De magtesløses demokrati

Demokrati er jo sådan et fin styreform. Skal vi ikke hurtigt blive enige om det? Det har vist sig indtil videre at være så langt det mest holdbare og klogeste valg, hvis vi gerne vil have et nogenlunde velfungerende samfund med lighed og frihed (broderskab har derimod ikke noget med demokrati at gøre og er noget opreklameret fis).

Det forbandede ved demokratiet er bare, at det præcist bygger på frihed og lighed (igen, broderskab er helt ligegyldigt), hvilket som bekendt også betyder, at det ikke nødvendigvis træffer de rationelt og statistisk set mest fornuftige valg, og at vi derfor igen og igen må se magtesløst til, mens et vognlæs af elendige idéer fører os mod afgrunden. Sådan er det, når vi ser på klimapolitik, sådan er det, når vi ser på ulandspolitik og på kriminalitetsbekæmpelse, og som amerikaner må det være ekstra frustrerende at leve med demokratiet, når man ser på våbenpolitikken.

Endnu en gang bød sidste uge på et frygteligt skoleskyderi med massakren i Parkland, Florida. 17 børn og lærere blev dræbt af en sindsforvirret tidligere elev med fri adgang til våben. Siden 2013 har der været masseskyderier i USA hver 6. dag, og der er ingenting, der tyder på, at det ikke bare bliver ved og ved. Det frustrerer specielt den yngre generation, der synes at have fundet en vrede at stå sammen om mod præsidenten og det politiske etablissement, så den 24. marts er der arrangeret en kæmpedemonstration i Washington mod landets våbenpolitik. Det er både forståeligt og tiltrængt, men selv om deres pointer er både rationelle og så indlysende, at de ikke behøver blive gentaget, er det desværre også temmelig sikkert, at det intet flytter. For lige så velkendt et fænomen skoleskyderierne er ved at blive, lige så velkendt er det, at der intet politisk bliver gjort ved det.

Det ville være det rationelt og statistisk klogeste at gøre, hvis man ønsker et land, hvor færre end 10.000 skal skydes om året, men nu var det ikke ligefrem rationel, velovervejet etos, der fik præsident Trump valgt ind i Det Hvide Hus sidste efterår. Det er de fleste – bortset måske fra præsidenten selv – enige om. Det var ikke humanismens finest hour. I hvert fald ikke hvis du spørger Zoltan Istvan, der faktisk også stillede op til valget, men som en af de mere ukendte og uafhængige kandidater. Han bor i Californien og stillede op for et parti, han kalder det transhumanistiske parti. Eller det vil sige, det er egentlig slet ikke ham, der stiller op, men han er stedfortræder for en computer, som han – gravalvorligt – mener, kunne blive præsident for USA i 2028. Indtil videre arbejder han hårdt for at få tilført forskningsmidler til livsforlængelse, kunstig intelligens og bioteknologi, så teknologien kan blive klar.

”Historisk set er problemet med mennesker, at vi dybest set er egoistiske pattedyr,” sagde Zoltan Istvan til Newsweek. ”En kunstigt intelligent præsident derimod kunne være ren i sin altruisme. Den ville ikke være til falds for lobbyister, folkestemninger, drevet af personlig vinding eller andres interesser, men ville kunne fokusere rent på målet. En robot ville kunne have en renere moral.”

Zoltan Istvan, der selv er forfatter, psykolog og en såkaldt futurist, er ikke sikker på, at teknikken er klar allerede i 2020, men til gengæld er han overbevist om, at den politiske debat om at gøre kunstig intelligens til politiker vil opstå i en grad, vi ikke har set tidligere.

”Derfor tror jeg også, det er realistisk, at robotter kan blive indsat i 2028 – også i præsidentembedet,” siger han.

Spørgsmålet er naturligvis bare, hvem der skal vælge den robot, og om den robot så vil vurdere, om det hele kunne være meget bedre, hvis vi gav alle en pistol. /Lasse Lavrsen