Kære læser

Journalistiske forsimplinger

Den somaliske kvindeforening i Vollsmose - SAHAN - modtager snart en pris for deres arbejde med at forebygge kriminalitet og radikalisering blandt områdets unge.

TV2 har været på besøg i Vollsmose. Her har de besøgt den somaliske kvindeforening Sahan for at fortælle en historie om, at foreningens kvinder, der har vundet priser for deres arbejde med at hindre radikalisering, hverken arbejder eller taler dansk. Den aften, TV2 kigger ind, er 11 kvinder fra foreningen samlet til et oplæg, men inden oplægsholderen går i gang, stiller journalisten et par spørgsmål ud i salen.

”Hvor mange af jer har et lønnet arbejde?” spørger han. Og: ”Hvor mange af jer taler dansk?” Ingen af kvinderne rækker hånden op. TV2 laver derefter et nyhedsindslag om, at ingen af de somaliske kvinder kan tale dansk, og at ingen af dem er i arbejde. Straks er politikere fra alle fløje ved tasterne. De forarges for et godt ord og kalder problematikken for ”trist” og ”grotesk”.

Dansk Folkeparti øjner muligheden for at lægge en hyggeracistisk gimmick op på deres Facebookside. Med afsæt i indslaget kreerer de en video, hvor seeren skal tage stilling til, om ”de fleste somaliske kvinder i Danmark” er 1) en berigelse eller 2) en byrde. I kommentarfeltet har flere tusind mennesker givet deres mening til kende. De fleste af dem har bare skrevet et dovent ”byrde” uden hverken tegnsætning eller videre uddybning.

Nu viser det sig imidlertid, at TV2’s vinkling måske ikke holder. I gårsdagens udgave af radioprogrammet ‘Stegger og Toft’ på P3 ringede journalist Anders Stegger til en af de somaliske kvinder, som angiveligt har været med i TV2’s udsendelse. På direkte radio fortalte hun på upåklageligt dansk, hvad hun hedder, hvad hun arbejder som, og at hun undlod at svare på TV2-journalistens spørgsmål, fordi hun ikke havde lyst til at medvirke i nyhedsindslaget. Hun sagde, at ni af de 11 kvinder til mødet kan tale dansk, at fem af dem taler sproget flydende, og at to af dem er i lønnet arbejde.

Forklar. Forklar. Forklar.

Sudi Abdi, som kvinden hedder, punkterer dermed tv-stationens fremstillede sandhed, og hele miseren bliver kun endnu mere forvirrende og foragtelig. For hvem har ret: de, der har lavet udsendelsen, eller dem, som den (måske) handler om? Det er påstand mod påstand, og uanset hvad vidner det om en måde at lave journalistik på, som ikke er tidssvarende og redelig, fordi den er drevet af en bestemt dagsorden.

Hvis der er én ting, Donald Trumps præsidentskab har lært os, så er det, at fake news er noget skidtværk. Historier som den, TV2 fortæller om de somaliske kvinder, er død og pine nødt til at være korrekte, og de skal være faktatjekkede både forfra og bagtil. For sekundet efter, at de er bragt, bliver de brugt politisk, og dermed handler sagen om langt mere end en – måske – usandfærdig fremstilling af 11 kvinder.

TV2 har før haft håret i postkassen, da de i den opsigtsvækkende dokumentar ’Moskeerne bag sløret’ udelod centrale oplysninger for at kunne vinkle endnu skarpere. Har man dog ikke lært noget som helst om faktabaseret journalistik siden sidst?

Måske TV2 skulle lytte lidt til Cathrine Gyldensted, som forsker i  konstruktiv journalistik og er landets førende autoritet på området. I en artikel i fagbladet Journalisten kom hun i går med et opråb til landets ungdomsmedier, og i virkeligheden kunne det opråb ligeså godt være henvendt til alle os andre ‘voksenmedier’. I det opråb opstiller Gyldensted nogle kerneelementer for god og vedkommende journalistik, og tre af dem lyder sådan her: 1) Stop envejskommunikation. 2) Før journalistikken videre med et ‘hvad nu?’ 3) Forklar. Forklar. Forklar.

Undladelsessynder og forsimplinger ligger tæt op ad løgnen. /Amalie Schroll Munk 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12