Siden årets begyndelse er der ét program på DR, som er blevet set mere end alle de andre (bevares, her tæller vi ikke ‘X Factor’ med). Første afsnit af DR3-programmet ‘Simona overlever‘ er blevet streamet knap 280.000 gange. Mere end en kvart million seere har fulgt med i den ærlige og benhårde fortælling om en ung pige, der i to år blev seksuelt misbrugt af en børnehavevenindes far og siden har været i et årelangt stofmisbrug, været indlagt med overdoser, boet på 11 forskellige institutioner og haft et væld af voksne ind over sin sag, men i sidste ende alligevel har stået fuldkommen alene med hele redeligheden. Hvis man ser bort fra, at ‘Simona overlever’ som tv-produktion til tider mildest talt er tåkrummende patosdrevet, så ser vi en pige, der er blevet svigtet af nærmest alle voksne, hun har været i nærheden af. Hun er stadig kun 17, men lyder og reflekterer over sin situation som en på 40.
I en samtale med sin far, der var udstationeret i Irak, mens overgrebene stod på, og stadig bebrejder sig selv, at han ikke opdagede dem, fortæller Simona, at det nok skal gå, og at hun bare gerne vil have, at han ”bliver glad igen”.
”Jo mere du snakker om det, og jo mere du giver sig selv lov til at være ked af det, jo mere kan du placere nogle af de tanker, du har, et eller andet sted hvor du ved, at de bliver passet godt på. Så tror jeg også på, at det nok skal gå,” siger hun til ham i seriens andet afsnit. Det er fuldstændig vanvittigt og komplet hjerteskærende.
Til kamp mod overgrebsmænd
Det er ikke til at fatte, at omsorgssvigt i det omfang kan foregå i Danmark, hvor ‘systemet’ burde forhindre det. I Indien er det en helt anden sag. Her har der i mange år været en voldtægtskultur, som man egentlig skulle tro måtte være ophørt i 2012, da en 23-årig kvinde blev gruppevoldtaget i en bus og siden døde af sine skader. Alverdens medier fulgte sagen tæt, og kvinden er siden blevet døbt ‘Fearless’.
Forleden bragte The Guardian en video fra New Delhi, hvor journalister fra det britiske medie besøger byen og dens kvinder for at finde ud af, om kulturen og kvindesynet i verdens største demokrati har ændret sig siden 2012. I den seks minutter lange film ser man blandt andet, hvordan forældre i stigende grad er begyndt at sende deres små piger til kampsport, så de kan lære at forsvare sig selv mod overgreb. Små piger står i karatemundering og lærer at slå, parere og kæmpe mod de mænd, der vil dem noget ondt. Det er på mange måder så girl power-agtigt, som noget kan være, men det er alligevel umanerligt skrækkeligt, at det er nødvendigt.
Hvis vi kigger mod nordvest til vores medborgere i Grønland er det den samme triste fortælling. Undersøgelser viser, at en ud af tre grønlandske piger har været udsat for et seksuelt overgreb. Nu har Grønlands Selvstyre og Unicef Danmark lavet en kampagnevideo, der i de næste seks uger kører på grønlandske radio- og tv-stationer. Filmens budskab er ikke til at tage fejl af: ”Ingen må røre barnets kønsdele, medmindre det handler om sundhed og hygiejne. Kun barnet selv må lege med tissemand, tissekone og numse.”
JA, for fanden. Og amen. Den kampagne er så betydningsfuld. På DR3, i Indien, Grønland og resten af verden. Ellers må menneskeheden gøre som marmor-krebsdyret, der ved en mutation har lært at klone sig selv og dermed har skabt en uovervindelig race, som udelukkende består af hunkøn. Så ville man ikke engang længere behøve at lære små piger selvforsvar. Problem solved. /Amalie Schroll Munk