Klaus Riskær i sit hjem.
Den kontroversielle erhvervsmand og iværksætter Klaus Riskær Pedersen (f.1955) havde et til tider anstrengt forhold til sin far, kunstneren Knud Pedersen, der døde i 2014.
Men de to havde også nogle træk til fælles – blandt andet rebelskheden, en afsmag over for institutionelle rammer og en mistro over for magten.
I dette sjældne videointerview, som Føljeton har lavet med Klaus Riskær Pedersen i forbindelse med udstillingen ‘Museet er lukket i Nikolaj Kunsthal i København, fortæller han om forholdet til sin far.
Knud Pedersen var i høj grad formet af, at han som teenager tilbragte to år i fængsel under Anden Verdenskrig, fordi han havde været aktiv i modstandsgruppen Churchill-klubben. Livet igennem var han skuffet og vred over, at den danske stat havde kunne finde på at overdrage en af sine egne borgere til den tyske besættelsesmyndighed.
Da Klaus Riskær Pedersen for nogle år siden afsonede en fængselsdom for mandatsvig og bedrageri, sendte Knud Pedersen et brev til Dronning Margrethe, hvori han udbad sig, at sønnen kunne få trukket to år fra sin dom, svarende til den tid han selv havde siddet i fængsel. Det syntes han ville være rimeligt. Han skrev også, at han måske havde opdraget sin søn i en lidt for antiautoritær ånd og dermed bar et medansvar for den situation, han havde sat sig i.
Du skal udfordre omstændighederne
I begyndelsen af interviewet siger Klaus Riskær Pedersen, at han synes, at farens projekter efter hans mening er for meget provokation for provokationens skyld. Projekterne er for meget ideer, der bliver lagt ud. Riskær savner handling, at de bliver placeret »i den virkelige verden«, så de ikke ender som »talebobler«. Det er ikke nok med et statement, der skal kreativ destruktion til – disruption, simpelthen. Men han anerkender, at det nok er et generationsspørgsmål.
Det er et pudsigt interview. Klaus Riskær Pedersen taler lidt frem og tilbage og ud i nogle hjørner. Det er, som om han fører en dialog med sig selv om sin far.Naturligvis vel vidende at kameraet ruller. Han erkender for eksempel, at han og farenhar nogle fælles karaktertræk:
»Det er rigtigt, at der i den opdragelse, jeg fik af ham, og i den rebelskhed, der ligger der, ligger en disrespekt for magt, som jeg altid har haft den dybeste mistro overfor og aldrig har ønsket at være en del af. Når jeg så har lavet noget, der er politisk eller skrevet noget litteratur eller lavet nye projekter og forretninger og virksomheder, så har det påvirket min tilgang til dem, at jeg har ikke været bange for at stå alene. Det er jo sådan set bare noget, jeg har arvet fra min far. Om det så er godt eller skidt. Der er sikkert nogle, der vil mene, at det er synd, at jeg har arvet det. Jeg kunne sikkert have gjort det meget bedre i deres univers, hvis ikke jeg havde fået de ‘skidte’ karaktertræk. I mit eget univers mener jeg, at det har været rigtig, rigtig skønt og spændende, fordi han jo netop har opdraget til, at du skal stille spørgsmål ved tingene, at du skal udfordre omstændighederne, at du skal bryde institutionelle rammer.«
Omvendt siger Riskær også, at han har været irriteret over, at hans far »hele tiden« skød ham i skoene, at pengegriskhed var hans drivkraft, når han lavede forretninger.
»Det er sgu da fucking latterligt. Hvis jeg var pengegrisk, så havde jeg valgt en helt anden fremgangsmåde. Det er en helt naragtig kommentar. Jeg var pissesur over den, og han skrev den også i alle mulige bøger.«
Men se nu selv interviewet.