Flygtninge på motorvejen

I 1985 fik vi Schengen-aftalen om afskaffelse af de indbyrdes grænser mellem de første fem deltagende lande, Frankrig, Tyskland og Benelux-landene. Den skulle ledsages af en fælles ydre grænse, hvor alle var ansvarlige for at kontrollere for hinanden. Aftalen blev udbygget undervejs og gjort til en del af traktaterne ved indskrivning i Amsterdam-traktaten fra 1. maj 1999.
Danmark har deltaget i samarbejdet siden 25. marts 2001.

Folketinget traf beslutningen med førstebehandling dagen før pinsen i 1997, uden forudgående offentlig debat. Pludselig blev det forbudt at kontrollere folk det sted, hvor de altid havde accepteret at skulle kontrolleres. Vi havde en mild og venlig grænse til Tyskland. I praksis kunne man bare sætte tempoet ned og køre forbi. Tolderne og politiet havde stor erfaring i at snuppe de ubudne gæster netop ved grænsen.

‘Vi klarer det’

Denne kontrol skulle forbydes af ideologiske grunde. Det eneste sted i EU, hvor det skulle være tilladt at kontrollere folk, skulle være ved unionens ydre grænser. Så ville EU blive en ’rigtig’ union, en stat med amtsgrænser i stedet for de statsgrænser, der omkranser selvstændige lande. Folk måtte gerne kontrolleres alle andre steder, men ikke der, hvor der var bygninger og folk til det. Vi fjernede ovenikøbet den bevaringsværdige kontrolbygning i Kruså.

Kontrol skulle partout ske gennem andre kontrolformer og omrejsende politibiler, som ikke måtte formaste sig til at holde stille ved grænseovergangene. Beslutningen om at forbyde den indre grænsekontrol kom før, man havde etableret fælles grænser udadtil. Grænserne udadtil blev overladt til de lande, der havde grænserne til tredjelande. Grænserne blev stærkt belastede i Grækenland og Italien, især efter at områdernes krige og fattigdom sendte folk på flugt mod os, men især til nærområderne, som tog ni ud af ti flygtninge.

Den tyske kansler Angela Merkel sagde: ”Vi klarer det”. Så kom der endnu flere, og mange tyskere sagde: ”Vi klarer det ikke”. Men der kom nogenlunde styr på indvandringen i Tyskland med mange diskrete tilbagesendelser. Den svenske konservative statsminister Fredrik Reinfeldt kunne slet ikke få flygtninge nok. Nu har den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven indset, at de åbne svenske døre var meget sympatiske, men uholdbare. Han begrundede stramninger med, at Danmark spekulerede i at sende ansvaret videre til Sverige.

Med indvandringen kom også tørklæder, muslimske kvarterer, arrangerede ægteskaber, ungdomsbander, Sverigedemokraterna, mere kriminalitet og terror. Og et ændret Malmø med et usædvanligt højt antal mord. Anden kriminalitet har dog været faldende.

De danske partier var hurtigere til at rette ind efter tonerne fra Dansk Folkeparti, som var de første til at advare mod antallet af flygtninge og indvandrere. Den socialdemokratiske ideolog Henrik Sass Larsen og den nye formand Mette Frederiksen har ændret kursen og udøvet selvkritik for den periode, hvor ghettoerne blev bygget i Danmark. Trods den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensens advarsler, som det fremhæves i Mattias Tesfayes bog om Socialdemokratiets problemer med indvandringen.

Efterhånden fulgte alle partier med, bortset fra Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre, som fastholder en flygtningevenlig kurs, eller hvad man nu skal kalde deres større åbenhed for at modtage flygtninge og indvandrere.
I 2015 vistes billeder af danske motorveje fyldt med flygtninge, som skulle videre til det forjættede land, Sverige.

Mens de druknede

De havde begyndt rejsen i Aleppo eller en anden af de sønderbombede byer, hvor livet var gjort uudholdeligt. De var så rejst gennem Tyrkiet og havde købt billet til en synkefærdig plastikbåd, der kunne sejle dem fra Izmir til en græsk ø. Derfra ville den illegale immigrationsindustri sende dem videre op gennem Europa. Andre kom fra Libyen og druknede ud for Libyens kyster, hvis den italienske kystvagt ikke fik dem reddet i land.

