On February 13th 2018 at 23:18 HRH Prince Henrik has died at Fredenborg Castle at 83 years old surrounded by his wife HM Queen Margrethe and his two sons HRH Crown Prince Frederik and HRH Prince Joachim. The Royal Household has declared a month grief for the Prince and all official activity has been canceled until March 14th and all staff will be wearing a black mourning band on the left arm. Today all of Denmark is in mourning with all official buildings' flags on half and many private people laying flowers and lighting candles at the Danish Castles. It is yet unknown when and where the funeral will take place but much speculation has occurred since the Prince stated in September last year that he does not wish to be buried in the sarcophagus in Roskilde Cathedral next the HM the Queen. . (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018)
“Jeg følte, at man betragtede mig som et menneske uden værdi”
Prins Henrik, Ritzaus Bureau – 19/05/1994
Kongehuset er et prisme og et spejl for den danske familie. Et lidt underligt spejl godt nok, hvor man i et af verdens mest lige og frie lande, uden selv at være skyld i det, kan blive født til at være noget særligt og være bestemt en særlig skæbne, men ikke desto mindre et prisme og et samlingspunkt for danskerne. Det ser man ved hver eneste højtid, hver nytårsaften, ved hvert bryllup, de holder, og hver skilsmisse, de ansøger om, ved hver fødsel og ved hver eneste fødselsdag, de holder sig, og som nu også ved prins Henriks dødsfald i går kl. 23.18 på Fredensborg Slot, hvor han sov ind med Dronningen og sine sønner ved sin side. Vi elsker det kongehus, som var det vores egen familie. Kongefamilien er familien Danmark.
Selv om det er den mest aparte familie, vi næsten kan forestille os, har prins Henriks rolle passet perfekt ind i prismet for danskheden, for siden prinsen opgav sin internationale diplomatkarriere og plantede sine franske rødder i den danske jord, er der ingen dagsorden, der har præget Danmark, som netop indvandringen og vores forhold til den.
Egentlig er prins Henrik lidt et fladt navn i sammenligning med det, han kom med – Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat – men sådan var der så meget, Henrik skulle af med, da han besluttede sig for at fri til Danmarks dronning – som for eksempel den ambassadørpost, han allerede var blevet tilbudt kun et par og 30 år gammel. Han voksede op i Fransk Indokina, hvorfra han blev student i Hanoi, mens han inden da havde gået på en jesuitisk kostskole i Bordeaux (der har nok været lidt koldt om vinteren). Efter studentereksamen flyttede han til Paris for at studere jura og statskundskab på Sorbonne og tog universitetsgrader i både vietnamesisk og kinesisk filologi på universitetets humanistiske fakultet. Inden da var han dog kommet ind på konservatoriet som koncertpianist, men det blev valgt fra til fordel for en karriere i diplomatiet. Lige som de fleste andre unge franskmænd aftjente han også sin værnepligt, men det blev gjort som sergent i Algeriet i Nordafrika i starten af 1960’erne, hvor Algierkrigen rasede (det var altså ikke Basserne). Det var altså først her efter, at han blev ansat ved det franske udenrigsministerium som diplomat og endte i London, og det var her, han en forårsaften i 1965 mødte vores fine prinsesse Margrethe, som han i bogen Enegænger – portræt af en prins omtaler sådan her:
“Jeg tog min tilflugt til voltairske vendinger og forsøgte mig med en diskret sprudlen, som man kalder pariservid for at lette en samtale på fransk, uden at det blev til det sædvanlige overfladiske pjat. Min bordfælle behøvede ikke mine forsøg for at få samtalen til at folde sig ud. Hun var kvik i replikken. Hun blev livlig, men holdt sig klogeligt inden for de konventionelle rammer. Jeg kunne mærke, at hun trods sin nervøsitet slappede af. Hun var kultiveret. Jeg fandt hendes åndrighed og granitagtige intelligens fængslende. Jeg følte mig øjeblikkeligt tiltrukket af hende.”
Som man kan se, har prins Henrik et ret formfuldendt sprog, når han udtaler sig på sit modersmål, og i det hele taget var manden lidt en sproglig begavelse. Han skrev digte, oversatte litteratur (bl.a. Simone de Beauvoir), og han talte alle hovedsprogene – tysk, engelsk, spansk og naturligvis fransk, men også sprog som vietnamesisk og mandarin talte han flydende, ligesom han talte det meget snævre sprog dansk. Det talte han desværre med en lille fransk accent, og det var muligvis det, der gjorde ham til lidt af en parodisk figur i Danmark. En klovn og en tosse, der bare sad på bagsædet af vores utroligt kloge dronning, der har skrevet speciale på Aarhus Universitet.
For det blev vores prins’ skæbne. At være bundet til et Danmark, der aldrig rigtig troede på ham. Som aldrig accepterede ham, og som anså ham for lidt af en joke, der på sine gamle dage blev mere og mere frustreret af at sidde på bagsædet og komme i anden og tredje række. Og på den måde synes vi egentlig, han har udfyldt sin rolle til perfektion. Som et prisme og et spejl for alle dem, der kommer fra udlandet og tror, at de kan blive til noget andet end udlændinge i Danmark. Æret være det minde. Og stakkels Margrethe, der altid så helt utrolig forelsket ud, når hun så på sin prins.
