Borgerforslag: En kur mod voksende politikerlede?

Tilstedeværelse er magt. Dem, der møder op, bestemmer. Sådan lyder en politisk grundregel, som i en bedre verden kunne have hjulpet landets studerende. For sjældent har man set mere velforberedte unge mennesker: Så snart det blev teknisk muligt at indsende de nye borgerforslag, som Folketinget godkendte lige før jul, var studenternes organisationer klar.

Som de første i Danmark kunne formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Jens Philip Yazdani, og forkvinden for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Sana Mahin Doost, straks lancere deres konkrete forslag om at afskaffe uddannelsesloftet. Forslaget, der i går nåede op over den magiske grænse på 50.000 NemID-verificerede underskrifter, lyder:

”Folketinget pålægger Uddannelses- og forskningsministeren at afskaffe begrænsning af dobbeltuddannelse, som indført i L69, lov om ændring af lov om adgangsregulering ved videregående uddannelser (begrænsning af dobbeltuddannelse) – eller bedre kendt som uddannelsesloftet”.

Den nye ordning med borgerforslag udløser nemlig ikke automatisk en afstemning i Folketinget, da grundloven foreskriver, at det kun er medlemmer af Folketinget og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget. Men når borgerforslagene opnår 50.000 underskrifter, er det forventningen, at et eller flere partier vil tage borgernes engagement alvorligt – og fremtvinge en afstemning blandt de 179 medlemmer.

Foreløbigt er det dog mest Alternativets leder, Uffe Elbæk, som er højlydt begejstret for den nye kanal til demokratisk medbestemmelse: ”Jeg synes, det er en fantastisk dag,” jublede han i går: ”Det er en stor dag for demokratiet,” udtalte han om forløsningen af den idé, som han da også selv lancerede. Og baggrunden er mere end reel.

”Jeg er bekymret for den mistillid, der er mellem borgerne og de folkevalgte på Christiansborg. Og det er bekymrende, hvor få der vil være med i et politisk parti. Så det her er jo en måde at diskutere, hvordan vi skaber mere politisk engagement”, siger Uffe Elbæk til DR, og henviser til det omstridte salg af Dong: ”Her nåede vi jo op på over 50.000 underskrifter, der var imod, at man skulle sælge Dong. Og den diskussion burde vi jo have haft i salen. Og have haft endnu mere demokratisk tryk på”.

Gamle politikere siger nej

Det er en fælles ungdomsfront, som står bag forslaget: Udover gymnasieeleverne i DGS og de universitetsstuderende i DSF er alle andre toneangivende elevorganisationer også med – fra Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO) og Landssammenslutningen af Handelsskolelever (LH) over Pædagogstuderendes LandsSammenslutning (PLS) og Lærerstuderendes Landskreds (LL) til Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) og
Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstudernedes (SDS).

Men hverken den flittige forberedelse, tempoet i underskrifterne eller mængden af engagerede borgere har endnu gjort indtryk på de gamle politikere. Et stort flertal i Folketinget afviser på forhånd at skrotte uddannelsesloftet. I hvert fald ikke i denne omgang. For politikerne lod sig faktisk ryste, da et flertal vedtog det oprindelige uddannelsesloft, og der øjeblikkeligt opstod intense protester:

”Massevis protesterede; på sociale medier, i indlæg, på gaden – og ved en tidligere underskriftsindsamling, hvor over 80.000 danskere skrev under. Den gang lempede regeringen loftet en smule. Men det er langt fra nok. Denne gang foreslår vi derfor, at uddannelsesloftet skal afskaffes helt,” lyder det i begrundelsen for forslaget:

”Det skal ikke være sådan, at ens muligheder bliver begrænset; tværtimod skal vi skabe rammerne for, at unge har så mange muligheder som muligt. Med uddannelsesloftet gjorde regeringen det modsatte. De begrænsede vores muligheder. De fastlåste os. De sparede på ungdommen – og på fremtiden. Og ovenikøbet udelukkende for at vinde en lille, kortsigtet besparelse”.