Vi så på, mens de druknede, og lod indvandringsindustrien fortsætte med at sælge flere sejlturs- og europabilletter i 100.000 kroners klassen. Vi handlede heller ikke resolut, da flygtningetallet passerede en million. I 2016 kom der dog kun i alt 364.000 migranter til EU, ifølge EU’s grænseagentur, Frontex. Og lidt færre, 355.361, ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

Tallene i sig selv burde måske ikke være noget stort problem. Jordan har taget 
2,7 millioner flygtninge, Tyrkiet 2,5, Pakistan 1,6 og Libanon 1,5 millioner flygtninge. Ti lande står for 56 % af verdens 21 millioner flygtninge, selv om de kun tegner sig for 2,5 % af verdensøkonomien, ifølge jordantimes.com 13. april 2017. Vi kunne med så mange flere ressourcer godt have vedtaget en fælles flygtningepolitik, som både sikrede flygtningene og deres nye hjem.

I stedet vedtog EU-landenes statsministre en tvangsmæssig placering af dem. 160.000 flygtninge skulle tvangsfordeles til de forskellige EU-lande med pisk. Man diskuterede endda at ekskludere Ungarn og Polen, fordi de nægtede at tage deres del af flygtningene. De to lande blev dømt ved EU-Domstolen.

EU satte målet ned til 98.000, men den 4. september 2017 var der stadig kun fordelt 27.695 af de besluttede flygtninge. Og det var endda kun toppen af isbjerget, som blev sendt på fordeling. I forhold til folketallet kom de store antal til Libanon, Jordan og Tyrkiet i den rækkefølge.

EU’s statsministre besluttede at udbygge samarbejdet om Frontex for at kunne etablere en fælles ydre grænsevagt med 1700 fælles grænsevagter. Samtidig tillod EU-Kommissionen medlemslandene at indføre midlertidig grænsekontrol ved de indre grænser, f.eks. mellem Danmark og Tyskland og mellem Sverige og Danmark. Det giver Schengen-aftalen mulighed for i svære situationer. Kontrollen skal godkendes både af Kommissionen og af et kvalificeret flertal i Ministerrådet. Fire lande har bedt om mulighed for fire års undtagelse, Kommissionen foreslår tre år med mulighed for to år ekstra, hvis begrundelsen er terror.

Godt 60 års nordisk pasunion med fri bevægelighed mellem de nordiske lande blev afskaffet, uden det blev grundigt drøftet af de nordiske landes parlamenter, Nordisk Råd og de nordiske vælgere. En skønne dag skulle vi vise pas for at komme til Sverige. Og omvendt. Togene kørte nu kun til lufthavnen, og vi skulle skifte for at komme over Øresundsbroen. Det havde vi ikke lige set komme. Østersøregionen fik en økonomisk øretæve, og vi kunne ikke længere i samme omfang blive ekspederet på svensk i de københavnske butikker. ID-kontrollen er dog heldigvis afskaffet igen.

De rigtige flygtningeproblemer er slet ikke havnet i fuldt omfang hos os, endnu. De begrænses med EU’s aftale med Tyrkiet, hvor Erdogan-regeringen betales tre milliarder euro om året for at holde flygtninge fra vore motorveje. Af i alt 
21,3 millioner flygtninge ved udgangen af 2015 har det rige Europa kun modtaget 4,4 millioner. Vi kan vente mange flere.

Når klimaflygtningene og fattigdoms-flygtningene begynder at komme i større tal, er der brug for helt andre midler, hvis de skal holdes ude af Europa. Der er især brug for aftaler med alle nabolande om, at ethvert skib med flygtninge og indvandrere returneres til det sted, hvor de kom fra. Eller til lejre i nærområderne, som vi selv betaler for. Det er afgørende, at vi kan knække ’rejse’industriens salg af ulovlige rejser til Europa.

Det er ikke noget, vi ville have sagt for år tilbage. Det er ikke behageligt at nå til den erkendelse. Men den er nødvendig, hvis vore samfund igen skal have et humant ansigt, og vi f.eks. skal undgå præventive fængslinger som i Frankrig, og hvis de mest hadefulde bemærkninger skal forsvinde fra Facebook. Hvis vi effektivt standser den ulovlige immigration, er der til gengæld ikke flere flygtninge tilbage, end de forhåbentlig kan håndteres.

Et fælles budget

Det er ikke svært at huse selv en million flygtninge, til de kan komme tilbage igen, hvis udgiften fordeles mellem alle EU-borgere. Det kan lettest ske ved at anbringe hele udgiften på EU’s fælles budget. Så kan opgaven udliciteres til de kommuner, organisationer og virksomheder, der byder ind med de bedste løsninger.

