Slip doping fri og lad politikken stikke af

Ok – det her er muligvis et synspunkt helt ude af trit med sin tid og helt tonedødt over for den verden, vi lever i, men helt generelt skulle vi tage at slappe af. Folk tager sgu det hele så alvorligt.

Vinter-OL starter i dag i den sydkoreanske by Pyeongchang, og i månedsvis er der blevet talt om storpolitik, dopingskandaler, udelukkelser, kold krig og atomkrig. Det har handlet om Nord- og Sydkoreas sammenbragte ishockeyhold, om dopede russere, rige kinesere og amerikansk propaganda. Det er der kommet rigtig fine artikler ud af og et par gode dokumentarer, men helt generelt mener vi, at man skulle tage den et par klinger ned og bare lad sig rive med af spillet. Og her mener vi hele spillet – også det politiske.

Sport er en prisme for tidens politik – det siger sig selv, men sporten skaber altså ikke politik, og derfor er det noget vrøvl, når det igen og igen bliver sagt, at sport og politik ikke kan skilles ad. Politik har intet med sport at gøre, og der findes ikke noget histortisk fortilfælde for, at sporten har flyttet hverken holdninger eller fjendebilleder – kun opretholdt og spejlet alt det, vi følte i forvejen. Sporten er lidenskab, nationalisme og stereotypier i en flot pærevælling, og det er det skønne ved den. Ligesom man i boksning må slå, i sprint skal være hurtigst og i fodbold må juble, er sporten et frirum for alle tænkelige forbehold. Her opfører vi os uciviliseret. Her er klare landegrænser og tydelige fjendebilleder.

Derfor skal vi heller ikke lade som om, at sport er civiliseret eller lade os forarge over, at den bliver politisk. Vi skal heller ikke jagte atleter og trænere, der forsøger at dope sig til bedre resultater. Vi skal hvile i det, slappe af, lad os rive med og lad det være en del af det. Vi skal drømme og dæmonisere. Vi skal samle os og adskilles, som dengang i 80’erne, hvor doping var et spøgelse, alle vidste kunne være der, men som kun sjældent blev opdaget. Det var en medspiller. Nu er det blevet en modspiller, som er et angreb mod selve sportens autenticitet.

Ok – vi ved godt det lyder lidt bagvendt, men mærk lige efter engang: Først når dopingen er fri, vil sporten blive ren. Først ved at acceptere den, genvinder man tillid og frirummet til dæmonisering og heltedyrkelse. Fint nok, lad os beholde et minimum af kontrol, så de allerværste og mest selvnedbrydende atleter bliver taget, men generelt – slap af. Som man gør det i private ligaer som NFL, NBA eller NHL, hvor dopingen flyder frit, og meget få bliver knaldet på grund af ringe kontrol. Tænk over det. Vi kunne komme tilbage til en enklere verden gennem sporten. Vi vil komme tilbage til kold krig og pirrende fjendebilleder i sporten. Vi ville med ærefrygt se på de vanvittige brydere fra Rusland, de små østeuropæiske gymnaster med gigantiske arme og den fjollede pumpede Ben Johnson, der var én stor muskel. Det bliver vores anbefaling til Pyeongchang her fra. Slip dopingen fri, og lad politikken stikke af. Lad snowboarderne ryge sig pilskæve (hvornår har det i øvrigt nogensinde fremmet en atletisk præstation?), lad langrendsløberne kaste sig over målstregen med fråde om munden og blod så tykt som mayonnaise i årene, og lad for Guds skyld Kim Jong-Uns heppekor fylde lægterne og Donald Trump fnyse over russerne.

For i sig selv betyder legene intet, når den sidste skiløber tumler ned ad løjpen. Det har intet flyttet, intet bevist, intet udrettet. Ikke andet end at give os noget at se på, ligesom det har holdt adrenalinen pumpende lidt mere, end den normalt ville her i februar. Og det støtter vi helt og holdent op omkring. /Lasse Lavrsen