Fem vigtige erkendelser om krigen i Syrien

Krigen er ikke slut

Islamisk Stat er så godt som nedkæmpet, men der er ikke meget, der tyder på, at den næsten syv år lange borgerkrig i Syrien er ved at slutte. I øjeblikket er der blevet indledt en større offensiv i det nordlige Syrien og senest i Damaskus-forstaden Ghouta, hvor bomberne har regnet ned de seneste døgn, ligesom der har været flere anklager om brug af kemiske våben. I Ghouta er der tale om et bombardement, der har stået på i mere end en måned mod oprørske styrker, der har samlet sig af grupper fra Den Frie Syriske Hær og over mod salafistiske grupper.

Angrebene er foretaget af syriske styrker med støtte fra den russiske hær og kan derved ses som ‘resterne’ af den oprindelige konflikt mellem præsident Bashar al-Assads Syrien og oprørstyrkerne. Ghouta er formentlig den sidste bastion, oprørerne stadig kontrollerer, og bombardementerne er forsøg på at knække opstanden én gang for alle. På den måde ligner konflikten den, man har set i Aleppo og Homs, selv om Ghouta ellers var udset af Iran, Tyrkiet og Rusland til at være et såkaldt de-eskaleringsområde.

Det hjælper dog ikke de hundredevis af civile – hvoraf mange af dem er børn – der i de seneste 48 timer har mistet livet i området, hvor der bor omkring 400.000, og ingenting kan komme ind eller ud. Heller ikke nødhjælp.

Der er kommet nye krige

Men selv om de frygtelige bombardementer i Ghouta kan være det sidste led i den oprindelige konflikt, er flere nye kommet til. Krigen i Syrien er blevet til krigen om Syrien, som flere kommentatorer har udtrykt det, og det er den, vi ser udspille sig i området ved Afrin i det nordvestlige Syrien. Her er Assad-tro militser rykket ind for hjælpe den kurdiske YPG-milits, der er støttet af USA, med at kæmpe mod henholdsvis tyrkiske tropper og tyrkiskstøttede grupper fra den Frie Syriske Hær. Tyrkiet ser YPG som en trussel og en terrororganisation, der har spredt sig i takt med krigens udvikling, og som nu kontrollerer store områder i det nordlige Syrien. Assad-regimet kan derved også komme tilbage igen og spille en rolle i området, som de har overladt til kurderne, da krigen brød ud.

Krigen er international

Krigen i Syrien har siden sin begyndelse haft tråde til resten af verden og en global konflikt, men forbindelserne mellem USA, Israel, Iran, Rusland og Tyrkiet er trådt endnu tydeligere frem med de nye konflikter.

I konflikten i Afrin er det Tyrkiet, der ud fra nationale interesser med Ruslands velsignelse har indsat tropper, der skal nedkæmpe de amerikanskstøttede kurdere. Det betyder blandt andet, at amerikanere har været med til at dræbe adskillige russiske lejesoldater.

Længere nede sydpå har ærkefjenderne Israel og Iran været i konflikt, da Israel bombede iranske militærmål i Syrien, efter en iransk drone overfløj Israel. I angrebene blev et israelsk kampfly skudt ned af syriske tropper. I følge amerikanske kilder skulle russerne nu have overtalt israelerne til ikke at gengælde nedskydningen.

Dette er ikke bare ligegyldige episoder, men alvorlige konfrontationer mellem verdens største militære magter. I mellem Rusland og USA, i mellem NATO-landene USA og Tyrkiet og mellem Israel og Iran.

Civile dør i en humanitær katastrofe

De seneste bombardementer i Ghouta er blevet kaldt et nyt Srebrenica af The Guardian. Ingen har villet eller kunnet gøre noget for de civile i området, efter offensiven er sat ind – ingen nødhjælp, lægehjælp, rent vand eller nogen vej ud har været muliggjort på trods af områdets rolle som de-eskaleringszone, hvilket er blevet stærkt kritiseret af internationale nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationer.

Op mod 500.000 civile har mistet livet i Syrien, og mere end 5,5 millioner er drevet på flugt fra krigen, og så længe krigen fortsætter, kan flygtninge heller ikke vende hjem. Millioner af flygtninge – både i Syrien og i landene omkring – sidder og venter på at kunne vende hjem.

Det stopper ikke foreløbig

Syrien bliver kun mere og mere fragmenteret, og som konflikterne optrappes, bliver det sværere og sværere at se nogen løsningsmodeller. Ingen lande har opstillet løsnings- eller reelle mæglingsmodeller. Sådan har det været i syv år, og sådan mener kommentatorerne, at det vil blive ved.