Det arabiske efterår

Den 17 december 2010 satte Mohamed Bouazizi ild til sig selv.

Få timer inden sin skæbnesvangre beslutning havde Bouazizi stået i den tunesiske by Sidi Bouzid og solgt frugt, som han plejede. Men denne fredag i december gik noget galt. Bouazizi havde ikke nogen officiel licens til at sælge frugt på markedet, men det plejede ikke at være noget problem. Normalt kunne betjentene stikkes nogle sedler “under frugtvognen”, og så var der ingen, der sagde noget. Men denne dag gik den ikke, og det kom til håndgemæng mellem Bouazizi og et par betjente.

Kampen med betjentene blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. I protest satte Bouazizi ild til sig selv og startede uden at vide det det arabiske forår. Det begyndte med demonstrationer i Tunesien, og pludselig var der oprør i store dele af den arabiske verden.

Når Bouazizi valgte at sætte ild til sig selv, handlede det ikke kun om en uoverensstemmelse med et par politibetjente. Bouazizi var oprørt over landets generelle politiske og økonomiske tilstand og den manglende demokratiske indflydelse, som blev kvalt af landets diktator Zine El Abidine Ben Ali. Bouazizi var ikke den eneste. Hele den arabiske verden skreg på forandring – på demokrati og økonomisk velstand.

I Tunesien fik de store demonstrationer, der blev døbt jasminrevolutionen, Ben Ali afsat. I Egypten flygtede præsident Hosni Mubarak ud af landet efter blodige protester. I Libyen fik væbnede oprørere, ved hjælp af FN, kontrol over hovedstaden Tripoli, og den mangeårige diktator Muammar Gaddafi blev dræbt. I Syrien startede demonstrationer en borgerkrig mod landets leder Bashar al-Assad, og i Yemen måtte Ali Abdullah Saleh forlade magten.

Det arabiske forår førte til håb, ligesom mange lige nu sidder og håber på, at protesterne i Iran kan løsne det islamiske styres jerngreb og føre landet ind i en demokratisk epoke.

Men spørgsmålet er, om der overhovedet nogen grund til at håbe, at demonstrationerne i Iran udvikler sig til noget mere. Er der grund til at håbe på en ny Bouazizi? For sandheden er, at det håbefulde arabiske forår har udviklet sig til et arabisk mareridt. Og selvom det er 7 år siden, at oprøret begyndte, trækker konfliktene tråde helt op til i dag.

Forfejlede stater, borgerkrige og nye diktatorer

Grafikken herunder viser med al tydelighed, at det arabiske forår ikke blev den succes, man havde håbet på. Selvom kortet er fra 2015, er der desværre ikke meget, der har ændret sig siden.

Faktisk kæmper ikke bare befolkningen i de arabiske lande men det meste af verdenssamfundet med efterdønningerne af det oprør, der startede med Bouazizi i 2010.

Borgerkrigen i Syrien er efterhånden så betændt, at det kan være nemt at glemme, at også den startede som et folkeligt oprør mod Bashar al-Assad. Men al-Assad sidder stadig ved magten og i stedet for et spirrende demokrati, har Syrien udviklet sig til en fejlslagen stat. I februar 2016 kunne den uafhængige syriske forskningsorganisation fortælle, at 11.5% af den syriske befolkning var blevet dræbt eller såret i konflikten. Det svarer til næsten en halv million døde, og det tal er bare steget siden 2016.

I Danmark og de fleste andre europæiske lande er det arabiske forår således også blevet betændt indenrigspolitik. Ifølge FN’s flygtningeagentur er i omegnen af 5.5 millioner syrere flygtet ud af landet, mange af dem til Europa, hvilket har fået de europæiske regeringer til at diskutere flygtningepolitik i en grad, man ikke har set i mange år. Magtvakuumet i Syrien gav ligeledes plads til terrororganisationen Islamisk Stat, der indtil for nyligt kontrollerede store områder i hovedsageligt Syrien og Irak. Islamisk Stat har stået bag talvise terrorangreb i vestlige lande, hvorfor organisationens udnyttelse af den syriske konflikt blev en betændt sag for verdenssamfundet.

Vesten efterlod Libyen i tusinde stykker

Men en måske endnu mere prekær sag for de vestlige magter, er den tilstand man har efterladt Libyen i. Internationale styrker var i høj grad med til at vælte den tidligere diktator Muammar Gaddafi. FN indførte en “no-fly zone” over Libyen, hvilket gjorde, at Gaddafi ikke havde mulighed for at bekæmpe oprørerne fra luften. Ligeledes intervenerende USA, Frankrig og Storbritannien ved at bombe pro-Gaddafi-styrker. 27 andre stater fra Europa og de arabiske lande sluttede sig senere til den intervenerede koalition.

I dag er også Libyen blevet splittet i en blodig konflikt. Gaddafis afgang fra magten efterlod landet med rivaliserende grupper, der alle mente, at de var landets legitime autoritet, og som kortet herunder illustrerer, er magten i landet spredt imellem mange forskellige grupperinger. Især to rivaliserende fraktioner splitter lige nu landet. I det nord-vestlige Libyen sidder den FN-støttede premiereminister Fayez al-Sarraj og hans “Government of National Accord”, mens lederen af Libyens Nationale Hær, Khalifa Haftar, de facto styrer hele den østlige del af landet.