Reaktionerne på protesterne blev, at politikerne i november 2016 tilføjede tre undtagelser for den nye blokering af dobbeltuddannelse: 1) Hvis studerende af helbredsmæssige årsager ikke længere kan bruge den uddannelse, de allerede har taget, 2) Hvis uddannelsen er forældet, eller 3) Hvis der er et særligt arbejdsmarkedsbehov, skal staten fortsat åbne pengepungen for de studerende. For alle andre gælder det, at man ikke længere kan gå videre på en ny uddannelse, hvis man skifter ambitioner og livsmål undervejs.

Den lille justering af uddannelsesloftet, som er med til at give de unge kampgejst og tro på, at reglerne kan ændres igen, er imidlertid selve årsagen til, at flertallet på Christiansborg ikke vil reagere nu. Socialdemokratiets uddannelsesordfører Mette Reissmann har således ikke tænkt sig at lade sig påvirke af folkestemningen: ”Forslaget er stemt igennem for kort tid siden og ændret for endnu kortere tid siden. I den forstand er der ikke nogen omstændigheder, der er ændret,” siger hun til Universitetsavisen.

Så selv om selve borgerforslaget med noget nær statsgaranti nu vil blive fremsat i Folketinget, om ikke af andre, så i hvert fald af Alternativet, kan der godt sættes spørgsmålstegn ved, hvor stor en festdag det egentlig var for demokratiet i går. For hvilken forskel vil det overhovedet gøre, at over 50.000 vælgere har skrevet under på Folketingets hjemmeside på to uger?

Magtarrogancen fordobles

Den parlamentariske matematik er enkel: Det kræver 90 mandater i Folketinget at gennemtvinge lovændringer, og så længe et flertal fastholder status quo, vil der ikke ske noget som helst før eventuelt efter et folketingsvalg. Den jernhårde logik vil de nye borgerforslag ikke lave om på, næsten uanset opbakningen. Sådan er parlamentarismen.

Den nye mulighed for borgerforslag, som officielt er et forsøg på at skabe større lydhørhed – og jo fik støtte fra et flertal, og opsigtsvækkende nok blev fremsat af Pia Kjærsgaard (DF), Henrik Dam Kristensen (S),
Kristian Pihl Lorentzen (V), Christian Juhl (EL) og Leif Mikkelsen (LA) – er hurtigt kommet til at stå sin test med virkeligheden. For det er vanskeligt at se, hvad borgerforslaget skal have betydning, hvis ikke de studerendes krav skal tages alvorligt. Hvis intet sker, vil borgerforslagene hurtigt komme til at fremstå som en pseudo-demokratisk blindgyde, ja, vel næsten som et fupnummer?

Lige nu er de to næstmest populære borgerforslag langt fra at opnå mindst 50.000 underskrifter. Tættest på er forslaget om ‘Indførelse af 18 års mindstealder for omskæring af raske børn‘, der nærmer sig støtte fra 15.000 vælgere, mens forslaget om ‘Grøn mad i alle offentlige køkkener‘ foreløbigt kun har opbakning fra lidt over 4.000 vælgere. Det er ellers nemt at stille forslag, og endnu nemmere at skrive under: ”Støtteren skal logge ind med NemID og indtaste sit cpr-nummer. Systemet validerer støtterens identitet og kontrollerer herefter ved opslag i Det Centrale Personregister (CPR), at støtteren har stemmeret til folketingsvalg” – og så har man skrevet under. Tjek hjemmesiden Borgerforslag.dk her.

Den nye mulighed for at kunne give sin holdning til kende er grundlæggende en interessant nyudvikling af det danske folkestyre. Allerede her efter de første få ugers eksperiment kan det dog konstateres, at vejen til forandring næppe er blevet kortere. Tværtimod kan ophavsmanden Uffe Elbæk ende med at få fordoblet sin bekymring, for hvis man er ”bekymret for den mistillid, der er mellem borgerne og de folkevalgte på Christiansborg”, er det svært at forestille sig, at engagerede borgere vil blive mere tillidsfulde, når de står klart, at borgerforslagene hverken gør fra eller til.

Medicinen mod politikerlede risikerer at gøre ondt værre. I hvert fald hvis det viser sig, at medicinen er rent placebo, og flertallet i Folketinget fortsætter, som intet var hændt.