Forlagsløs: Ud i det blå med Carsten Jensen

Det må have været noget af et chok ovre på Gyldendal. Bestyrelsen annoncerer en lillebitte ansættelse, og med et mister forlaget en af sine største forfatterprofiler. Men det kunne ikke være anderledes, forlød det straks fra Carsten Jensen (1952), manden bag succesromanen Vi, de druknede (2006) og en lang række andre skønlitterære sællerter og reportagebøger.

I et essay med titlen ‘En kollaboratørs bekendelser’ beskrev Carsten Jensen for nogle uger siden Gyldendals nye administrerende direktør som ”dansk kulturlivs evige vandrepokal” og kaldte ham kronisk inkompetent. Men på det tidspunkt var Hesseldahl direktør på Det Kongelige Teater, og Carsten Jensen kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Gyldendal ville hyre ham som afløser for Stig Andersen, der stopper nu.

Carsten Jensens øjeblikkelige farvel til Gyldendal fyldte mindst lige så meget i pressen som Morten Hesseldahls ansættelse samme sted. Men hvor skulle han så hen. I Dagbladet Information udtalte han, at han forlader Gyldendal ”til fordel for et forlag, der hedder ‘ud i det blå’.”

Det er ikke noget dårligt navn til et forlag. Man kan bare skrive ”forlaget” foran, hvis nogen skulle være i tvivl: Forlaget Ud i det blå. Det er et navn med muligheder, og hvis Carsten Jensen er den første forfatter på listen, er det også et guldrandet papir.

Torsdag inviterede Føljeton Carsten Jensen forbi til et interview i hovedkvarteret på adressen Dyrkøb lige ved Vor Frue Kirke midt i København. Halvt interview, halvt stikke en finger en jorden. Da han var ankommet og havde hængt sin læderjakke på en bøjle, førte vi ham ned i Føljetons mødelokale. Han var i godt humør. Her følger samtalen med ham.

Oliver Stilling (OS): Kan du prøve at rekapitulere hændelsesforløbet i tirsdags?

Carsten Jensen (CJ): ”Jeg fik at vide i en sms fra Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, klokken ni om morgenen, at Morten Hesseldahl var blevet udnævnt til direktør. Jeg havde spist frokost med Johannes dagen før – du kan høre, jeg er på fornavn med ham, vi har kendt hinanden i mange år. Og dér havde jeg sagt, at hvis forlagets bestyrelse valgte Hesseldahl som direktør – hvad jeg anså for helt usandsynligt – så var jeg ude med det samme. Og så får jeg en sms fra Johannes klokken 9 tirsdag morgen, hvor der står: ‘Jeg håber, du bliver’, og så tænker jeg: Hvad betyder det nu og slår op på Politikens website. Fem minutter senere skrev jeg tilbage: ‘det her er et farvel’.”

OS: ”Så Johannes Riis kendte til de mulige konsekvenser og ville godt have kunnet trække i nødbremsen og råbt ‘stooop, vi mister Carsten Jensen!’”


CJ: ”Det tror jeg ikke, for sådan som jeg forstod det på ham, så vidste han ikke noget før alle andre. Der var fuldstændig vandtætte skodder omkring den beslutning, indtil den blev offentliggjort. Jeg tror heller ikke, at min trussel om afgang ville have haft nogen indflydelse på bestyrelsens beslutning. En forfatter skal aldrig overvurdere sin egen betydning.”

OS: ”Hvor længe har du været i stald hos Gyldendal?”

CJ: ”Jeg har været der siden 2006, det vil sige små 12 år.”

OS: ”Har du haft samme redaktør alle årene?”

CJ: ”Ja.”

OS: ”Som du så ikke kan trække med ud.”

CJ: ”Nej, desværre ikke. Hun er jo også redaktør for mange andre forfattere, blandt andre Kaspar Colling Nielsen, så det ville jo ikke være i hendes interesse.”

OS: ”Nu er du så forlagsløs. Hvordan føles det?”

