Danmarks Radio står over for en rundbarbering. Når kulturminister Mette Bock her i de kommende måneder skal strikke et nyt medieforlig sammen i Folketinget, er spørgsmålet bare, hvor dybt der vil blive skåret i statsradiofoniens imposante budget på 4,1 milliarder kroner: Vil DR miste 20%? Eller blot 12,5% af budgettet? Ingen tør endnu sætte en procentsats eller et præcist beløb på spareøvelsen, før forhandlingerne går i gang om 3-4 uger.
Én ting står dog klart på forhånd: Den bebudede nedskæring vil betyde, at DR skal sende mindre indhold. Markant mindre indhold. Pengene kan nemlig kun findes ved at skære massivt ned på udsendelser, hele kanaler og andre ‘public service’-satsninger. Og for at ingen skulle være i tvivl om dette dystre og dramatiske perspektiv, har regeringen her til formiddag fremlagt en større analyse af DR’s aktiviteter og økonomi.
Konklusionen er om ikke tindrende klar, så i hvert fald til at forstå for de fleste: Uanset hvordan politikerne vælger at skære i DR, vil det få vidtrækkende kulturpolitiske konsekvenser. For ud over bureaukratiet til en samlet omkostning af i alt 900 mio. kr. – som tankevækkende nok vurderes ikke at kunne skæres – går langt, langt de fleste penge til produktion af originalt dansk indhold. Og det er her, et flertal vil og skal skære.
Blandt de spareforslag, der undersøges i rapporten, vil det f.eks. betyde, at DR mister de fleste af deres i forvejen få unge lyttere og seere, hvis tv-kanalerne DR3 og DR Ultra samt radiokanalerne P3 og P7 Mix sløjfes. Og det vil reducere DR til et rent hovedstadsfænomen, hvis de ni dyre egnsdistrikter droppes. Ligesom musikformidlingen i Danmark vil blive bombet et århundrede tilbage, hvis DR’s kor og orkestre lukkes ned.
At dømme efter den nye rapport, der er udarbejdet af to konsulenthuse, er den eneste reelt gangbare løsning faktisk at udlicitere endnu mere af programproduktionen, så DR ikke selv står for så meget indhold, men at det samlede budget nogenlunde bevares. I en form for prokuratorkneb vil DR’s budget dermed kunne sænkes på papiret, mens den kreative indholdsproduktion flytter væk og ud til private selskaber – og DR Byen træder endeligt i karakter som en ren administrationsbygning.
På Høje Taastrup Station
DR har over årene forvandlet sig fra at være et spraglet og publicistisk ledet mediehus, hvor medarbejderne sprudlede, til i stigende grad at være et byzantinsk bogholderi, hvor mellemlederne dominerer. Symbolsk med den grå eminence Maria Rørbye Rønn i spidsen som en anonym og på alle måder uinspirerende generaldirektør. Det kommende medieforlig tegner desværre til at forstærke denne tendens mod teknokrati.
Stemningen findes allerede. Når man i dag vandrer gennem DR Byen på Amager, nærmere bestemt via i den såkaldt ‘Indre gade’, der forbinder Jean Nouvels koncerthus med den enorme administrations- og studiebygning i en himmelvid glaspassage, kan man hurtigt føle sig henført til Høje Taastrup Station. Derude på kanten af storbyen ligger nemlig et andet glas-/beton-palads, som også i sin tid blev tænkt som en smutvej til fremtiden.
Høje Taastrup Station blev indviet i 1986 med tre karakteristiske tøndehvælvstage ude på en bar mark og som en fremskudt hovedbanegård, man håbede ville kunne blive et nyt knudepunkt for transporten i det 21. århundrede.
I de luftige afgangshaller skulle fremtidens accelereres. Som et ekko af Filippo Marinetti, der i 1908 skrev Futurismens Manifest, kan man næsten fornemme, at der engang har siddet nogle mappemænd og papirskubbere i DSB og næsten råbt til hinanden: ”Vi ønsker at besynge dem, der elsker faren, dem, der bestandigt lever livet energisk og dristigt. Vi erklærer, at verdens herlighed er blevet beriget med en ny skønhed: fartens skønhed.”
Men Høje Taastrup Station blev aldrig en succes. Det lykkedes mildest talt ikke at skabe en ny hovedbanegård. Glashvælvingerne står kolde, forblæste og hurtigt forladte af de gennemrejsende. På samme måde må det konstateres, at DR Byen – der blev indviet i 2006 – også allerede er endt som et gravmonument: Ingen forsvarer længere Danmarks Radio, ganske enkelt fordi ingen længere oprigtigt tror på, at det er her fremtidens nyheds- og kulturformidling kan eller vil ske.
Ingen tror længere på, at Maria Rørbye Rønns embedsvælde skulle være det bedste i kongeriget til at skabe public service. Andre kan og vil byde sig bedre til, særligt hvis politikerne overflytter store dele af budgetterne til private produktionsselskaber. Futurismen kom, så og fejlede. Med 10 års forsinkelse er DR på vej ned ad samme spor som DSB. /Lars Trier Mogensen