Endelig siger irerne stop

Ingen omstændigheder omkring en abort er særlig muntre. Det gælder både for den ufrivillige spontane abort og den overlagte, provokerede abort. Her i Føljeton bragte vi eksempelvis sidste år en artikelserie om de psykiske efterdønninger, som kvinder kan blive ramt af efter at have fået foretaget en abort inden 12. uge. Midt i 00’erne fik Mødrehjælpen i Aarhus lavet en stor undersøgelse, der anslog, at 10% af de kvinder, der får foretaget en provokeret abort, får alvorlige psykiske efterreaktioner.

Det er slemt nok. Men forestil dig så, at du også skal udskammes og kriminaliseres, fordi du af den ene eller anden grund – som kan være 100% legitim – ønsker at få foretaget en abort. Det er hverdagen i Irland. Hvert år må tusindvis af irske kvinder rejse til England for at få lavet indgrebet – mange af dem mutters alene og uden at have nogen at dele deres tanker og angst med. Men sent i aftes efter fire timers debat i parlamentet blev den irske regering med premierminister Leo Varadkar i spidsen enig om at afholde en folkeafstemning om kvinders ret til abort frem til 12. uge af graviditeten. Efter debatten sagde Varadkar, at ”vi har allerede abort i Irland, men det er usikkert, ureguleret og ulovligt, og efter min mening kan vi ikke blive ved med at eksportere vores problemer.”

Det lyder måske ikke af alverden, men i irsk sammenhæng er det nærmest ufatteligt. Sidst irerne havde en folkeafstemning om abort (det var i 2002), handlede den ikke om retten til abort, men om at stramme abortlovgivningen, der er i forvejen var blandt Europas strengeste. Ved en folkeafstemning i 1983 valgte irerne selv (med tilføjelsen af artikel 40.3.3. – også kendt som Den Ottende Ændring – i den irske forfatning) at indføre benhårde abortregler, idet det ufødte barn blev givet ret til livet på lige fod med moderen. Kampagnen for stramningen blev støttet af den katolske kirke, som havde stor indflydelse på den folkelige mening (indtil den led et voldsomt moralsk skibbrud efter en række pædofilisager mod ulækre præster i 1990’erne).

Et overvældende flertal

Det, som den irske befolkning skal tage stilling til ved den forestående folkeafstemning, som efter alt at dømme vil finde sted allerede sidst i maj eller i juni, er den forkætrede Ottende Ændring. Vil de have den sløjfet? Det vilde – efter irske forhold – er, at den kommer til at gå lige igennem. Irerne vil sende Den Ottende Ændring ad helvede til, viser en opinionsmåling fra sidste uge. På spørgsmålet ”Vil du stemme for at ændre forfatningen, således at regeringen kan lovgive for abort op til 12. uge, eller vil du stemme nej til ændringer i forfatningen?”, svarede 56% for og 29% imod.

Premierminister Leo Varadkar, 39, fra det kristelige midterparti Fine Gael (Den Irske Familie), som er Irlands største, virker som en fed fyr. Det er han sikkert også, men det er først nu, han er nået frem til den erkendelse, at abort ikke bør kriminaliseres. Han er ellers tidligere sundhedsminister og i øvrigt uddannet læge, men det at være læge har nu heller aldrig været ensbetydende med, at folk er i stand til at navigere hverken moralsk eller etisk, når de forsøger at begå sig i politik. Det er verdenshistorien fuld af eksempler på.

Både i Fine Gael og Irlands ledende oppositionsparti, de republikansk-konservative Fianna Fáil (Republikken Irland), er parlamentsmedlemmerne delte på abortspørgsmålet. Men mon ikke de mere konservative kræfter finder det rette ben at stå på, når folket har talt? Det er ikke mere end et par uger siden, at Fianna Fáils politiske leder, Micheál Martin, kom ud og sagde, at han går ind for, at Den Ottende Ændring skal væk. Hvad bliver det næste? At Irland ikke længere skal være blandt EU’s tre største skattely? /Oliver Stilling