Uagtsomt brud på ministeransvarsloven?

Inger Støjberg er ikke alene. Gennem de seneste 30 år har skiftende borgerlige regeringer haft næsten en form for tradition for at administrere udlændingelovgivningen ulovligt. I går på det såkaldte Paposhvili-samråd i Folketinget måtte Inger Støjberg erkende, at syge asylansøgere er blevet udvist i strid med en retspraksis, som Danmark selv har tilsluttet sig. Igen har myndighederne bevidst undladt at følge reglerne på udlændingeområdet:

”Sagt ligeud gik der for lang tid, før man blev opmærksom på dommen. Og der gik for lang tid, før man fik fortolkningen på plads,” lød det fra Inger Støjberg på samrådet: ”Vi har gennemført enormt store ændringer i udlændingepolitikken. Der er blevet strammet op igen og igen og igen. Der har været et enormt pres på de medarbejdere, og det har jeg meget stor forståelse for”.

Forståelse for ulovligheder? Ministeriet kan ikke med nogen troværdighed hævde, at de slet ikke kendte til en skelsættende dom i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra december 2016 – Paposhvili-dommen – men alligevel valgte embedsmændene at ignorere den gældende retspraksis, hvorefter alvorligt syge mennesker ikke måtte udvises, jo mindre det kunne dokumenteres, at en fornøden behandling reelt var tilstede i hjemlandet.

At udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg nu er blevet tvunget til at erkende – igen – at hendes ministerium ikke har levet op til lovens ånd og bogstav, er imidlertid ikke i sig selv så opsigtsvækkende. Hvor mærkeligt dét end kan lyde. For samme mønster gjorde sig gældende sidste år, da Støjberg blev presset til at erkende, at unge ægtefæller blandt asylansøgere var blevet nægtet en individuel sagsbehandling, og at myndighederne dermed også her havde brudt reglerne.

Tamilsagen spøger igen

Lovbrud er tilsyneladende blevet en fast praksis. Det spektakulære i Støjberg-sagerne er således at det tilsyneladende ikke får nogen politiske eller parlamentariske konsekvenser, når myndighederne bryder loven. Og dét sker for første gang i nyere tid. Støjberg er den første minister med ansvar for asyl- og udlændingeområder, der ikke ser ud til at blive straffet for at bryde loven.

Mindst to gange tidligere har en minister med ansvar for asylansøgere således begået ulovligheder, men begge gange er ministeren også endt med at måtte træde tilbage i vanære: I 1995 blev den da tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen fundet skyldig i overtrædelse af ministeransvarsloven, efter han havde stoppet behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge – på trods af et klart retskrav om familiesammenføring.

I 2011 blev Venstres integrationsminister Birthe Rønn Hornbech afskediget, efter at den såkaldte Statsløsekommission havde offentliggjort sin rapport, om hvordan der havde foregået en systematisk fejlbehandling af statsløse, der er født i Danmark, og som dermed havde ret til at opnå dansk indfødsret. Selv om Birthe Rønn Hornbech havde forsøgt at slå sig op på noget andet, kunne den tidligere vicepolitimester ikke slippe for at skulle efterleve landets love.

Men hvorfor ser Inger Støjberg ud til at klare frisag nu? Hvorfor er Venstres nuværende minister ikke underlagt de samme krav om ministeransvar og efterlevelse af gældende love som de to forgængere? To grundlæggende vilkår kan forklare den umiddelbart bizarre fredhellighed for Inger Støjberg:

For det første kræver det et flertal i Folketinget for at kunne stille en minister til retsligt ansvar for både misforvaltning og selv åbenlyse ulovligheder. Og så længe Dansk Folkeparti mener, at Inger Støjberg ikke engang går langt nok i nyfortolkningen og udfordringen af internationale konventioner, så behøver hun ikke at frygte for sit politiske liv. Oppositionen kan skrige og råbe, men Dansk Folkeparti har hendes ryg, og derfor vil det først være efter et eventuelt regeringsskift, at Inger Støjberg kan blive stillet til ansvar for alle de ulovligheder, der påviseligt er begået i hendes tid som udlændinge- og integrationsminister.

For det andet og altafgørende skal det også kunne bevises, at Inger Støjberg ikke alene havde det formelle ansvar for lovbruddene, men at hun også selv kendte til den ulovlige praksis, og måske ligefrem aktivt godkendte, at embedsmændene skulle ignorere gældende ret. Indtil videre er det kun blevet insinueret, måske sandsynliggjort, men ikke bevist, at Inger Støjberg kendte og godkendte de gentagne og systematiske ulovligheder, der er sket under hendes ministertid. Formelt har den til enhver tid siddende minister ansvaret, men reelt kræver det et forsæt, før en dansk minister kan blive straffet.

Hun nægter selv ethvert kendskab til ulovligheder. Og indtil videre er det dermed kun blevet dokumenteret, at Inger Støjberg har ansvar for et uagtsomt brud på ministeransvarlighedsloven. Men at reglerne er blevet brudt ved højlys dag er der ikke længere nogen tvivl om. Indtil videre synes regeringstoppen at være hævet over de love, som de ellers selv vedtager.