Nyhedsanalyse

Mysteriet om hpv-vaccinen og de forsvundne bivirkninger

I 2013 begyndte danske medier pludselig at skrive om bivirkninger ved hpv-vaccinen mod livmoderhalskræft. I løbet af kort tid kom vaccinen ud i en veritabel shitstorm. Effekten var voldsom. Frygten for bivirkninger førte til en drastisk nedgang i antallet af piger, der lod sig vaccinere. Men nu viser nye tal, at antallet af hpv-vaccinationer er tilbage på fordums niveau. Pigerne frygter ikke vaccinen mere, fordi bivirkningerne er forsvundet. Men hvordan kan det ske?

Vaccination H1N1 genrebilleder.

”Efter mit andet stik, der begynder jeg bare at blive rigtig syg,” siger en af de medvirkende i dokumentaren ‘De vaccinerede piger’ (TV2, 2015). Dokumentaren følger tre unge piger, der er blevet syge efter at være blevet vaccineret mod livmoderhalskræft. Dengang var tiden sådan, at man i danske aviser ofte kunne læse historier om bivirkninger ved hpv-vaccinen. Historierne førte, via frygt og tvivl, til en markant nedgang i antallet af vaccinerede. Men nu har verden skruet sig tilbage til en tid før hpv-vaccinebivirkninger: vaccinen er igen populær, og bivirkningerne borte. Men hvad fejlede pigerne så?

Human Papilloma Virus, kort kaldet hpv, kan give livmoderhalskræft. Men der findes en vaccine mod virussen: hpv-vaccinen. Og den har skabt en del virak. I 2013 begyndte dagblade og aviser at bringe historier med piger, der fik alvorlige bivirkninger efter hpv-vaccinationer. Pigerne oplevede svimmelhed, hovedpine, smerter, lammelser og søvn- og koncentrationsbesvær.

Det betød, at mange piger fravalgte vaccinen af frygt for bivirkninger. Var hpv-vaccinen fornuftig eller fyldt med risici? Var den værd at tage, hvis man måtte sætte sit helbred på spil? Det var uklart og svært at gennemskue. Som dug på ruden.

Men nu er symptomerne forsvundet som dug for solen. Da Regionerne oprettede de såkaldte hpv-centre i sommeren 2015, var det for, at læger kunne henvise patienter, der oplevede hpv-vaccinebivirkninger. I det første halvandet år blev over 2.000 piger henvist til centrene, men siden er henvisningerne stoppet. To-tre månedlige henvisninger i Region Hovestaden, én i Region Sjælland og nærmest ingen i Syddanmark og Nordjylland.

Og pigerne er nu igen begyndt at tage hpv-vaccinen. Da Statens Serum Institut for nylig offentliggjorde 2017-antallet for hpv-vaccinationer, viste det sig, at der var dobbelt så mange piger, der lod sig vaccinere, sammenlignet med sidste år. Det betyder, at vi nu er tilbage på 2012-niveau, og at der i 2017 blev vaccineret over 30.000 piger. Og selvom der nu er flere vacciner, er der også færre bivirkninger. Så det er tilsyneladende ikke i vaccinen, at bivirkningerne ligger. Men hvor er de så?

Smittet med ord

Hvis lægen bytter medicinen ud med harmløse kalkpiller, kan patienten i nogle tilfælde godt blive rask alligevel. Forventningen, det mentale, helbreder patienten. Placeboeffekten har også en negativ variant, en ond tvilling: nocebo. Det er det omvendte. Hvor patienten får det værre, bliver mere syg, fordi patienten får at vide, at han eller hun er syg. Det kan have en forværrende effekt, og ligesom placeboeffekten kan gøre den syge rask, kan noceboeffekten gøre den raske syg.

Fabrizio Benedetti, italiener og professor i neurologi, lavede i 2014 et forsøg med 121 studerende. Han ville udsætte forsøgspersonerne for det samme niveau af iltmangel og bagefter måle, hvordan personerne reagerede. Men han udvalgte én person, som han en uge i forvejen gav indgående viden om kroppens reaktioner på iltmangel. Han fortalte personen detaljeret om mulige bivirkninger som hovedpine og kvalme. De 120 andre fik ikke noget at vide.

Den velinformerede ”smittede” sine medstuderende ved at fortælle dem om bivirkninger. Da forsøget var slut, viste resultatet, at 86 procent i den ”velinformerede” gruppe fik hovedpine. I den anden gruppe var der tale om 52 procent. Og det kunne måles på såkaldte prostaglandiner, som er kemiske signalstoffer. Der var altså tale om helt reelle, rigtigt oplevede følelser.

I de fire år fra 2013 til og med 2016, hvor hpv-vaccinens bivirkninger for alvor var i vælten, har den medfølgende vaccinefrygt muligvis skabt en noceboeffekt. Medierne skabte frygt for, at hpv-vaccinen medførte bivirkningerne. TV2-dokumentaren ‘De vaccinerede piger’ (2015) har fået piger til at fravælge vaccinen, fordi pigerne blev bange for bivirkninger. Det siger TV2 selv:

”Vi kan ikke udelukke, at vi har et ansvar, i forhold til at vaccinationerne faldt efter programmet, selvom det slet ikke var meningen,” siger Troels Jørgensen, redaktionschef på TV2, tirsdag til Ekstrabladet.

Men led pigerne virkelig af hpv-vaccinebivirkninger? Det er svært at bevise og endnu sværere at modbevise. Pigerne havde symptomer, og derfor var der en historie: den var bare ikke koblet til hpv-vaccinen. Og man kan naturligvis diskutere de journalistiske kvaliteter i en sag, hvor videnskabelig evidens står i skyggen af case-bårne historier, der i enegang får lov at bære bevisbyrden for en vaccines mulige bivirkninger.

Opløftende oplysning

Det lykkedes aldrig at knytte symptomerne endegyldigt sammen med hpv-vaccinen, og pigernes frygt blev således fodret med falske diagnoser. Hele miseren har været styret af følelser, mens det videnskabelige svar har måttet lade vente på sig gennem hele forløbet. Det er gået ud over lægerne, der har måttet lide et ordentligt troværdighedsknæk, og det er gået ud over piger, der uden grund har ladet være med at tage vaccinen.

Der er ingen grund til at tro, at pigerne ikke havde symptomer. Men der er grund til at tro, at symptomerne ikke var hpv-vaccinens skyld. Det vidner hpv-centrenes tomme sale om. Frygten er dalet, som oplysningen er steget. Og symptomerne forsvandt sammen med frygten.

Videnskaben måtte lade livet for følelseskonklusioner. Måske blev hpv-vaccinens bivirkninger helt bogstaveligt gjort værre, end de var. Men hvad havde så gjort pigerne syge? Nocebo? Lad os nøjes med et ’måske’ og undgå forhastede konklusioner.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12