CJ: Det føles lidt svimmelt. Det svarer til at forlade en arbejdsplads, bortset fra at jeg jo ikke er kommet på forlaget dagligt. Som forfatter kommer man måske hver anden eller tredje måned og til den årlige efterårsreception. Det må jeg så sige farvel til. Men jeg har prøvet at sige farvel til Gyldendal før, og der blev jeg persona non grata i mange kulturelle kredse, og det kan være at det sker igen. Men det tager jeg ganske let. Haha.

OS: ”Hvornår var dét?”

CJ: ”Jeg var på Samleren dengang, som jo var Gyldendals satellitforlag, så jeg havde allerede taget et halvt skridt væk, og så havde jeg et voldsomt opgør med de to direktører, som var på forlaget dengang. Den ene var Klaus Rifbjerg, den anden var Kurt Fromberg. Vi havde en offentlig disput, som jeg ikke syntes var specielt alvorlig. Den handlede om, at jeg syntes, at forlaget var dårligt til at sælge sine forfattere i udlandet. Jeg formulerede det så polemisk som, at udkomme på Gyldendal var det samme som at få konfiskeret sit pas. Og så svarede de i Weekendavisen med – ikke at korrigere mig, hvis de kunne – men ved løgnagtigt at påstå, at jeg ikke skrev mine bøger selv, at dem måtte forlagets redaktører skrive for mig. Og så var det jo slut, må man sige.”

OS: ”Men i den her situation, hvor du havde sagt til Johannes Riis, at du ville forlade forlaget, der kunne du jo også have sagt, ligesom blandt andre Michael Laudrup, at man har et standpunkt, til man tager et nyt…”

CJ: ”Jamen, det har jeg så ikke. Jeg er ikke Michael Laudrup eller Jens Otto Krag, som jo sagde det først. Jo, jeg kan da godt have et standpunkt, til jeg tager et nyt, for man skal altid kunne blive klogere, og det var vel også det, Krag mente oprindeligt. Men det her handler ikke om at blive klogere, det handler om, at der bare er en person, som jeg ikke kan være under samme tag som. Nu kommer vi lidt til at gentage, hvad der står i Informations artikel, men Morten Hesseldahl og jeg har jo inden for de seneste par uger sagt meget grimme ting om hinanden. Jeg har kaldt ham inkompetent in no uncertain terms, og han har svaret ved at frakende mig mit litterære talent, og derfor har jeg svært ved at se et fremtidigt samarbejde. Ikke mindst fordi han jo er magtfiguren, og fordi min position på Gyldendal afhænger af, hvad han synes, den skal være. Og så er det bare slut.”

Her skifter Carsten Jensen tonefald og taler hurtigere.

CJ: ”Man skal jo ikke glemme, at alle de her ting også handler om magt. De handler ikke kun om holdninger og standpunkter. De handler også om magt og om, hvad magt betyder. I virkeligheden kunne der også være en MeToo-bevægelse, der ikke handlede om sex; der er masser af medarbejdere, som oplever ikke-seksuelle overgreb fra deres overordnede, fordi det ligger i en hvilken som helst hierarkisk virksomhedsstruktur. Vi skal ikke glemme, at demokratiet stopper ved indgangen til alle virksomheder. Der er ingen demokrati, når du først er gået ind på den private ejendomsrets hellige område.”

OS: ”Nej, det er rigtigt, og samtidig er der i de seneste 10-15 år blevet skabt en følelse af, at alle medarbejdere er med til at træffe beslutningerne sammen i et demokratisk forum, og at alle på arbejdspladsen er meget lige, og…”

CJ: ”Og der er en sociolog, Rasmus Willig, som har lavet en meget skarpsindig analyse af netop det forhold, hvor han skriver, at det, der er sket, er ikke, at vi er blevet mere frie, vi er bare blevet vores egne undertrykkere.”

OS: ”Men nu, hvor du er totalt fri, er der så et forlag, som har forsøgt at reagere med det samme og henvendt sig til dig?”

CJ: ”Ja, det er der. Men jeg vil ikke…”

OS: ”Du skal ikke nævne nogen navne, jeg vil bare gerne vide, om det er sådan, det foregår: At nogen i forlagsbranchen læser artiklerne i avisen og rykker med det samme. Sådan noget sker jo i høj grad ud fra en cost-benefitanalyse: ‘Jamen, han sælger så og så meget og trækker så og så meget opmærksomhed.’”