Så er flygtningene velkomne, og lokalsamfundene får indtjening og udvikling ud af at byde sig til. Så vil man se de 2.478 polske kommuner og endnu flere kirkesamfund byde flygtninge velkomne. Selv Ungarns Victor Orbán vil ikke være i stand til at hindre ungarske kommuner i at slås om at få deres andel af de indbringende flygtninge. Gulerod er som regel bedre end pisk.

Når vi tager imod flygtninge, må vi også have ret til at stille krav til dem. Tildelingen af asyl bør fremover ske på vore ambassader, konsulater eller direkte i flygtningelejrene. Flygtningene bør informeres om vore forventninger til dem og dansk lovgivning. De bør vide, at Danmark er et sekulært samfund med religionsfrihed, der sikrer ligeret mellem mænd og kvinder.

Vi bør aldrig mere betale indvandrerkvinder for at gå hjemme. 80% af de kvindelige indvandrere fra Somalia og Libanon har aldrig haft lønnet beskæftigelse. Det er synd for dem, at vi ikke har magtet at integrere dem bedre.

Nogle af dem tyranniserer deres børn til at afvise vore tankesæt. De vil f.eks. ikke lade deres piger tage bad efter gymnastiktimen eller svømme i den kommunale svømmehal. De må pleje deres religion, som de vil. Men de bør også respektere flertallets. Skik følge eller land fly, sagde man i gamle dage.
Det er nok bedre at give hver flygtningefamilie en mentorfamilie til at introducere dem til det danske samfund.

Der er venligboere nok i Danmark til at hjælpe dem på vej – og få dem til at føle sig velkomne. Den lokale modtagelse bør besluttes lokalt og i medlemslandenes nationale og regionale parlamenter. Flygtningebørn bør integreres fra vuggestue og børnehave. Flygtninge skal ikke modtage børnepenge for at have børnene gående derhjemme, og alle skal lære dansk.

De voksne bør deltage i uddannelse eller arbejde, hvis de vil have økonomisk støtte. De stadig flere organiserede udenlandske tiggere bør fjernes fra gader og tog. Der bør være lofter over, hvor mange udlændinge, der kan være i hvert boligområde, skole og institution. Ghettoer bør nedbrydes, og bander opløses – ikke med hård hånd, men med mange kærlige hænder. Der bør også gøres plads til flygtninge i de rigeste kvarterer. Det bør være en fælles opgave at give flygtningene et trygt hjem i Danmark. De kan fortælle os, hvilke forhold de har forladt, og de kan berige os med deres kultur.

Grænser skal sikres

Vi er med på at begrænse antallet af flygtninge til dem, vi kan nå at integrere. Men vi skal ikke afvise FN’s kvoteflygtninge. Vi bør snarere vise et humant ansigt ved at tage imod synshæmmede, hørehæmmede og andre handicappede, hvor vi har gode institutioner til at hjælpe med. Det er ikke særlig humant at tage imod de rigeste, illegale immigranter og afvise dem, der ikke har råd til at forlade de usleste flygtningelejre.

Vi bør især give en kærlig hånd til de dårligst stillede flygtninge og måske lade os inspirere af dette indlæg fra den anerkendte EU-forsker Joseph Weiler på ‘State of the Union’-konferencen i Firenze i maj 2017:

”I 1941 ankom et skib med 800 jøder fra Rumænien til Istanbul. Regeringen ville gerne tage imod dem, hvis der var et land i verden, som ville have dem. Det var der ikke. Så blev de sendt tilbage. De druknede alle, undtagen en person, som døde i 2014”.

Weiler mindede også om den økonomiske immigration fra 1900 til 1920. USA tog imod 20 millioner økonomiske flygtninge fra Europa. Han fremlagde nogle studier, som viste, at kun 1,6 % af de syriske flygtninge ønsker at komme til Europa. 90 % af dem ønsker at komme tilbage til Syrien.

Kommissionen i Bruxelles bør nøjes med at se til, at de ydre grænser sikres effektivt, så fremtidens flygtninge og indvandrere kun kommer med visum og fly. Landene skal have den besluttede betaling per flygtning, de tager imod. Alle ombudsmænd og Europa-Parlamentets borgerklageudvalg bør tage mod klager for dårlig behandling af flygtninge.

Særligt på dette stærkt vælgerfølsomme område gælder det, at EU bør udføre arbejdet efter parolen ”mindre og bedre”. Stor på de store sager, mindre på de små, som Kommissions-formand Jean-Claude Juncker udtrykte det ved sin tiltræden i 2015. Tvangskvoter besluttet på lukkede møder i Bruxelles kan få hele EU til at gå op i limningen.