At forlige sig med evigheden

David Bowie vidste han skulle dø. Selvfølgelig gjorde han det. Han havde kæmpet med kræft i halvandet år og havde masse af tid til at forberede sig. Men Bowie har brugt en hel del mere tid end det på at tænke over døden. Faktisk har han tænkt både på sin egen og andres hele sin karriere. Døden har altid nærværende i hans musik, ligesom sex og stoffer, og de tre elementer har altid været uadskillelige for ham.

Resignerende accept

I Bowies allerførste ikononiske hit, ’Space Oddity’, udgivet da han var 22 er skrevet fra en døende astronauts perspektiv. Bowies Major Tom accepterer fredfyldt døden. Han finder roen og underet i den. Der er ingen længsel i hans stemme, ingen fortrydelse. Han accepterer døden med en zen-agtigt ro og indser den langtid før ”Ground Control” gør. Hans sidste ord:

»I think my spaceship knows which way to go / Tell my wife I love her very much, she knows.«

Det er først dér det går op for Ground Control at der er »Something Wrong«. Det er naturligvis en ret bogstavelig fortolkning af nummeret, der alment kendt handler om heroin, hvilket Bowie også selv har mere end antydet, da han et årti senere sang »We know  Major Tom’s a junkie« på Ashes to Ashes. Men selv med det i tankerne ændre det ikke på sangens søde omfavnelse af intetheden og den resignerende accept af alt tings endelighed.

Finde fred i evigheden

Bowies første ikoniske album var Ziggy Stardust And The Spiders From Mars, som åbner med nummeret ’Five Years’, der også er en sang om at accepterer det uundgåelige. I sangen er det netop blevet klart at jorden, af uspecificerede årsager, har fem år tilbage før den går under. Civilisationen får altså god tid til at indse og forstå, hvad der skal ske og mennesket flipper helt ud over det:

»A soldier with a broken arm fixed his stare to the wheels of a Cadillac / A cop knelt and kissed the feet of a priest, and a queer threw up at the sight of that.«

Bowie eller Ziggy elle hvilken karakters perspektiv han nu bruger, har det ikke meget bedre med det. Han får hovedpine, han tænker på alt det han vil proppe ind i sin  hjerne, han vil tilbage til sin mor. Men én person i sangen har tilsyneladende fuldkommen fundet fred med apokalypsen og den person er dig – »you«.

»I think I saw you in an ice cream parlor, drinking milkshakes cold and long / Smiling and waving and looking so fine / Don’t think you knew you were in this song.«

Selv med en verden, der styrter sammen om ørerne på ham, fokuserer Bowie på den ene person, der kan finde fred med evigheden. Den ene person, der er pisse ligeglad.

At stirre i intetheden

Passager som disse fra Five Years kommer igen og igen i hele Bowies karriere. Nogen gange er de helt eksplicitte og direkte. Nogen gange er de gemt dybt nede i tekstens lag. Hvis benytter det perspektiv, kan du endda høre numre som ”Warszawa”, det kuldegysende næsten instrumentale nummer, der åbner den anden side på LP’en ’Low’, som et eksempel på Bowie, der stirre ned i intetheden. Han har gjort det altid – længere end de fleste af os har levet.

Tilbage i 2012 cirkulerede, der rygter om at Bowies død, var nært forestående og at han kunne dø, hvornår det skulle være. Måske var det sandt, for Bowie levede hemmelighedsfuldt og tilbagetrukket de sidste år. Han gav ingen koncerter og han kom ikke længere til de nye spændende bands, der spillede på New Yorks klubber, selv om han tidligere havde været kendt for det. Han gav ingen interviews og viste sig sjældent på gaden. Måske var den kræft, der slog ham ihjel, en kræft, et tilbagefald til en kræft, der måske næste slog ham ihjel i 2012. I et stykke tid havde jeg endda en sær fantasi om at Bowie allerede var død og på en eller anden måde var lykkedes med at holde det hemmeligt. At alt omkring hans seneste plade ’Next Day’ var en slags hinsides-graven-transmission og at Bowie havde kontrolleret budskabet ved ikke at lade døden blive en del af narrativet.

