Den norske kunstner Morten Viskum udstiller i Danmark, blandt andet disse døde rotter i formalin fyldt på olivenglas.
Siden de første pestepidemier hos filistrene mere end 1.000 år før vor tidsregning har man godt vidst, at rotten var en dødsbudbringer. Man har naturligvis ikke kendt til hverken vira, bakterier eller smittefare, men det har ikke været svært at forbinde det punkt, der hedder ‘rotter overalt’ med ‘katastrofe overalt’, og sådan har det været lige siden.
Derfor kan det også undre, at man tager så forholdsvis let på den “rotteinvasion”, vi ser i netop disse år, og at man har så travlt med at forklare det med milde vintre og fuglefodring. Ja, man kunne ligefrem kalde det rystende naivt. For problemet er eksploderet, og landets rottefængere kan slet ikke følge med længere. Det er især områder uden for de største byer, der har problemer med rotter, og i Kongens Have i København har man siden efteråret slået mere end 500 – fem hundrede – rotter ihjel uden at være kommet problemet til livs. Men også i byer som Kalundborg, Sorø og Holbæk har man på bare fem år oplevet en stigning i antallet af sager om rotter på mere end 80%. Helt galt ser det dog ud i Stevns Kommune, hvor man siden 2013 har fået 200% flere anmeldelser om de skadelige dyr.
Vi har tidligere været inde på det her på Føljeton, men en rotte er ikke noget rigtigt dyr. Rotter er en slags djævelsk spejlbillede af selve civilisationen. Hvor vi er, er de. I skyggen af vores kultur. De kommer frem, når mørket falder på, og lever af vores affald, urenheder og overforbrug. I kloakkerne under jorden, ved skraldespandene, i undergrunden, i hulmuren, på loftet og under gulvet. De udgør mere end 25% af klodens pattedyr og har indtaget alle kontinenter, men trods deres store succes anerkender vi dem dårligt nok som dyr. De er ikke et stykke natur, de er et stykke civilisation. Hvis du ser en hjort eller en grævling, vil du kunne sige: “Nej se, der er et stykke natur!”. Men hvis du ser en rotte, ser du noget, som civilisationen har kastet op, og som formentlig er i gang med at fortære afføring, skrald eller ådsler. Rotten er det værste i os selv. Rotten er en dæmon.
Populationen af rotter stiger tilsyneladende i takt med, at kampen mod dem intensiveres. Af grunde, som ingen har kunnet kommet med et kvalificeret svar på, topper populationen meget præcist hvert tiende år. Ikke bare i Danmark, men i hele verden – eller i hvert fald i de lande, som fører protokol over deres rottebekæmpelse. Det er underligt, men i 1978 nåede man i Danmark et loft på 80.000 anmeldelser på et år. Herfra er tallet steget og faldet som et klokkeværk med tiårsintervaller op mod 2008, hvor vi topper med 180.000 anmeldelser. Og ja, så falder grafen igen en smule, indtil den så vender, og i den seneste opgørelse, der er fra 2015, har vi i Danmark haft et sandt rekordår med 187.000 anmeldelser. Det er altså over 500 anmeldelser om dagen.
Så vi er med på, at 2018 er et rotteår og et foreløbig peak i vores kamp mod rotter, men vi er nødt til at gå dybere ned i materien. Hvorfor er de her? Hvad vil de os, og hvad har vi i vente? Vi har nogle bud på det og kommer til at følge det dag for dag her i Føljeton, så hæng på, og en spændende og udfordrende samtid vil udfolde sig for dine fødder. Vi tager 2018 ét nyhedsbrev ad gangen. /Lasse Lavrsen