CJ: ”Ja, sådan er det jo.”

OS: ”Men det må da være meget tilfredsstillende?”

CJ: ”Det er da fint.”

[Her slår Carsten Jensen en latter op.]

OS: ”Så det opvejer måske lidt den der svimmelhed, du nævnte før?”

CJ: ”Der er jo i sådan en beslutning og i en afsked med mennesker, jeg sætter pris på og holder af både som samarbejdspartnere og som venner, også en masse følelser involveret. De følelser har jeg i beslutningsøjeblikket lukket af for. Dér har jeg gjort mig hård og har stået fast. Men det betyder jo ikke, at de følelser ikke er der, og det kan godt give en svimmel fornemmelse af vægtløshed pludselig. I den situation er det beroligende, at der er andre, der vil have en.”

OS: ”Og så er du måske klar til at have nogle følelser for nogle nye mennesker? Lukke nogle nye mennesker ind i dit liv…”

CJ: ”Ja, det kommer jeg jo til. Men jeg har ikke tænkt mig at slippe de gamle som venner. Et venskab er et venskab.”

OS: ”Der er også den mulighed for en forfatter i dag, at man kan ‘selvudgive’. Det har en lidt kedelig klang, hvis man er en ukendt forfatter, der ikke kan slå igennem. Men hvis man er et stort, kendt navn, er det måske meget smart?”

CJ: ”Men det er hinsides mine praktiske evner. Jeg har det sådan, at jeg vil koncentrere mig om forfatterskabet og om at skrive. Jeg har det ikke i mig at være min egen forlægger, simpelthen. Og det interesserer mig heller ikke, det må jeg indrømme; alle de uoverskuelige problemer med distribution og så videre og så videre. Nej.”

OS: ”Og salg og telemarketing. Tage telefonen og ringe op og pushe til boghandlerne…”

CJ: ”Det gør man aldrig som forfatter, det har man forlagets marketingafdeling til. Det er en arbejdsdeling, jeg sætter stor pris på. Hvad angår sådan noget, er jeg nok rimelig blufærdig. Jeg ville have det meget dårligt med at ringe op og sige, at ‘nu skal I høre, jeg har et helt fantastisk tilbud, og det er mig selv’…”

OS: ”Du sagde i det der interview i Information forleden, at dit nye forlag hedder ‘Ud i det blå’. Var det bare en talemåde eller…?”

CJ: ”Jeg syntes, at det var en meget alvorlig interviewer, så jeg tænkte, at jeg ville tage højtideligheden ud af interviewet. Jeg kunne bare have sagt, at nej, jeg har ikke noget forlag, men så syntes jeg, at det var sjovere at sige ‘ud i det blå’. Plus at der er noget smukt ved det billede. Jeg kan godt lide billedet af en blå himmel, man står og føler sig fri under et øjeblik.”

OS: ”Det er sjovt, for det forholder sig sådan, at vi her på Føljeton har overvejet at lave et forlag, som faktisk skulle hedde ‘Ud i det blå’.”

CJ: ”Det er da en glimrende idé. Jeg håber, at I fandt på det, før jeg sagde det, for ellers har jeg jo copyright, haha. Aj, det mente jeg ikke.”

OS: ”Nej, men som Lars Larsen engang sagde om sin jyske sengetøjslagerkæde: ‘Hvis det ikke vokser, så dør det’, og det er jo ganske rigtigt bare vokset og vokset. Sådan er det også med en medievirksomhed som Føljeton, hvor det hele begyndte i det små. På et tidspunkt er man i en situation, hvor man hele tiden bliver nødt til at gribe ideerne og gå videre med dem. Det ligger lige for, når man i forvejen er en publicistisk virksomhed også have et forlag, Og ‘Ud i det blå’ er et smukt navn. Desuden har Føljeton faktisk en blå farve i logoet.”

