinner (eller har skinnet) over hele landet. Og vi har sagkundskaben på vores side: Danmarks Meteorologiske Institut skrev på sit website kl. 8.00, at ”det bliver en flot dag med tørt vejr og nogen eller en del sol.” Bemærk vores eget forbehold – ”måske” – og læg mærke til, at vi ikke bruger formuleringer som ”en flot dag” eller ”fra en skyfri himmel”. Hvad der er smukt for nogle, kan for andre være forbundet med umanerlig grimhed, og hvad der er en lille retorisk frihed for den ene, kan for den anden være en overdrivelse af bibelske dimensioner. Vi går hver især rundt med vores små virkelighedsopfattelser.
I går kom det frem, at det britiske band Radiohead har sagsøgt den amerikanske singer-songwriter Lana Del Rey for at have kopieret deres kæmpehit ‘Creep’ fra 1997 til sangen ‘Get Free’ på hendes seneste album Lust for Life. Og det er da rigtigt, at nogle toner lige i starten vækker mindelser om ‘Creep’, men er det så slemt? Det er klart, at jo mere man lytter efter, desto mere hører man det, man gerne vil høre. Radiohead vil have 100% af salget. Hvilken verden lever det i?
Erkendelsen af, at mennesker lever side om side med helt forskellige opfattelser af virkeligheden, blev på en måde forstærket med indsættelsen af Donald Trump som præsident. Med det fastlåste amerikanske politiske system kunne man ikke fortænke den almindelige vælger i at sige, fuck det, lad os prøve noget nyt, lad os vælge manden med det mærkelige hår fra tv, der lover os guld og grønne skove. Men det overgår alligevel ens forstand, at man her lidt over et år senere kan møde folk med omløb i hovedet, Trump-apologeter, som stadig synes, at han er en dygtig politiker med spændende og progressive ideer. Som vi har været inde på nogle gange, er Trumps egen virkelighedsopfattelse præget af, at han formentlig lider af det, lægevidenskaben kalder en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Trump selv mener som bekendt, at han er et ”meget stabilt geni”.
Hvis man trods alt har den pli at fraregne den førnævnte diagnose, er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) nok den af vore hjemlige politikere, som kommer tættest på en dansk udgave af Donald Trump (Trumpine er hun blevet kaldt). Hun var ordentlig i vælten i weekenden. Først havde Radio24syv en historie om, at hun nu efter måneders forhaling har besluttet at suspendere udvisningen af alvorligt syge udlændinge, som kan have svært ved at få behandling eller medicin i deres hjemlande. Men kun ”i foreløbigt fire uger”, som det hed i en pressemeddelelse fra hendes ministerium lørdag eftermiddag. Udvisningerne er sket i klokkeklar strid med en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 2016, som Danmark er forpligtet til at følge. Hvordan det kan lade sig gøre at dreje et helt ministerium over i retning af sin egen forståelse af rigtigt og forkert, må stå hen i det uvisse.
Søndag havde avisen Berlingske så et stort interview med Inger Støjberg, som i hovedtræk handler om, at det er blevet en rutineopgave for politiet at beskytte visse offentlige enkeltpersoner, herunder Støjberg, døgnet rundt. Det er dybt begrædeligt, at sikkerhedssituationen i landet har bragt os dertil, men sådan er det desværre. Berlingske er nok det ‘seriøse’ danske medie, som har støttet Støjberg og forsvaret hendes dubiøse handlinger mest gennem 2017 – i hvert fald på lederplads, og det havde klædt avisen, hvis interviewet ikke havde været så ‘synd for’-agtigt. Tag bare overskriften: ‘Støjberg lever med dødstrusler og livvagter døgnet rundt: ‘Jeg kommer aldrig nogen steder alene, bare Inger’. Selvfølgelig skal hun kunne gå og shoppe, bare Inger. Men det er nu engang Berlingskes fremstilling af virkeligheden anno 2018.
Lad os bruge de sidste linjer til at parafrasere titlen på Olof Lagercrantz’ bog om digteren Gunnar Ekelöf: ‘Jeg bor i en anden verden men du bor jo i den samme’. /Oliver Stilling