Samuelsen ser rødt: Sin egen værste fjende

Skældsordene står i kø. Hån, spot og latterliggørelse falder over hinanden i bedømmelsen af Liberal Alliances historisk store retræte. Ikke siden SF kollapsede i 2014, har Christiansborg lagt scene til en så monumental maveplasker, som da Liberal Alliance i går accepterede, at VLAK-regeringen ikke vil kæmpe videre for skattelettelser, men nu nøjes med en beskeden skatteomlægning.

Mange ord bliver slynget af sted, men der er kun ét, der for alvor passer – det allersidste ord i den klassiske svada: ”Hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater!”

For det er netop, hvad Anders Samuelsen & co. har afsløret sig selv som i det seneste døgn: socialdemokrater. De andre betegnelser i denne herlige Kaptajn Haddock-agtige talestrøm – fra ”lusede amatører” til ”impotente grødbønder” – passer ganske vist også glimrende til at beskrive LA’ernes seneste princip-udsalg, men slet ikke så præcist som ”socialdemokrater”. Det var nemlig, hvad de renfærdige typer i Liberal Alliance selv kaldte alle andre, da partiet blev stiftet i 2008.

At bruge tilhørsforholdet til det gamle arbejderparti som et spruttende skældsord begyndte med Egon Olsen i Olsen Banden i Jylland fra 1971, men lederkarakteren med den altid geniale plan (som i den svenske indspilning fik et endnu bedre navn, nemlig Charles-Ingvar ‘Sickan’ Jönsson) står bestemt ikke alene med sin livslede ved socialdemokratiske politikere.

For fem år siden indrykkede Liberal Alliance en avisannonce med overskriften ‘Socialdemokrat?’, som direkte henviste til Venstres formand Lars Løkke Rasmussen – med tilføjelsen ‘If it talks like a duck and walks like a duck it probably is a duck’.

De små skridts politik

I annoncens brødtekst forklarede Anders Samuelsen, hvorfor han foragtede ikke blot socialdemokrater i almindelighed, men i særdeleshed også Venstres formand: ”Efter 10 år ved magten efterlod Venstre et på alle måder socialdemokratisk Danmark: Tårnhøje skatter. Afgifter så langt øjet rækker. En gigantisk offentlig sektor. Samt et bureaukrati og et overformynderi, der stækker den enkeltes frihed godt og grundigt. Mens de sad ved magten, var undskyldningen, at man tog ‘små skridt’ (som oftest i den forkerte retning), samt ‘DF tvang os til det’. Suk!”

Da Liberal Alliance opstod som en reaktion mod Venstres pragmatiske parlamentarisme i 00’erne, hvor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen regerede efter en bekvem, men driftsikker doktrin om aldrig at foreslå noget, som han ikke på forhånd vidste, at der ville være flertal for i Folketinget.

Dengang steg de offentlige udgifter, det populære skattestop var på mange måder kun på skrømt, og den mest liberalistiske fløj i Venstre – og Det Radikale Venstre – knækkede derfor af i frustration og stiftede Liberal Alliance. I et fromt håb om at kunne vinde de afgørende mandater drømte Anders Samuelsen & co. om at kunne bryde med to dødssynder, nemlig ‘de små skridts politik’ og undskyldningen med Dansk Folkepartis tvang.

I stedet ville Liberal Alliance tage kæmpe stormskridt væk fra socialdemokratismen – uden at ligge under for DF’ernes velfærdspopulisme.

Det er skæbnens ironi, at Liberal Alliance er endt med netop at gøre de to ting, som partiet opstod for at ville bekæmpe: Anders Samuelsen har på den ene side opgivet drømmen om ”historisk store” reformer, og vil nu fremover nøjes med at føre en sindig kurs, der hverken principielt eller praktisk kan skelnes fra den hyperpragmatisme, som Lars Løkke Rasmussen for længst har stillet sig tilfreds med. Og på den anden side er forklaringen, at ‘DF tvang os til det’. Anders Samuelsen har forvandlet sig til den levebrødspolitiker, som han ville gøre op med.

Posterboy for sosserne

Det er svært ikke at bide sig selv i tungen af grin, når Anders Samuelsen, manden med de engang så stirrende øjne, nu træder frem foran rullende kameraer, og udtaler som en forvokset elevrådsformand: ”Der er nogen, der siger, at elefanter skal spises i små bidder, og man kan ikke tage det hele på én gang. Vi havde håbet at kunne sluge én stor og meget ambitiøs skatteelefant på én gang. Det kan vi ikke. Nu tager vi den så i bidder.”

Liberal Alliance har ikke længere en hverken ideologisk eller parlamentarisk eksistensberettigelse. Paradoksalt nok formåede Socialdemokratiet at gennemføre langt større skattelettelser – tilmed af både top- og selskabsskatten – end VLAK-regeringen vil nå inden næste folketingsvalg. Liberal Alliances indtræden i regeringen har således ført til en mindre liberalistisk kurs, end hvis partiet slet ikke havde eksisteret.

Og dog, for LA’erne fremhæver jo selv en sidste lille flig af indflydelse, nemlig ministerposterne. Det giver praktisk og konkret indflydelse i magtens korridorer at sidde på embedsværket. Spørgsmålet er imidlertid også her, hvad det egentlig er for en kurs, som Anders Samuelsen fører – i hans tilfælde som udenrigsminister. Tankevækkende nok synes Liberal Alliances formand at videreføre SRSF-regeringens linje i bredeste forstand.

I embeds medfør er Anders Samuelsen en af de mest socialdemokratiske udenrigsministre i mands minde. Politik- og kommunikationschef hos tænketanken Cevea Kasper Fogh har tidligere dykket ned i Anders Samuelsens konkrete taler og fundet et mildest talt interessant mønster. Liberal Alliances leder agiterer slet ikke for Liberal Alliances paroler, når han optræder på storpolitikkens bonede gulve:

”Anders Samuelsen rejser rundt i verden for at promovere ’bæredygtige løsninger’ og ’godt miljø’. Casen, han vil begejstre verden med, er ræverøde København. Jens Kramer, Ritt Bjerregaard og Frank Jensen må da få ondt i maven af grin. I Børsen skriver Anders Samuelsen om fremtidens byer, som Danmark kan vise verden, at der ligesom i København skal være ‘… bedre plads til fodgængere, cykler og kollektiv trafik’”, skriver Kasper Fogh, og fortsætter sin hudfletning af ny-socialdemokraten Samuelsen:

”Men hvad mente Anders Samuelsen om kollektiv trafik, før han blev minister? ‘Den kollektive trafik i Danmark er dyr og ineffektiv’, står der i Liberal Alliances arbejdsprogram. Fra kritiker til defensor på en uge. Det er godt gået af udenrigsministerens direktør, Ulrik Vestergaard. Hurtigere end sir Humphrey har han vendt sin ministers politik 180 grader. Der er high fives i departementchefkredsen til Vestergaard, der gjorde Samuelsen til posterboy for alt det, han er imod, på blot en uge.”

Udadtil er Anders Samuelsen & co. blevet socialdemokrater, og indadtil i regeringsapparatet optræder han ligefrem som en form for diplomatisk duksedreng for sosserne. Ydmygelserne er historisk store.