Hundens år

At være født på Fandens fødselsdag og død (næsten) på Valentinsdag er smukt nok i sig selv, men man kunne have undt prins Henrik også lige at have fået det kinesiske nytår med, som begynder i dag. For det første trådte han sine barnesko i Fransk Indokina, for det andet talte han flydende kinesisk, og for det tredje er det hundens år, vi nu går ind i. Det er velkendt, at prins Henrik havde noget med hunde, og så var han selv født i hundens år i 1934. Husk lige på, at det i følge det traditionelle kinesiske stjernetegnssystem kun er hundens år hvert 12. år.

Når du læser disse linjer har de kinesere, som føler, at de har noget at fejre (det kunne for eksempel være dem, der er kommet op i middelklassen), allerede festet i adskillige timer. Nytårsfesten – eller Forårsfestivalen, som den også hedder – varer i 16 dage og handler om sammenhold og familierelationer, og folk rejser land og rige rundt for at besøge fædre, mødre, onkler og tanter, der ikke er tid til at se i hverdagen. Det er en sæsonrelateret massevandring, som vil noget; den kinesiske regering forventer, at der bliver foretaget 2,98 milliarder indlandsrejser i denne tid. Som Kinas præsident Xi Jinping sagde i sin nytårstale onsdag: ”Når familiemedlemmer finder sammen under Forårsfestivalen, føler vi, at genforening er glæde, og sammenhold er styrke”.

Familiebånd

Det kan godt være, at de ældgamle kinesiske dyder bliver spændt for regeringens propagandaapparat, men det virker nu alligevel, som om kineserne mener det seriøst. Du husker historien fra januar om den ludfattige lille kinesiske dreng Wang Fuman i landsbyen Zhuanshanbao i den sydvestlige Yunnan-provins? Det var ham, der havde 4,5 kilometer til og fra skole i isnende kulde, og da et billede af ham med frost i håret gik viralt, blev han med ét til en verdenssensation. Han blev kendt som Kinas ‘Isdreng’ og fik siden tilsendt bøger, nyt tøj, legetøj og penge.

I går kom den kinesiske avis South China Morning Post så med en ny vinkel på historien. Ja, der var vel nærmest blevet udpeget en skurk, og det var ikke staten, men simpelthen Wang Fumans mor, Lu Dafeng. Hun forlod nemlig familien for to år siden, angiveligt fordi hun var dødtræt af, at de var så ludfattige.

Ifølge Wang Fumans far, Wang Gangkui, afbrød hun kontakten fra den ene dag til den anden. Og den ene gang, hun vendte tilbage, var det for at kræve skilsmisse. ”Men hun rejste igen den følgende dag, efter at han havde afvist det,” står der i artiklen. ”Jeg ved, at hun hadede, hvor fattige vi var, og at jeg ikke slog til. Det skændtes vi tit om. Så forlod hun mig,” udtaler Wang Gangkui. Han tilføjer, at børnene græd konstant i de følgende to måneder.

Landsbyen, de bor i, beskrives som meget øde. Den eneste vej, som forbinder den til omverdenen, ligger 15 minutters gang derfra. Familiens hus er cirka 20 år gammelt og klasket op af mudder. Der er ligeså koldt indenfor som udenfor (fire grader), og der er ikke noget toilet (nærmeste offentlige toilet ligger ti minutter væk). Familien henter vand i spande fra en brønd i nærheden, hvorfra også husdyrene stiller tørsten.

South China Morning Post er ikke et statsmedie eller et talerør for regeringen som for eksempel China Daily. Alligevel er artiklen om den fraværende mor én lang anklage rettet mod en navngiven kvinde for ikke at respektere de hævdvundne kinesiske familieværdier. ”Mor,” udtaler isdrengen Wang Fuman ligefrem, ”jeg ønsker, at du skal slå mig og skælde mig ud for mine fejltagelser – sådan som andre mødre gør med deres børn. Så ville du i det mindste være hos mig. Vil du ikke nok komme tilbage?”

Hjerteskærende. Men vi kender faktisk ikke morens bevæggrunde. Det nævnes i øvrigt en passant, at faren har arbejdet som bygningsarbejder 340 kilometer væk, og at han og konen kun var hjemme hos Wang Fuman og hans storesøster én gang hver tredje eller fjerde måned, og at bedstemoren passede dem. Måske kommer der en dag et Kvindens år i Kina. Kvinder er nok ikke det, den kinesiske stat ved mest om. Og her kommer prins Henrik ind billedet igen. For som Suzanne Brøgger skrev på Twitter i går: ”Ingen har sagt så klart som Prins Henrik gennem et helt liv, hvordan det føles at være kvinde. Nr. 2. Bortset fra Simone de Beauvoir i Det Andet køn. Ingen mænd gider.” /Oliver Stilling