De to fraktioner har i flere omgange forsøgt at komme til enighed om en samling af landet, men indtil videre har alle forhandlinger været forgæves. Og så sent som i går var lederen af det østlige Libyen, Khalifa Haftar, ude og true det nært forstående FN-støttede demokratiske valg. Haftar erklærede, at Libyen muligvis ikke er klar til demokrati, og han udtalte, at “hvis det nærtstående valg ikke fører til en løsning på de nuværende blodsudgydelser og det nuværende kaos fortsætter efter valget, så må vi sige ‘nok er nok’ og gøre ‘noget’.” Citatet kan tolkes som, at hvis ikke valget går, som Haftar ønsker det, vil han tage sine tropper (i omegnen af 75.000 mænd) og forsøge at tage kontrollen nord-vest-Libyen, og dermed nedkæmpe enhver tro på et demokratisk Libyen.

Sagt med andre ord er der meget langt fra de forhåbninger om et velfungerende demokrati, som Vesten havde, da de intervenerede i kampen mod Gaddafi.

Hvad gik galt?

Det er ikke bare i Syrien og Libyen, at det er gået galt. I Egypten har militæret taget magten, og man skal kigge langt efter et egentligt frit demokrati. Yemen har været plaget af en kaotisk og blodig borgerkrig i årevis, og selvom den tidligere leder Ali Abdullah Saleh forlod posten tilbage i 2012, har han siden været en del af borgerkrigen i Yemen og blev først i starten af december måned 2017 slået ihjel af en snigskytte. 

Selv i Tunesien, som ellers har stået som det lysende demokratiske fyrtårn i mørket, er problemerne begyndt at melde sig. I forlængelse af jasminrevolutionen kom der faktisk demokrati i Tunesien, men nu er der igen demonstrationer i den by, hvor Bouazizi satte ild til sig selv. Landet er hårdt økonomisk prøvet og parlamentet stemte i september sidste år en lov igennem, der legitimerer korrupte embedsmænds gerninger.

Så spørgsmålet er, hvad der gik galt? Hvorfor var folkets vilje ikke nok til at skabe et stabilt demokratisk Mellemøsten? Oprøret synes næsten omvendt at have gjort ondt værre. De nu afsætte totalitære ledere var gennemført gemene, men landene var på ingen måde plaget af interne uroligheder, som det nu er tilfældet.

Måske burde svaret på spørgsmålet ikke komme som nogen overraskelse, da det samme scenarie udspillede sig dengang en vestlig-koalition afsætte Iraks leder Saddam Hussein. Det er ikke nok kun at afsætte en diktator, hvis man vil have demokrati. Det vigtigste, og sværeste, er at opbygge nye demokratiske institutioner – en opgave, der ikke er nem i stater, der har været præget af autokratier i lang tid.

Når det alligevel lykkedes for Tunesien at indføre et nogenlunde fungerende demokrati, skyldes det dels, at man tog sig tiden til det. 2 år brugte man på at opbygge de demokratiske institutioner. Men derudover havde Tunesien også en apolitisk hær, ligesom Tunesien har stærke kulturelle bånd til Europa, hvilket sandsynligvis har gjort, at flerparti-demokratiet ikke har været en lige så stor kulturel omvæltning, som det har været tilfældet i andre lande. Desuden var det et pro-demokratisk parti, der gik forrest i jasminrevolutionen – et islamistisk parti, der efter revolutionen tabte valget og uden videre accepterede resultatet. I mange af de andre lande var den eneste prioritet at komme af med diktatoren, og da man var lykkedes med det, havde man ikke en køreplan klar for, hvordan landet skulle ledes efterfølgende, hvilket førte dem ud i kaos.

Pointen er, at det ikke kun var diktatorerne, der faldt i de forskellige lande. Det var også alle de samfundsinstitutioner, der som en skjult infrastruktur får landede til at hænge sammen. Som denne artikel forklarer, var de mekanismer, der væltede den egyptiske Hoshni Mubarak faktisk også de mekanismer, der endte med at spænde ben for en demokratisk transformation. Mubarak mistede kontrollen, fordi de forskellige institutioner brød sammen. Hæren, som var den, der afsætte Mubarak og senere greb magten, endte med at forsvare sig selv som institution i stedet for at forsvare det, som den samfundsmæssigt er sat i verden for: Staten.

I dette magttomrum som de manglende institutioner efterlod opstod der væbnede ikke-statslige aktører, der lige pludselig så mulighed for at opnå magten. Dermed fik grupper som fx Islamisk Stat muligheden for at indføre sine egne institutioner og dermed blive en seriøst geopolitisk spiller.

Som denne analyse fra den amerikanske tænketank Carnegie Endowment for International Peace peger på, var det i bund og grund “den sociale kontrakt”, der brød sammen i de arabiske lande. Altså den uudtalte aftale mellem en nations borgere om, hvordan tingene skal fungere – man har kun et retssamfund, fordi nationen tror på retssamfundet. Så nok var det det civile oprør, der afsætte diktatorerne, men det var også det, der eroderede den samfundsorden, som er nødvendig for at kunne sætte noget i stedet.

Alt dette bringer os tilbage til demonstrationerne i Iran. Lige nu fremstår oprøret i Iran lederløst og uden noget egentlig mål udover en vrede mod det siddende regime. Hvis demonstrationerne i Iran skulle ende i en revolution, bør demonstranterne begynde opbyggelse af en ny stat nu. Ikke først efter de har overtaget magten – nu! Ellers risikere vi at ende med en ny destabiliseret stat, tusindevis af flygtninge og endnu flere ofre.