Kære læser

Tulle fik tilbudt at købe Løkkes gamle mor

Engang hed det bare propaganda, når magthavere forvrængede virkeligheden. Men propaganda lyder så voldsomt. Derfor bliver der i dag gjort store anstrengelser for at pakke fænomenet bedre og mere indbydende ind. Manipulationen skal helst ikke være for åbenlys. Propaganda bliver nu sukret ind og er blevet omdøbt til spin. Til gengæld virker skidtet.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen i forrige uge påstod, at han havde afblæst forhandlingerne med Dansk Folkeparti, fordi han ikke kunne acceptere studehandler mellem skatte- og udlændingepolitikken, troede påfaldende mange på hans ord. Venstres formand blev tilmed hyldet for at have trukket en streg i sandet.

Allermest loyal over for den statsministerielle spin var dagbladet Politiken. Her trompeterede lederen skrevet af chefredaktør Christian Jensen: ”Respekt for Løkke Rasmussen: Regeringens nederlag er en sejr for Danmark. I nederlagets stund valgte Venstre at holde fanen højt – respekt for det.”

I en tekst, der fremstår komisk i tilbageblik, fortsætter avisen: ”Løkke har samtidig markeret Venstre som et parti, der insisterer på, at alle, der opholder sig i Danmark, selvfølgelig skal have mulighed for at arbejde og integrere sig i samfundet. Det manglede bare.”

Målet helliger midlet

Formuleringerne i Politiken fremstår tåkrummende, ja tragikomiske, fordi det nu er blevet afsløret, at Lars Løkkes forklaring var pure opspind. En sølle søforklaring. I dagens udgave af Jyllands-Posten udstilles det, at VLAK-regeringen var villig til at sælge ud af alle principper for at få en skatteaftale med Dansk Folkeparti: ”Nu viser et lækket aftaleudkast, at regeringen i de afgørende dage af forhandlingerne tilbød støttepartiet mere vidtgående stramninger, end offentligheden hidtil har kendt til.”

Konkret var Lars Løkke parat til at gennemføre lovgivning, som Justitsministeriets embedsmænd advarede direkte imod, og som ville være så meget på kant med basale konventioner, at Danmark ville risikere at tabe en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I forhandlingerne med Dansk Folkeparti var VLAK-regeringen villig til at indføre kontroversielle regler, som den godt selv vidste ville være i strid med gældende retsprincipper, og som derfor ville skulle ændres senere, når Danmark blev dømt. Men målet helligede midlerne.

Eksempelvis var statsministeren klar til at droppe den såkaldte ‘femårsregel’. Det ville konkret betyde, at et asylbarns ophold ikke længere skulle ”tillægges vægt inden for de første fem år af barnets ophold her i landet”, og at myndighederne således lettere ville kunne hjemsende familier, selv efter længere ophold her i Danmark. På samme måde var Lars Løkke også parat til at droppe den såkaldte IGU, integrationsgrunduddannelse, som ellers har hjulpet til med at få over 8.000 flygtninge i beskæftigelse, og som er en del af en trepartsaftale med Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO.

Alligevel var det ikke nok for Kristian Thulesen Dahl: ”Vi kunne ikke få tilstrækkelig sikkerhed for, at de her justeringer giver det paradigmeskifte, vi er gået efter. Det er meget snak og for lidt handling,” lyder forklaringen på det høje spil. Dansk Folkeparti var ikke tilfreds, skønt Lars Løkke altså var parat til stramninger, som asylchef i Dansk Flygtningehjælp Eva Singer kalder ”meget vidtgående”.

Tæt på vanvid

I nederlagets stund valgte Venstre at trække fanen gennem sølet. Ingen respekt for det herfra. Løkke har samtidig markeret Venstre som et parti, der fortsat – men i det skjulte – er ligeglad med, om alle, der opholder sig i Danmark, har mulighed for at arbejde og integrere sig i samfundet. Det mangler stadig.

Det er dog ikke kun Politiken, som blev fanget i en kombination af politisk naivitet og servil ærbødighed. Også i Venstres egne rækker lod flere sig forføre af Lars Løkkes tvetungede tale. I dagens udgave af Weekendavisen fortæller Hernings borgmester Lars Krarup, at han blev lettet, da statsministeren afblæste de videre forhandlinger med Dansk Folkeparti:

”Det er godt, at vi har fået skat og udlændingepolitik skilt ad. Det blev meget voldsomt, at prisen for en skattepolitik, som var meget vigtig, pludselig blev, at man eksempelvis indfører udgangsforbud for unge indvandrere. Det er for mig at se tæt på vanvid. Adskillelsen betyder, at regeringen kan spille ud med det, regeringen mener om udlændingepolitik. Det har jeg meget store forventninger til. Der er stor forskel på at kunne spille ud selv, i stedet for at udlændingepolitik bliver en handelsvare for at få skattelettelser igennem,” siger venstremanden til Weekendavisen.

Men også den populære borgmester fra den midtjyske hede er blevet snydt, igen, ligesom da han blev fuppet med placeringen af den nye politiskole. For den barske realitet er, at udlændingepolitik for længst er blevet en handelsvare for Lars Løkke. Alt er til salg. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12