Hvad de gamle mænd ikke kan forstå

I juni sidste år modtog skuespillerinden Diane Keaton det amerikanske filminstituts Life Achievement Award. Det er en af de største udmærkelser, man kan få som skuespiller i Hollywood, og showet lader ikke Oscar-uddelingen meget tilbage i kendisfaktor og pomp, så alle i Hollywood var der, da hendes nære ven gennem et helt liv Woody Allen holdt den sidste hyldesttale og overrakte hende prisen. Alle grinede, Diane Keaton græd lidt, og til sidst krammede de og gik arm i arm ud bag ved.

Men grinene klingede ud, og i sidste uge kunne man læse en noget anden udlægning af Woody Allens tale i magasinet The Cut, under rubrikken ‘Hvorfor klapper vi af Woody Allens kvindehad’. Teksten gik viralt i løbet af få timer og er en nærlæsning af hele Allens tale, der af skribenten bliver afsløret som kvindehadsk latteren til trods.

Analysen kan læses her, hvor også Allens tale kan ses, men i korte træk anklager hun ham for at fjerne fokus fra Keaton og over mod sig selv, ligesom han fratager hende sit talent og objektgør hende. Lad os lige understrege, at denne tekst ikke er et forsvar for det ene eller det andet – domme fældes der nok af i disse tider, men Allens tale var en stand-up-rutine og lænede sig vel op ad den genre, man kunne kalde en roast, og flere steder i talen antyder han, at hun har knaldet sig til succes – til stor morskab for salen. Han kalder hende ‘skamløst ambitiøs’, og til sidst i talen kommer han med, hvad der er leveret som en improviseret opremsning af hendes talenter:

“Denne kvinde er fantastisk til alt, hvad hun gør: skuespiller, forfatter, fotograf, fellatrix, instruktør. Diane Keaton, vinder af den 45. AFI Life Achievement Award.”

Før hver eneste talent pauser han lige et halvt sekund, som om han lige finder det frem. Sådan er det meste af talen leveret med Woody Allens småstammende og komiske timing, hvor han indimellem siger noget voldsomt grænseoverskridende. Det er hans act så at sige, og det er også det, der er meningen med det lille ord ‘fellatrix’, der har fundet vej til listen over Keatons talenter. Det er et fremmedord, og hvis du ikke lige er bekendt med det, betyder det på gadesprog ‘piksutter’. Det er naturligvis en lille smule nedværdigende at få at vide, at man er formidabel til at give mænd oral tilfredsstillelse, når man egentlig skulle hyldes for at være en dygtig kunstner, men uden at vide det gætter jeg på, at det præcis er derfor, Woody Allen har fundet det sjovt.

Men tiderne, de skifter (baby), og teksten i det ansete The Cut er én lang tilsvining af Allens person og ‘syge seksualitet’, og den mere end antyder, at han er kvindehader, mandschauvinist og pervers, hvilket selvfølgelig ligger fint i forlængelse af de anklager om incest, der har været fra ekskonen Mia Farrow og som igen er blusset op i #MeToo-debatten. Teksten har fået sit eget liv på de sociale medier, og selv om salen til AFI Life Achievement Award tog skraldgrinende imod Allens roast (inklusiv Keaton selv), var de sociale medier ikke så taknemmeligt et publikum.

Noget lignende oplevede den danske komiker Anders ‘Anden’ Matthesen, da han sidste år optrådte til et prisshow for unge youtubere med en såkaldt roast, hvor han efterfølgende blev angrebet i medierne for at være nedladende og ubehagelig, og det samme skete for en af 00’ernes største komikere – amerikanske Dave Chapelle – der efter 10 års pause gjorde comeback henover julen med et materiale, der lænede sig op ad hans gamle stil, hvor det er en kunst for ham at gå den lille meter for langt. Det gjorde han også nu, hvor han lavede sjov med den mand, Kevin Spacey krænkede, og de kvinder, der har været vidne til Louis CK’s onani-show. Dave Chapelle var efterfølgende ikke ude at undskylde, men han beklagede sig over, at han fandt det svært at lave humor i den folkestemning, der er i tiden. Som om han ikke rigtig forstod den.

Det er let at tage parallellen videre til de lidt ældre forfattere, der er kommet i lignende modvind herhjemme. Først var det interviewet med Jens Christian Grøndahl og Jørgen Leth, hvor særligt Grøndahl måtte trække sine udtalelser om den myrdede journalist Kim Wall tilbage, hvilket måske var meget heldigt for Jørgen Leth, der slap billigt fra i samme interview at blive ordret citeret for at “synes, den dér kampagne er noget værre pis. Det er helt latterligt, det er gået amok. Og når man ser, hvad en god mand som Peter Aalbæk bliver udsat for, så bliver jeg simpelthen rasende”.

Nu har Morten Sabroe så løbet panden ind i den samme mur, da han i forståelig bitterhed over en lumpen anmeldelse i Berlingske rasede ironisk mod bogens anmelder, Katherine Diez, der er noget yngre, noget smukkere og naturligvis af det modsatte køn som Sabroe: “Hun ved rigtig meget om dansk litteratur, det kan enhver med øjne i hovedet se. Det er en god ide af Berlingske at bruge hende som litteraturanmelder. Berlingske er en god avis, nok den bedste vi har for tiden. Vi har brug for flere af den slags aviser. Længe leve Metoo!”

Og så startede det hele forfra. Du kan selv læse kulturredaktør Anne Sophia Hermansens svar ($$), Mortens Sabroes selvanmeldelse ($$) (en genre vi i øvrigt opfandt med Sabroe sidste år) og Katherine Diez’ åbne brev til ham og konkludere, hvad du vil – som sagt forsøger vi ikke at fælde nogen dom i denne analyse. Blot konkludere at der tegner sig en kløft i tiden mellem dem, som ejer debatten og dem, som plejede at eje den. The times they are a-changin’, som hans Bobhed sang, da det var hans tid, der skiftede:

Come writers and critics
Who prophesize with your pen
And keep your eyes wide
The chance won’t come again
And don’t speak too soon
For the wheel’s still in spin
And there’s no tellin’ who that it’s namin’
For the loser now will be later to win
For the times they are a-changin’

Come mothers and fathers
Throughout the land
And don’t criticize
What you can’t understand
Your sons and your daughters
Are beyond your command
Your old road is rapidly aging
Please get outta’ the new one if you can’t lend your hand
For the times they are a-changin’