Glem Trump: Truslen mod demokratiet findes i hjertet af Europa

Der er koldt i Davos. Da den lille schweiziske bjergby for nylig havde besøg af verdens mest magtfulde og rige mennesker til årets udgave af World Economic Forum, skulle der en varm frakke ud over de dyre Armani-jakkesæt, ligesom de mange slangeskindssko måtte påføres små pigge under sålerne. Når konferencens deltagere mødtes udenfor i små grupper for sammen at grine på den måde, som kun mennesker med en absurd høj personlig formue kan, kunne man se en hvid, isklar ånde forlade deres munde. Varm luft i det kolde vejr.

Inde i Davos’ konferencelokaler var det anderledes. Her var der skruet op for varmen, men til gengæld var det iskolde ord, der fra talerstolen haglede ned over deltagerne. Den tyske kansler Angela Merkel er vel nærmest blevet symbolet på et stabilt Europa. Hendes taler bliver, som det meste af hendes politik, leveret med kirurgisk præcision og uden rystende hænder. Men rundt om den stabile kansler vakler verden, og netop dette var hendes budskab, da hun adresserede den store forsamling i Davos.

Selv om hun aldrig nævnte ham ved navn, var det tydeligt, at en del af Merkels spydigheder var rettet mod den kontroversielle amerikanske præsident Donald Trump. Merkel talte om faren for ”national egoisme” og protektionisme og mindede tilhørerne om, at det var mangel på internationalt sammenhold, der havde ført verden ind i to verdenskrige, og at det omvendt var multilateralismen, der igen havde fået os væk fra truslen om global ødelæggelse.

Med henvisning til første verdenskrig sagde Merkel: “I dag, hundrede år senere, må vi stille os selv et meget relevant spørgsmål: Har vi lært af historien?” Hun svarede selv på spørgsmålet: ”Det har vi ikke rigtig.”

Men når Merkel spørger, om vi har lært af historien, skal hun måske ikke skue til USA, men i stedet begynde med at kigge i sin egen baghave. For i Tysklands store naboland, Polen, har man i den grad travlt med at glemme historien. I aftes godkendte den polske præsident Andrzej Duda en lov, der kan give fængselsstraf til folk, der beskylder Polen for at have taget del i nazisternes forbrydelser. Dermed bliver det ulovligt at kalde fx Auschwitz-Birkenau for en polsk udryddelseslejr. Internationalt har loven vakt fordømmelse fra blandt andet Israel og USA. Den polske regering har forsøgt at at dæmme op for kritikken ved at sende loven videre til forfatningsdomstolen, men regeringen har sørget for i praksis at sætte forfatningsdomstolens magt ud af spil.

Den nye lov er et angreb på polakkernes ytringsfrihed og blot det seneste skridt i en udvikling, hvor den polske stat er på vej væk fra retsstatens principper. Har Polen ikke lært af sin historie, ville Merkel spørge? Polen blev besat af nazisterne under anden verdenskrig og blev efter krigen de facto besat af Sovjetunionen og kom under brutal kommunistisk administration indtil slutningen af 1980’erne.

”Det har vi ikke rigtig,” konkluderede den tyske kansler selv i Davos. Og nej, Polen har ikke lært af sin historie. Polen er på vej tilbage mod sin totalitære fortid.

Lov og retfærdighed

Det hele begyndte med valget i 2015, hvor den polske befolkning både skulle stemme om præsidentembedet og sammensætningen af det polske parlaments to kamre: underhuset Sejm og overhuset Senatet.

Siden 2010 havde centrum-højrepartiet Borgerplatformen haft kontrol over både det polske parlament og præsidentposten, men som så mange andre steder i Europa skyllede en populistisk bølge ind over Polen i 2015. Det højrenationale populistparti Lov og Retfærdighed, forkortet PiS efter partiets polske navn, vandt valget med en mindre jordskredssejr. I senatet såvel som Sejm fik partiet absolut flertal, og dets præsidentkandidat, Andrzej Duda, slog den siddende præsident Bronisław Komorowski i anden valgrunde af præsidentvalgkampen med 51,5% af stemmerne.

Det nationalkonservative parti, der nu kontrollerer Polen, havde slået sig op på at være imod den vestlig-europæiske indflydelse, som de mener, har korrumperet Polen igennem de senere år. I stedet ønsker partiet, at man vender tilbage til traditionelle polske værdier med kirken, hjemmet og familien i centrum. PiS ønskede, at man vendte tilbage til et mere traditionelt polsk samfund – et samfund med lov og retfærdighed.

Opgøret med retsstaten

Ironisk nok har en stor del af PiS’ platform ligeledes været deres udtalte antikommunisme. Det er ironisk, dels fordi der i Polen ikke er nogen kommunistisk fraktion af betydning, og dels fordi det første PiS’ gjorde, da de fik kontrol med den lovgivende og udøvende mangt, var at rulle de checks and balances tilbage, som Polen indførte efter kommunismens fald for at sørge for, at kommunismen aldrig ville vende tilbage.

PiS skulle ikke sidde på magten i mere end to uger, før de lancerede deres første angreb på den tredje gren af magtens tredeling. I Polen er magtbalancen inddelt således, at en forfatningsdomstol kontrollerer den lovgivende forsamling sådan, at de love som gennemføres i parlamentet, kan blive erklæret forfatningsstridige af domstolen. Forfatningsdomstolens 15 dommere vælges af det siddende parlament.

