Christian Vind - en usædvanlig essayist

Jeg har med meget stor fornøjelse læst Christian Vinds to rejsebøger – som er så meget mere end rejsebøger i traditionel forstand – Udtog, der udkom i 2016, og Udtog II fra sidste år. De udgør, fremgår det, de to første bind af en trilogi.

De ligger også i smuk forlængelse af kunstnerens tidligere bøger, senest Brev fra Sverige (2014), som dog er mindre af omfang og uden de væsentlige illustrationer. I Udtog – I og II – føles det, som om formen er fundet. Bøgerne fremstår som en nyhed, men altså ikke uden tilløb og indhentede erfaringer.

Det første bind udgør tekst- og billednotater fra en rejse på 13 dage fra den 12. april til den 24. april 2016 (begge dage inklusive). Forfatteren noterer meget nøjagtigt, hvad han foretager sig, om han kører med sporvogn eller tog, hvor han bevæger sig hen, mere eller mindre på hvilket klokkeslæt.

Det medfører en særlig poesi, vejret benævnes, udsigten, hele tiden med stedsbetegnelser. Men hvad der er det egentlige formål med ekspeditionen, er at besøge museer for billedkunst. Rejsen går fra Amsterdam til Haag til Brugge til Oostende til Bruxelles til Neuss til nabobyen Düsseldorf og hjem.

Det lyder temmelig overskueligt, men sådan er rejsen – og bogen – ikke. For Christian Vind er ikke en almindeligt rejsende, men usædvanlig modtagelig for ikke blot registreringer af virkeligheden, som den foreligger foran ham, men også for associationer, som de kommer frit til ham i hans indre oplevelsesverden.

Og oplevelser vil her sige først og fremmest oplevelser med kunst. Forfatteren – selv kunstner – har simpelt hen lagret så mange billeder i sin indre billedbank, at han kan hente allusioner frem hvert øjeblik ved næsten hvert eneste syn, hvert eneste billede, han præsenteres for. Eller snarere: hvert eneste billede, som han bevidst opsøger som en detektiv efter nye billedoplevelser.

Det er meget ophidsende, hvis man har sans for dybden i betragtningerne. Her er virkelig en kompetent rejsefører, ikke blot i den omtalte kunst, men også på en sjælden måde i selve det at omgås billeder! Mylderet af associationer er en frugtbar metode til at udvide feltet og gøre verden rigere. Forfatteren formidler, men han udvider samtidig læserens egen sensibilitet, vækker den vågne!

Det andet bind – Udtog II – fortsætter i samme bevægelse, men er alligevel anderledes. Her rejses ikke rundt (eller det er i hvert fald ikke planen), her rejses der til et fast punkt, nemlig det tidligere nonnekloster San Cataldo i Syditalien, der fungerer som refugium for danske kunstnere og videnskabsfolk.

Forfatteren indlogerer sig for en hel måned (knap og nap), tager det grafiske værksted ’i besiddelse’, indtager i åndelig forstand lokalerne – og lokaliteten. Og også her fungerer metoden, billederne kommer anstigende som var det fugle på træk eller blomsterfrø i flugt, det ene fører det andet med sig. Og som i den første Udtog afbildes de omtalte billeder eller detaljer af billeder i samme notatteknik, langt fra i glitter, men ydmygt til formålet.

Det er betagende at følge tankeforbindelserne, billedrankerne, kunne man nærmest tale om, med svipture tilbage til oldtiden og frem til lige nu. Det er længe siden, jeg har følt mig så optaget af en bog som af disse glimt ind i en (smukt sammenskrevet) tekstmængde, der omfatter notesbøger og løse A4-ark.

For mig personligt er det en særlig fornøjelse at følge med i vandringerne – og også de imod planen udførte ekskursioner til omegnens seværdigheder – fordi jeg selv har opholdt mig på San Cataldo flere gange, første gang i 1982, senest i 1998. Dengang var det uden mobiltelefoner og iPads – det mest moderne var kuglehovedskrivemaskiner, som var til låns på klosteret. Men stierne, firbenene, papirmøllerne og guldsmedene var de samme.

Der er også mange andre sammentræf med min egen verden i bogens billedverden. Sonja Ferlov Mancobas skulptur Effort Commun er en af mine yndlingsskulpturer, eller mere end det: en af de skulpturer, der har været med til at danne mig som menneske. Og fotografiet af Howard Carter, der åbner Tutankhamons grav, har Per Kirkeby brugt på omslaget til min digtsamling Jeg forsvinder og virker således. Sådan vil mange sikkert finde berøringspunker fra deres eget liv og deres egen billedbank.

I begge bøger er der tale om nærmest planetariske rejser, hvor man ikke ved, hvilke regler der styrer banerne, andre end tilfældet, indskydelsen – det liv, der nu er og har været Christian Vinds. Men det er netop tilstrækkeligt, fordi det skaber en ’ført’ spontanitet, der holder én som læser fanget fra første til sidste side.

Billedkunstneres litterære frembringelser har alle dage fascineret mig, det gælder de digtende malere – Wassily Kandinsky, Hans Arp, Kurt Schwitters, Francis Picabia, Per Kirkeby med mange flere – og det gælder billedkunstnere, der overfører deres billedkunstneriske metode til essays. Også her er der mange, men Christian Vind skiller sig ud ved sit insisterende valg af associationen som princip. Jeg anbefaler på det varmeste! /Asger Schnack

Christian Vind: Udtog. Antipyrine, 2016.
Christian Vind: Udtog II. Antipyrine, 2017.