Den, der taber i FIFA, skal fortælle om kærlighed

En lørdag aften i december har eleverne på Gørlev lige fået en Playstation 4. Den er koblet til et fjernsyn inde på lærerværelset og tiltrækker en skare af unge mennesker. Primært drenge. Det eneste spil, skolen har købt, er det nyeste FIFA. På en lang, buet række sidder drengene og skiftes til at spille og råbe af dem, der spiller. ”Kom nu, mand. Der er kæmpe offsite!” ”Hey, drenge, parker bussen, parker bussen. Gå ned og lav otte-mands forsvar!”

Jeg sætter mig i sofaen bag dem. Når man taber, skal man komme hen til mig og snakke om kærlighed, har vi aftalt.

Der går lidt tid, før de første to drenge sætter sig ved siden af mig. Mads og Tobias. De er begge 16 år og ikke helt trygge ved situationen, men de ”kan da godt snakke lidt”. Jeg spørger dem, hvordan kærlighed og efterskole hænger sammen. De rynker på brynene.

”Øhhh…,” siger de. ”Man går meget op og ned ad hinanden jo, så det er anderledes, end når man er derhjemme. Det er noget specielt for efterskolen, tror jeg,” siger Mads lidt tøvende.

”Jeg tænker egentlig ikke så meget over det,” siger Tobias hurtigt. ”Inden jeg startede, tænkte jeg mere bare på, om jeg ville få nogle gode venner.”

De skæver lidt over til gruppen af drenge foran fjernsynet. Måske er de ukomfortable ved at udlevere sig selv, når de alle sammen sidder og lytter med. De to drenges ansigtsudtryk er rare, milde, men en anelse afventende. De har spillet meget FIFA, siger de. De er efterhånden ret gode til det.

Først kommer fællesskabet

Uden for lærerværelset hænger kyssetræet på væggen længere nede ad gangen. Med små, røde paphjerter som æbler på træet. Hvis man kysser med nogen fra skolen, skal ens navn hænge der. Hvis det er seriøst, altså sådan rigtig seriøst, bliver man rykket til kæresteskyen over træet. Mads og Tobias fortæller om kyssetræet med den største selvfølgelighed, men om kæresteskyen med en vis skepsis.

Har I haft en kæreste før?

”Naah…” siger de.

”Ikke sådan rigtigt. Bare sådan lidt, du ved. Men ikke en rigtig kæreste,” siger Mads.

”Jeg havde en flirt, inden jeg startede her,” siger Tobias.

Ingen af dem kunne forestille sig at have en kæreste på efterskolen. Så skulle det i hvert fald kun være, ”hvis her nu lige gik den helt rigtige”. Ellers er der flest negative sider ved at være kærester med en fra skolen, synes de. Der er så mange ting, der spiller ind, siger Tobias. Når året pludselig er omme, og man bor langt fra hinanden, så bliver det svært. Så vil han næsten hellere lade være.

Det er Mads enig med ham i: ”Jeg har også hørt fra mange tidligere efterskoleelever, at det ikke er den bedste idé at få en kæreste og sådan noget. Fordi det kan være, man bare kommer til at ligge meget på værelset så.”

De synes nu ikke, det er så slemt endnu, det med nusseriet på værelserne. Overhovedet ikke, faktisk. Der er ikke nogen, der trækker sig så meget, at det går ud over fællesskabet. Det er den værste synd, man kan begå, ved jeg fra min egen efterskoletid for otte år siden. Alt, der kan ekskludere en fra fællesskabet, er bandlyst. Alligevel kan både Tobias og Mads godt forstå, hvis man som par gerne vil ligge sammen på værelset engang imellem. Det har de intet problem med. De gider det bare ikke selv.

”Folk gider bare ikke hænge på den væg der”

Der er kun et enkelt par i kæresteskyen. Sådan har det været siden skoleårets begyndelse. Siden jeg begyndte at komme på skolen i september, har der bare hængt den ene lap papir med to navne på. Et ensomt kærestepar. Jeg påpeger det over for drengene.

”Ej!” lyder det ovre fra FIFA-gruppen. ”Der er da halvandet par, vil jeg sige.”

”Arh, to, faktisk. Sofie og Jon er da upcoming,” siger en anden.

”Øhm…” siger en dreng fra gruppen, som, jeg formoder, må være Jon.

”Og Lærke og Ludvig er der også, der er da masser! Folk gider bare ikke hænge på den væg der” siger den første FIFA-dreng.

Hverken Mads’ eller Tobias’ navne hænger på kyssetræet. Desværre, siger de ligefrem. Det gad de egentlig godt, hvis bare det var med ”den rigtige”. Den betegnelse bruger eleverne tit, bemærker jeg. Den rigtige at kysse med, den rigtige at være kærester med. Når først man er rigtige kærester, er der ingen vej tilbage. Så er fælden klappet.

”Ham dér,” siger Tobias og peger på en af drengene foran fjernsynet. ”Han hænger i hvert fald på kyssetræet.”