Ved valget i 2015 stod fem dommere til at skulle blive pensioneret umiddelbart efter stemmeafgivelsen. Da det daværende flertal i parlamentet med Borgerplatformen i spidsen fornemmede, at valget ville bære i retning af en PiS-regering, lykkedes det dem på aggressiv vis  at vedtage en lov, der gjorde, at de kunne udpege fem nye dommere, selv om de gamle endnu ikke var gået af. Hvorvidt det var lovligt at udpege de fem dommere, inden de reelt var pensioneret, skulle dog tjekkes af forfatningsdomstolen selv.

Men efter valget, hvor PiS sikrede sig absolut flertal, valgte det nye regerende parti at se bort fra de forhåndenværende udpegelser og i stedet indsætte sine egne fem dommere. Da forfatningsdomstolen få dage senere afgjorde, at kun 2 af de fem udpegelser som det tidligere parlament havde lavet, var i strid med forfatningsdomstolen, valgte PiS at ignorere forfatningsdomstolen og alligevel indsætte sine egne fem dommere. PiS’ handlinger var åbenlyst ulovlige. Parlamentet må hverken fyrre allerede udpegede dommere eller sætte sig over forfatningsdomstolen. Dermed havde det nyvalgte parti i praksis sat magtens tredeling ud af spil.

Endnu værre blev det, da PiS kort tid senere gennemførte en forfatningsændring, der ændrede proceduren for forfatningsdomstolen således, at domstolen kun kunne fælde domme med to-tredjedeles flertal og med mindst 13 af de 15 dommere. Kritikere, som fx den tidligere formand for domstolen, så det som en lov, der skulle svække domstolens mulighed for at føre kontrol og bremse regeringens lovforslag.

Det stopper dog ikke her. I slutningen af 2017 lykkedes det den polske regering af sikre sig kontrol over hele det juridiske system, da man godkendte en lov, der ændrer retssystemet drastisk. Hidtil var dommere blevet udpeget af et råd, som overvejende består af andre dommere, men nu skulle regeringen og parlamentet kunne vælge dommere hele vejen op i systemet til højesteret. Regeringen selv retfærdiggjorde det med, at det i højere grad ville sikre hurtig retfærdighed og at det ville gøre op med den “priviligerede kaste” af dommere, men EU var så kritisk overfor lovforslaget, at de igangsatte en proces, der kan ende med at fratage Polen deres stemmeret i EUs ministerråd. 

Tilbage til normaltilstanden

Men retsstaten er ikke det eneste demokratiske princip, som PiS har valgt at tage et opgør med.

På mediefronten har polen har fjernet armslængdeprincippet mellem regeringen og den polske pendant til DR således, at det nu er finansministeren der udpeger mediets ledere. PiS forsøgte desuden at besværliggøre journalisters adgang til regerings arbejde, ligesom de har frataget oppositionsvenlige medier deres støtte.

Uddannelsespolitisk har de indført et nyt konservativt pensum, hvor man sløjfer et international udsyn til fordel for, at man kun koncentrerer sig om polsk historie og polske helte. Desuden sløjfes Holocaust fra historieundervisningen. Regeringens reform af skolesystemet vil desuden føre til tusinder af lærefyringer og skolelukninger, og de nye skole der skal åbnes, vil give regeringen mulighed for at indsætte venligtsindede skoleledere.

Også på den militære front er der sket ændringer. De polske tropper er gået over til at benytte sig af polsk fremstillet materiale, hvilket giver forsvarsministeriet mere kontrol, ligesom den polske hær er blevet udvidet med nye tropper, der hovedsageligt skal tage sig af indenrigskonflikter. Disse er direkte under forsvarsministeriets kontrol.

Kommet for at blive

Alt dette til trods er PiS stadig utrolig populært i Polen. Faktisk viser meningsmålinger, at deres popularitet kun er steget siden valget i 2015. Men hvorfor?

Som denne analyse fra Foreign Affairs påpeger, så har den polske regering måske nok taget et opgør med det liberale demokrati, men samtidig er velfærden i Polen blevet styrket markant. Især i landområderne hvor indkomsterne ikke er så høje, er der stor tilslutning til PiS, som har hævet overførelsesindkomster og været den første polske regering til at sige, at Polen var rigt nok til at hæve velfærdsomkostninger.

Kritikken mod vestlig liberalisme har desuden haft en god klangbund i den polske befolkning. PiS har været med til at skabe en følelse af polsk identitet og sammenhængskraft og den hårde kurs overfor multikulturalisme og muslimske migranter er populær.

Det kan være, at det er som Merkel siger – at Polen har glemt sin historie. Men der er også den mulighed, at de netop ikke har glemt deres historie. Som den polske politilog Radoslaw Markowsk siger i et interview til New York Times, kan det være, at Polen faktisk er på vej tilbage til normalen: “Måske har de her 25 år med liberalisme og demokrati været en afvigende periode. Måske er vi på vej tilbage til normaltilstanden.”

Polen er på vej mod et totalitært styre, og som det står lige nu, er der ingen, der kan stoppe dem. EU og den polske opposition må give den polske befolkning et alternativ, som ikke bare udmønter sig i sanktioner mod regeringen, ligesom hele verden må finde ud af, hvordan man kan slippe af med den populisme, som man altså lige nu altså finder både i Amerika og Europa. For som Polen viser med al tydelighed, går der ikke lang tid, før det er for sent.