CJ: ”Det, der er fint ved udtrykket, er, at det siger, at man er åben for indtryk, at man er på eventyr. Sådan er livet jo i bedste fald.”

Den farlige magt

OS: ”Men er situationen for dig nu så, at du skal til at sondere terrænet for at finde ud af, hvem du skal udkomme hos?”

CJ: ”Ja, nu skal jeg fornemme, hvem jeg kommer godt ud af det med, og hvad vi vil med hinanden.”

OS: ”Og hvad de har at byde på?”

CJ: ”Og hvad synes de om det, jeg har at byde på. Jeg var sådan set tæt på en udgivelse af to bøger i april, som nu enten skal udkomme et andet andet sted eller ikke blive til noget.”

OS: ”Så… det betyder, at det forlag, der får dig, kan få nogle bøger med, som er…”

CJ: ”… Som er stort set udgivelsesparat.”

OS: ”Det er da fantastisk! Så man får ikke bare forfatteren…”

CJ: ”… Man får også noget fra hans hånd. Men det er meget sjovt, det, du siger om, at enten vokser man, eller også dør man. Altså, det gælder ikke forfattere. Selvfølgelig kan man vokse som forfatter, men rent markedsmæssigt – som virksomhed – gælder det ikke. Min karriere er en rutsjebanetur. Hvis der går længe mellem romanerne, kan du blive fuldkommen glemt og afskrevet. Jeg kunne udgive et bind af nekrologer, der er skrevet om mig af skadefro mennesker, som jeg på et eller andet tidspunkt har lagt mig ud med – og det er mange – som så konstaterer, at ‘nu er han færdig’, og ‘nu er han gået ned med nakken’, og ‘nu hører vi ikke mere fra ham’. Og så kommer jeg op igen.”

OS: ”Hvorfor har du egentlig lagt dig ud med dem?”

CJ: ”Det er ikke kun uenighed. Meget ofte er det også mennesker, der har en magt, som er ude af proportioner med deres evner og talent. Eller som begår overgreb på sproget eller på andre mennesker.”

OS: ”Hvornår begyndte du egentlig at være opmærksom på det med magt og hvor meget, det kan fylde? Som forfatter sidder du jo for dig selv og er ikke en del af et større apparat. Har du overhovedet prøvet at være på en arbejdsplads, hvor du havde en eller anden funktion – som at flytte nogle dokumenter fra ét skrivebord til et andet?”

CJ: ”Nej, jeg har aldrig været fastansat nogen steder. Også de aviser, jeg har skrevet på, har jeg haft freelancekontrakter for. Jeg har altid i hele mit liv arbejdet i mit eget hjem. Og jeg har også, som årene gik, og jeg fik erfaringer med store aviser, indset at de var øglereder af intriger. Og det kan man bruge så meget indædt energi på, at jeg har altid holdt mig væk. For jeg ved, at jeg ville blive fristet til at deltage i intriger – haha – og det har jeg ikke lyst til at bruge min tid på. Det er også noget temperamentsmæssigt. Jeg har sikkert et asocialt temperament. Jeg tror ikke, at jeg egner mig til en daglig arbejdsplads; jeg kan godt lide at være sammen med andre, men ikke som – havde jeg nær sagt – en forpligtelse.”

OS: ”Tror du selv, du ville være en dårlig magtperson, hvis du nu kom ind i en organisation og steg i graderne?”

CJ: ”Jeg tror, at jeg som de fleste har et dårligt menneske inden i mig, som for alvor ville komme frem, hvis jeg fik magt. Når jeg har været tæt på magthavere, har jeg nøgternt indset, at du kan ikke have magt og samtidig være et pænt menneske. Hvis en chefredaktør eller en anden magthaver har som ideal at være et pænt menneske, så bliver han dårlig til sit arbejde. Du skal kunne fyre folk og næsten ødelægge skæbner. Hvis jeg havde magt over andre, hvad jeg aldrig har haft, så ville jeg være en hård udøver af den, det tror jeg. Og jeg er for eksempel meget taknemmelig for, at jeg ikke har levet i et land, hvor en revolutionær bevægelse båret af unge kom til magten, mens jeg var ung, for jeg tror, jeg ville have gjort ting, som jeg ville have haft det så dårligt med resten af livet… hvis jeg havde overlevet.”