Stemmen fra graven

Og det bringer os frem til ★  (Blackstar), som Bowie udgav kun to dage før han endelig forlod os. Ifølge Bowies ven og producer gennem årtier Tony Visconti, så vidste Bowie selv at han var døende og han vidste, at albummet ville blive de sidste ord:

»Hans død adskilte sig ikke fra hans liv – det var et kunstværk. Han lavede Blackstar til os som en afskedsgave. Jeg vidste i et år at det ville blive sådan,« som han selv skrev på Facebook.

Så albummet, der allerede i sig selv stod med et stærk budskab, da Bowie var i live, blev vendt på hovedet og budskabet blev monumentalt. Det er ikke bare Bowies endelige budskab. Det er Bowies endelige budskab om David Bowies endeligt.

Jeg er i himlen nu

Vi kommer til at bruge år på at prøve at finde ud af hvad Bowie ville fortælle os med dette album. Men, i kølvandet på hans død, står nogle ting på Balckstar allerede klart og indlysende frem. For det første: albummets mest fængende skæring er opkaldt efter Lazarus – den bibelske figur som rejste sig fra sin grav. Hvordan kunne vi overse dét? Over sorgfuld basguitar og messinghorn, indleder Bowie :

»Look up here, I’m in heaven / I’ve got scars that can’t be seen / I’ve got drama, can’t be stolen / Everybody knows me now.«

Og senere:

»You know, I’ll be free / Just like the bluebird / Ain’t that just like me?«

Nå ja, det er det vel. Bowie tog hånd om sit forestående endeligt, og tvistede det til at stå som ét stort spørgsmålstegn. Hvilken kraftfuld, modig måde at se på det ufravigelige.

Følg musen

Dét excentriske mod findes også i albummets titelnummer:

»Something happened on the day he died / Spirit rose a meter, then stepped aside / Somebody else took his place and bravely cried / I’m a blackstar! I’m a blackstar!«

Bowie taler ikke bare om sin egen død. Han taler om, hvad der sker efter – om de mennesker som vil dukke frem og gøre andre ting i hans ånd, som vil tage på deres egne eventyr. For alle andre vil den slags udsagn let komme til at synes opblæste. For Bowie – nærmest en underdrivelse. Ingen i musikhistorien gjorde hvad han gjorde. Ingen har fulgt en muse så langt ud eller forført så mange til at tro, at de ville kunne gøre det samme. Der vil komme flere blackstars, og vi vil have Bowie at takke for dét.

Kun Bowie selv var klar

For otte år siden arbejdede jeg for et musiksite, der aldrig kom i luften. Vi havde økonomisk opbakning fra branchen, og en redaktør med en meget klar idé om, hvad han ville. Så vi brugte lange og dovne eftermiddage på at sidde og høre om alt det, der ville komme til at ske. På én af disse dovne eftermiddage, fandt vores redaktør på en øvelse. Vi skulle forestille os et hypotetisk scenarie, hvor i David Bowie var død, sagde han. Vi skulle reagere på følgende måde. Én skribent skulle skrive den definitive nekrolog. En anden skribent skulle tage ophold udenfor Bowies residens, og rapportere derfra. En tredje skulle ringe rundt og få udtalelser fra så mange af Bowies kolleger og beundrere som muligt. (Dette var i tiden før alle bare ville gå på Twitter og Instagram.) Når man tager dette i betragtning, burde jeg føle mig mere forberedt på Bowies død end mange andre. Når alt kommer til alt, har jeg gennemlevet det som en øvelse. Men alligevel er jeg ikke klar. Kun én person var rigtig klar. Og den person var David Bowie

(C) Stereogum.com