Den udpegede fyr vender sig rundt og smiler lidt forlegent. Hans navn har hængt på kyssetræet i nogen tid. Han snakker ikke ret meget med hende, han kyssede med. De har faktisk aldrig rigtig snakket sammen. Men deres navne har stået side om side på kyssetræet, lige siden første elevfest, fortæller han. Det er som regel festerne, der sætter gang i kyssetræet. For hver fest kommer der en ny sending hjerter op på træet.

”Der er nogen, der ikke snakker sammen længere, efter de er blevet hængt op på kyssetræet,” fortæller Tobias. ”Det bliver så mega akavet for dem, så de undgår hinanden. Men der er også andre, som bliver ved med at være sammen, selv om deres navne hænger på væggen, og alle kan se det. De er bare ligeglade.”

Kan det nemt blive akavet?

”Det tror jeg,” siger Mads.

”Ja, altså, efter den første elevfest, ikke? Wow der var mange, der havde det akavet bagefter,” siger Tobias og kigger på en pige bag ham, mens han grinende spørger: ”Havde du det akavet, Sofie?”

Sådan lidt… kompliceret

Sofie sidder i vindueskarmen sammen med sin veninde Lærke. Der har de siddet under hele vores snak. De siger ikke så meget, sidder bare og lytter og fniser lidt engang imellem. De taler sammen helt stille, og når de ikke ser på hinanden, har de et øje hen på drengegruppen. Da Tobias stiller sit spørgsmål, ser Sofie på ham med et demonstrativt blik.

”Næ,” siger hun.

”Jo, du havde det da super akavet,” siger Lærke.

”Ej,” siger Sofie. ”Det havde jeg da ikke.”

”Det havde du da!” siger Lærke.

Sofie kigger ned i sin telefon og rynker brynene. Hun er ligeglad, siger hun. Nu hænger hendes navn på kyssetræet med en anden. De er næsten kærester, siger de andre, mens hun selv forbliver tavs. Hendes veninde Lærke har også næsten en kæreste. De bruger ikke selv det ord – kærester – de ”har bare noget”, siger de. For de har kun været sammen i en måneds tid, og det er slet ikke nok til at bygge et rigtigt forhold op. De virker så velovervejede, deres alder taget i betragtning. Sådan er det for de fleste af eleverne på skolen, har jeg lagt mærke til. De gør kun noget, hvis det er tænkt til ende.

”Vi har jo også kun gået her i fire måneder indtil videre. Det tager vel længere tid at bygge sådan et kæresteforhold op, gør det ikke?” spørger Tobias.

”Jo, men der er da nogen, der har potentiale. Det er bare sådan lidt… kompliceret,” siger Lærke.

 Hvor lang tager det at blive kærester?

”Jeg kender mange, der er blevet kærester efter kun at have kendt hinanden i to måneder. Det synes jeg bare personligt er virkelig hurtigt. Jeg mener, man kan da ikke vide, om man vil det hundrede procent, hvis man ikke kender hinanden bedre,” siger Lærke.

Tobias trækker på skuldrene. Han mener, det kommer an på, hvilken person man er. Nogle tager det i små skridt, mens andre bare springer ud i det. Sådan er det også med så meget andet, siger han. Det gælder ikke kun for det med kærester. Jeg kommer til at tænke på noget, som Kristian, en af drengene på skolen, sagde til mig en aften tidligere på efteråret, da jeg ville interviewe ham. ”Jeg kan ikke forklare kærlighed. Nogle gange kommer det, og andre gange sker der ikke en skid. Det er sygt underligt.” Det virker til, at Tobias giver ham ret.

Man har et ansvar, når man er kærester

Ovre foran fjernsynet er de ved at færdiggøre et spil. ”Kom nu drenge, I er så fucking dårlige,” udbryder en af dem opgivende. Lærke og Sofie ruller med øjnene. FIFA siger dem ikke noget, fortæller de. De har prøvet at spille det engang, men de var ”sygt dårlige til det”. De har flyttet sig fra vindueskarmen til sofaen, hvor de har sat sig ved siden af Tobias og Mads. Her diskuterer de videre om, hvorvidt Lærke har en kæreste eller ej. Hun påstår hårdnakket det sidste.

Er der stor forskel på at være kærester og så bare have noget?

”Ja!” siger Lærke hurtigt. ”Man er meget mere bundet, hvis man har en kæreste.”

”Ja, klart,” siger Tobias, mens Mads nikker ved siden af ham. ”Der er heller ikke lige så mange regler, hvis man kan sige det sådan.”

Hvilke regler?

”Man har jo lidt et ansvar på en anden måde, hvis man er kærester. Altså et ansvar over for hinanden,” siger Sofie.

”Det er nok derfor, at mange af dem her på skolen, som har kærestepotentiale, ikke tager skridtet videre. Det er også sådan lidt vildt at være kærester lige pludselig,” siger Lærke.

”Ja,” siger Sofie. ”Selv om det vel egentlig bare er titlen, der er forskellen.”

Er det en stor ting at sige, at man er kærester?

”Ja, men nok mest i starten, tror jeg. Det er nok ret akavet,” siger Tobias og kigger spørgende på pigerne.

Hvorfor er det akavet?

”Altså sådan noget med kærester, der er jo bare akavet, ikke? Drengene kan jo godt drille ret meget med sådan noget. Jeg er i hvert fald glad for, jeg ikke har en.” siger Tobias.