Første sæson har været mærkeligere end fiktion: ”Velkommen tilbage i studiet,” sagde Donald J. Trump forleden ved årets første regeringsmøde. I studiet? Har de forgangne 365 dage bare været en drøm? En virtuelt narrespil? Vågner vi i morgen til en verden, hvor kameraerne slukker, og Trumps tumlerier viser sig blot at være et svedigt mareridt? Nej. Virkeligheden er værre.
Den 71-årige mand, der forinden var mest kendt fra sin årelange rolle i reality-tv-programmet The Apprentice, forstod før så mange andre, at moderne politik for længst er blevet forvandlet til en evig sæbeopera, og nu kører showet for fulde gardiner og døgnet rundt. Det største show i verden. ‘The Donald’ er altid i studiet. Ikke engang verdens mest sete tv-serie Game of Thrones kan hamle op med Trumps tronranende magtspil.
Nøjagtig som ‘The Donald’ førte valgkamp i 2015-16, har han regeret i Det Hvide Hus. Han har i virkeligheden været karakterfast, forstået helt bogstaveligt: Trump har på den ene side en ultimativt opmærksomhedssøgende karakter, som han optræder offentligt med, og på den anden side har han formået at holde fast i denne yderst ejendommelige karakter, efter han blev præsident for ét år siden, 20. januar 2017.
De fleste iagttagere havde ellers forventet, at han ville ændre adfærd og blive mere præsidentiel, som det kaldes, når kampagnepolitikere forvandles til pragmatikere. Den konventionelle visdom tilsagde, at Trump ville besinde sig og blive ‘normal’. Men i dag kan det konstateres, at det er ham, der har væltet rundt på vores opfattelse af, hvad der efterhånden er normalt. Mest bizart af alt er netop normaliseringen af storpolitik som småligt reality-tv.
En ny episode hver dag
Parallellen til reality-tv er ikke kun åbenlys. Ej heller perfid. Det er hans egen metafor for præsidentskabet. I et stort portræt i New York Times hedder det: ”Før sin indsættelse fortalte Trump sine topfolk, at de skulle tænke på hver eneste dag som et afsnit i en tv-serie, hvor han besejrer sine rivaler. Folk tæt på ham vurderer, at Trump bruger mindst fire timer – og nogle gange otte timer – om dagen foran fjernsynet.”
Showet vrides og vendes dagligt. Som Politikens USA-korrespondent Kristian Madsen skriver i en nyhedsanalyse i dag: ”Vi har ikke alene lært hovedpersonen at kende, vi har mødt en stribe farverige bifigurer på settet: Det skarptslebne power couple Ivanka Trump og Jared Kushner, den forhutlede hofsnog og chefideolog Steve Bannon, der som mange andre er blevet skrevet ud af serien, samt FBI’s Ruslandsundersøger, Robert Mueller, hvis navn har ligget som en ildevarslende understrøm i fortællingen, der kan kulminere i næste sæson.”
Skrevet ude fra marken i Virginia tilføjer Kristian Madsen dog indsigtsfuldt: ”De, der fokuserer på ’tv-showet’, der dagligt bliver optaget i potemkinkulissen, er os. Medierne. Avislæserne. Eliten, om man vil. I Washington er det seneste tweet det, der sætter dagsordenen, når man taler med folk om Trumps første år. I Fishersville er det økonomiske klima, det første folk fremhæver. I den amerikanske middelklasse går det godt, og her tilskrives Trump en del af æren”.
Bifald til racisme
Hemmeligheden bag Trumps succes er, at han formår at distrahere medierne og oppositionen med daglige og stadig mere spektakulære afledningsmanøvrer, mens han samtidig kan henvise til gunstige økonomiske nøgletal og symbolske sejre såsom udpegelsen af den ultrakonservative højesteretsdommer Neil Gorsuch. Det allervigtigste for Trump er dog virakken, det konstante spektakel, som med en fingerknips kan stjæle billedet. Panem et circenses – brød og skuespil – som det hed i det gamle Rom.
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg skriver i en større analyse i dag om det ”monster, som kapitalismens kultur har skabt”, at Trump er kulminationen på fire årtiers udvikling med yuppiekultur og reality-tv:
”Trump har ingen principper, han står fast på. Han har været uafhængig, demokrat og republikaner. Han er den leder, som kun lever af bifald, og vil sige hvad som helst for at opnå publikums hyldest. Han løj om seertallene i The Apprentice, ligesom han lyver om, hvor mange tusinder der hyldede ham ved indsættelsen som præsident. Donald Trump er ikke racist, for han har ingen holdninger. Men han har opdaget, at der kan være kolossale bifald i racistiske udfald. At det er der, passioner samles og kan råbes op. Og så fyrer han op.”
Næste sæson begynder i dag. Fortsættelse kan blive vildere. Og det vil blive vildere – og endnu mere bizart – her i 2018. /Lars Trier Mogensen