OS: ”Hvordan kan man mærke det?”

CJ: ”Åhr, det kan man vel mærke på sit eget indre fantasiliv, for nu at sige det neutralt. Men der er jo magtstrukturer alle steder, hvor mennesker er samlet. Som journalist eller offentlig skribent tog jeg ligesom mine barneskridt på et nu længst forsvundet og glemt venstreorienteret 14-dages magasin, der hed Politisk Revy, og vi havde ikke bare diskussioner, men også magtkampe om bladets linje, hvor jeg som regel altid var i mindretal. Det var sådan set en vigtig skole i at argumentere for sin sag, men det var ikke noget, som gav mig mod på at fortsætte på en arbejdsplads. Jeg var en af de fire redaktører, som havde ansvaret for, at avisen kom ud hver 14. dag.”

OS: ”Noget af det, Gyldendal kan som forlag, er, at de har et stort marketingapparat. De kan sige: ‘Vi skal have en busreklame med et kæmpe billede af Carsten Jensen op på bagenden af linje 5A, når den kører gennem byen’. Men der vil jeg så som æh forlægger på et lille, nystartet forlag – ‘Ud i det blå’ – sige, at det, som vi er stærke til, det er mere de sociale medier – alt det virale. Og du har jo et meget, meget stærkt viralt potentiale. For eksempel med din beslutning om at forlade Gyldendal: Jeg tror ikke engang, at du selv har ringet til pressen og sagt, at ‘nu forlader jeg Gyldendal!’”

CJ: ”Nej, nej. Jeg ved godt, hvad der udløste det: det var, at jeg i et essay i Information, der var blevet offentliggjort 14 dage forinden, omtalte Morten Hesseldahl i meget negative vendinger, og så har journalisterne åbenbart læst det – det blev også delt næsten 6.000 gange på Facebook…”

OS: ”Præcis!”

CJ: ”… og så tænker de: ‘Der er da en interessant konflikt her. Hvad siger han nu til, at ham her Hesseldahl, som han har afskrevet som inkompetent, er hans nye boss?’ Det er rigtigt journalistisk tænkt. Så svarer jeg, at ‘det er han ikke’, fordi jeg forlader forlaget. Og så vælger de så at lave solohistorier om det på nettet.”

OS: ”Men det virale passer meget godt til Føljeton. Det her med at kunne skabe historier selv.”

CJ: ”Ja, det er jo jer.”

OS: ”Ja, det er os. Så på den måde ville du passe meget fint ind på vores forlag, ‘Ud i det blå’.”

CJ: ”Er det et tilbud?”

OS: ”Ja, det skal du overveje. For så kan vi stå for distribution og alle de ting, du ikke har lyst til.”

CJ: ”Men nu troede jeg, at jeres styrke var det virale?”

OS: ”Jo, men det andet kan vi godt betale os fra. Og så synes jeg, at det ville være fint, hvis du kom ind til frokost hos os engang imellem – ligesom du plejede med Johannes Riis.”

CJ: ”Jamen, I er meget velkomne til at invitere mig. Men jeg har lagt mærke til, at jeg nogle gange har lagt ting ud på min Facebook-side, som jeg selv syntes var meget markant formuleret, og som virkelig fik massivt med både likes og delinger, uden at I nogensinde citerede det. Jeg har tit i såret forfængelighed spurgt mig selv: ‘Hvad skal jeg egentlig gøre for at blive citeret i Føljeton? Måske skrive den 117. hyldest til Jørgen Leth?’”

OS: ”Men du læser Føljeton?”

CJ: ”Ja, jeg synes, Føljeton er fantastisk. Det må du gerne citere mig for.”

OS: ”Er du abonnent?”

CJ: ”Jeg har den sære historie med jer, at jeg forsøgte at blive abonnent, og af en eller anden grund kunne jeg ikke finde ud af at trykke på de rigtige knapper; jeg fik endda en mail fra jer, som instruerede mig, uden at det alligevel lykkedes for mig, og så pludselig begyndte I alligevel at dukke op i mit spamfilter. Og jeg er aldrig blevet afkrævet betaling.”

