Den dybe stat slår tilbage

Et lettelsens suk går gennem regeringskontorerne i Europa. Efter flere turbulente år – hvor nye, vrede protestpartier har sat dagsordenen og mobiliserer millioner af vælgere mod parnasset – synes de gamle embedsapparater at være ved at genvinde kontrollen.

I Tyskland har Angela Merkels konservative parti CDU netop indgået en våbenhvile med socialdemokraterne om endnu et fornuftsægteskab – nøjagtig som de har gjort flere gange tidligere med tilnavnet ‘Große Koalition‘.

Efter en længere periode med usikkerhed siden valget i september har de to store partier i Tyskland besindet sig på i fællesskab ikke give indflydelse til de mindre partier. Forhandlingerne har stået på i ugevis, og da Angela Merkel, Horst Seehofer, der er formand for CDU’s søsterparti i Bayern, og socialdemokraternes formand Martin Schultz i går trådte frem og fortalte om deres mindelige kompromis, havde mange nok forventet, at deres såkaldte ‘handlingskatalog’ på 28 sider ville rumme blot nogle enkelte overraskelser. Men nej, budskabet var gråt og teknokratisk.

Status quo, stabilitet og kontinuitet er og bliver grundlaget for tysk politik. I handlingsprogrammet står blot, at ”vi ønsker at danne en stabil og handlingsduelig regering”, og at ”vi ønsker et fredens Europa, der tager et globalt ansvar”. Og sådan fortsætter teksten med høflige almindeligheder, der kunne være skrevet af hvilken som helst europæisk embedsmand, som er trænet i at sukre ‘nødvendighedens politik’ til med lidt patineret patos.

Nødvendighedens politik

Angela Merkel har gjort den afdæmpede og lidenskabsløse politik til sit varemærke, og nu har hun altså også fået lokket socialdemokraten Martin Schultz med ind i vokskabinettet. For folk, der frygter pøbelvælde og vælgernes irrationelle stemninger, er stilstanden godt nyt. Tyskland vil stille og roligt fortsætte som hidtil, og hverken virksomheder eller nabolande behøver at bekymre sig for pludselige omvæltninger i Europas største økonomi.

Ugens melding fra statsminister Lars Løkke Rasmussen kan ses som en del af samme mønster. Yderfløjenes indflydelse er på retur: Venstres formand lagde for første gang afstand til Dansk Folkeparti, da han afviste at give indrømmelser i udlændingepolitikken som en del af en større studehandel, der også skulle have ført til skattelettelser. Helt konkret vil Lars Løkke ikke være med til at begrænse asylansøgeres muligheder for at arbejde, og dermed forsørge sig selv, mens de er i Danmark.

Opgøret med Dansk Folkeparti udløste ros fra Politiken på lederplads forleden: ”DF ville tvinge regeringen til først at forbyde og senere begrænse flygtninge at tage arbejde, mens de opholder sig her landet. Det er stik imod erfaringerne fra tre årtiers fejlslået integration. Stik imod regeringens egen politik. Stik imod behovet for arbejdskraft. Stik imod fagbevægelsens interesser. Stik imod den sunde fornuft. Leverede regeringen ikke denne absurde stramning, ville Kristian Thulesen Dahl ikke sætte sin underskrift på en skattereform. Heldigvis valgte Løkke Rasmussen at trække en streg i sandet. I nederlagets stund valgte Venstre at holde fanen højt. Respekt for det.”

Den dybe stat

I Berlingske ser redaktør Bent Winther Lars Løkkes retræte som et udtryk for, at embedsværket endelig har sagt stop:

”Når man skræller den politiske spin og de strategiske positioneringer fra, LA’s pubertetsproblemer, DF’s behov for igen at have den strammeste udlændingepolitik for sig selv og Venstres interne kløft mellem Støjberg-Venstre og Jensen-Venstre, står der et svar på spørgsmålet tilbage: Det var i sidste ende ‘den dybe stat’, der satte hælene i.”

Den dybe stat? Ja, det er et kontroversielt og semi-konspiratorisk begreb, som forklares i Berlingske på følgende vis: ”Moderne samfund er kendetegnet ved en åben administration og demokratiske processer. Men staten består også af dybe institutioner, hvis indflydelse sjældent ser dagens lys. Efterretningstjenester, eksperter, rådgivere, dommere, embedsmænd og stærke interesseorganisationer udgør en slags ‘stat i staten’, som amerikanerne kalder ‘deep state’. Dens opgave er at bevare systemet, stabilisere landet og afværge vilde og nationalt skadelige politiske tiltag.”

Fra en konservativ avis må det vel næsten opfattes som en ros, at anonyme magtmennesker nu griber ind og stabiliserer systemet. Paradoksalt nok er det Dansk Folkeparti, som er mest fornøjede ved udviklingen: ”Mit mål er, at Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet er i stand til at arbejde sammen,” lød det i ugens løb fra Kristian Thulesen Dahl. Danmark kan også være på vej mod en stor koalition, henover midten. Men måsker snarere i et direkte samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet? Med den dybe stat som omdrejningspunkt / Lars Trier Mogensen