Efter Tamilsagen: Cover-up'et er endnu værre

Den egentlige skandale i Tamilsagen var ikke ulovlighederne i sig selv, men snarere det efterfølgende cover-up: For den lyssky praksis med administrative forhalinger i behandlingen af udlændingesager er – tilsyneladende – fortsat nogenlunde uforandret.

Ulovlighederne er fortsat på Slotsholmen. Og dét er faktisk en endnu større skandale: I dag som dengang bliver udlændingesager behandlet i strid med gældende lov. Nu blot som en ny normal.

Stik mod forventningerne har Tamilsagen – som i 1995 førte til, at den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen ved en rigsretssag blev kendt skyldig i overtrædelse af ministeransvarsloven – endnu ikke ført til, at forvaltningen på udlændingeområdet er blevet mere retskaffen og regelret, snarere endnu mere gedulgt og taktisk tilrettelagt.

Efter juristernes deroute har nye og mere magtærgerrige typer nemlig taget over: Embedsmændene virker til at have lært at leve med ulovligheder, og de er blevet dygtige til at sno og vride, så ministeren kan holdes ansvarsfri.

Afsløringer af ulovligheder får ikke længere retslige konsekvenser. Tilsyneladende. I dag er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) igen i samråd, fordi hun er blevet afsløret i at have givet fordrejede og måske ligefrem løgnagtige oplysninger til Folketinget sidste gang, hun var i samråd om at have givet fordrejede og måske ligefrem løgnagtige oplysninger til Folketinget.

Det er blevet dokumenteret, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) gav forkerte oplysninger til Folketinget under et samråd den 11. januar.

Under både mundtlige og skriftlige svar til Folketinget har hun i strid med det faktiske forløb hævdet, at Udlændinge- og Integrationsministeriet først hørte om den såkaldte Paposhvili-dom den 3. marts 2017, flere måneder efter den blev afsagt ved Menneskerettighedsdomstolen.

Vildledning af Folketinget

Den uomgængelige virkelighed er, at Inger Støjbergs ministerium blev orienteret i hvert fald i februar 2017, og at hun derfor har vildledt Folketinget, da hun hævdede, at hun og hendes folk ikke kendte til dommen før marts 2017, og som straks skulle have ført til ændrede regler for, hvornår de danske myndigheder skal give humanitært ophold til syge udlændinge.

Under normale omstændigheder ville konklusionen være enkel: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har overtrådt ministeransvarsloven:

”§ 5. En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.”

Under normale omstændigheder ville man stilfærdigt kunne konstatere, at Inger Støjberg både har givet Folketinget urigtige og vildledende oplysninger og fortiet oplysninger, der er af væsentlig betydning. Og at hun derfor burde stilles til ansvar, eventuelt i en rigsretssag. For hun har nu gentagne gange benægtet kendsgerningerne, nemlig at hendes eget ministerium kendte til Paposhvili-dommen lang tid, før man ændrede praksis.

Pålidelig benægtelse

Men omstændighederne er ikke normale, i hvert fald kun ny-normale: Hidtil har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) haft held til at slippe af sted med at hævde, at hun ikke vidste, at de oplysninger, som hun altså selv har givet til Folketinget, var urigtige og vildledende. Hun påkalder sig dermed det, som kaldes for ‘Glaubhafte Abstreitbarkeit’ på tysk. Eller nok mere kendt som ‘plausible deniability’ på engelsk.

Uden skriftlige kilder er det vanskeligt at bevise, at en minister rent faktisk kendte til ulovligheder, og derved handlede i ond tro. Formelt set kan en minister godt dømmes for ved ”grov uagtsomhed” at have tilsidesat sine pligter og for eksempel at have været personligt uvidende om hans eller hendes vildledning af Folketinget. I praksis accepteres ulovligheder imidlertid, hvis blot ministeren kan overbevise flertallet i Folketinget om at have været i god tro.

Skåret ind til benet er det afgørende spørgsmål, om benægtelsen er plausibel, altså troværdig, og det er et politisk spørgsmål. Ikke overraskende mener de fire borgerlige partier, at det er troværdigt og dermed ansvarsforflygtigende, når udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) hævder, at hun simpelthen ikke vidste bedre, da hun gav Folketinget urigtige og vildledende oplysninger.

Inger Støjberg er taktisk set smartere end Erik Ninn-Hansen. Og hendes embedsmænd er blevet bedre til at pakke sagerne ind i en hinde af deniability. Konsekvensen er dog, at mindst syv syge mennesker er blevet sendt ud af Danmark, til bl.a. Libanon og Afghanistan, hvor ingen aner, om de har fået den behandling, som de danske myndigheder er forpligtet til at sørge for.