OS: ”Og hvor lang tid har det her stået på?”

CJ: ”Siden engang i efteråret, vil jeg tro. Så jeg er sortlæser.”

OS: ”Det er cirka en 50’er om måneden.”

CJ: ”Ja, jeg skylder.”

OS: ”Okay, men det, jeg hører dig sige, er, at du lige nu har svært ved at sige endeligt ja til et samarbejde om at udkomme hos forlaget ‘Ud i det blå’, men at du vil tænke over det, fordi du har allerede har fået en del tilbud?”

CJ: ”Ja, lad os sige det sådan.”

OS: ”Så ses vi til frokost om en måneds tid her på adressen. Jeg glæder mig til at høre, hvad du finder ud af.”

Appendiks: ekstramateriale

Carsten Jensen fortæller om sit forhold til gaden Dyrkøb, hvor Føljeton og nu også måske forlaget Ud i det blå har har til huse.

Carsten Jensen: ”Jeg kom til København i 1972 og startede med at være portør i De Gamles By, hvor jeg gjorde mig meget, meget uheldigt bemærket, fordi jeg som dagens sidste handling skulle køre maden ud til de forskellige afdelinger. Det vil sige, at der var sådan nogle store stålstativer på hjul lastet med uendeligt mange stykker smørrebrød, og det kom jeg ved et uheld til at køre ud over en cementrampe, der var to meter høj, og der samledes sig på 0,0 sekunder cirka 100 måger, og otte smørrebrødsjomfruer var på overarbejde i tre timer for at gøre det godt igen, så der sluttede min karriere som portør.”

Oliver Stilling: ”Det var vist meget godt.”

CJ: ”Jeg havde inden da været ude at rejse på den der obligatoriske tur til indien og Nepal og havde egentlig mest lyst til at tage ud at rejse igen, men besluttede mig af fantasiløshed til at begynde på universitetet, og det blev litteraturvidenskab som det hed. Det lå her i Dyrkøb – i nummer 3. Det var en marxistisk højborg, og som ung revolutionær studerende fik man næsten det samme problem som aviserne i dag: Hvordan kommer man ud til at masserne med sine budskaber? Jeg anså det nemlig ikke for at være en akademisk karriere, jeg anså det for begyndelsen på en storslået karriere som revolutionær. Det vil sige: Jeg kom sådan set fra folket – jeg var den første i min familie, der nogensinde havde fået en studentereksamen, og min far var sømand, og min mor var hjemmegående. Men i samme øjeblik, jeg var gået op til litteraturvidenskab, følte jeg, at jeg tilhørte den intellektuelle elite, hvis største problem var, hvordan den skulle kommunikere til folket. Så det var det, jeg forbandt Dyrkøb med. Det var den der mærkelige blanding af akademiske studier og revolutionære konspirationer.”

OS: ”Den adresse, som vi sidder på her – nummer 7 – var jo i gamle dage Københavns kendte kondombutik, Abis. Har du også været på besøg her, da du var ung?”

CJ: ”Nej, altså, jeg var ikke…”

OS: ”Heller ikke for ‘en ven’?”

CJ: ”Haha, nej, jeg har faktisk aldrig været herinde. Det betyder ikke, at jeg ikke engang imellem har købt en pakke kondomer, men jeg købte dem altid i supermarkedet. Også fordi det på en eller anden måde var mere anonymt at putte dem ned i indkøbskurven. Jeg tror, at der på det tidspunkt blev lanceret nogle svenske kondomer i Irma, og dengang forbandt man jo svensk med kvalitet og også med frigjorthed og sex – i modsætning til i dag. Så nej, jeg har ikke nogen minder fra Abis. Det eneste, navnet rigtig siger mig, er det, som Dan Turèll fortæller om i sine erindringer i Vangede Billeder: at han som drengestreg samme med en kammerat med meterhøje bogstaver skrev på en vej i Vangede: ‘Abis på lemmet giver tryghed i hjemmet’.”