President Donald Trump, joined by Marjory Stoneman Douglas High School student Carson Abt, right, and Julia Cordover, the student body president at the school, pauses during a listening session with high school students teachers and others in the State Dining Room of the White House in Washington, Wednesday, Feb. 21, 2018. (AP Photo/Carolyn Kaster)
En person, det har været en fornøjelse – ja, nærmest en lise – at følge på Instagram det seneste års tid, er Pete Souza, som i otte år var præsident Obamas officielle fotograf i Det Hvide Hus. Souzas fotoarkiv fra de år er ikke blot exceptionelt velassorteret, hans 1,9 millioner fotos må også være systematiseret på en nærmest overjordisk måde. Hver gang der opstår en eller anden situation, hvor Donald Trump gør sig uheldigt bemærket, og det sker jo ret ofte, lægger Pete Souza et foto ud med Obama, som sindrigt perspektiverer eller snarere udstiller Trumps rådløshed eller mangel på situationsfornemmelse. Hvis Trump er den største trold på internettet, er Souza Trumps største trold.
I går delte Souza et billede af et par hænder, som holder en linjeret gul blok i A4-format med adskillige siders sirligt håndskrevne notater. Det ligner en tale. Vi kan se på de lange slange fingre og vielsesringen, at hænderne tilhører Barack Obama, og Souza skriver i billedteksten: ”Nogle gange er det godt at skrive ordene ned. Bare så man ikke glemmer dem.”
Oh boy, oh boy
Fotoet er naturligvis Souzas kommentar til billederne af Donald Trump, der tirsdag havde sat noget tid af til at høre på en gruppe mennesker, som i den ene eller den sammenhæng har haft masseskyderier inde på livet. Bortset fra at den intime seance blev tv-transmitteret, var det et sympatisk syn at se præsidenten lytte til nogle folk, der havde været udsat for hårrejsende og angstfremkaldende oplevelser.
Problemet var bare, som vi også nævnte i går, at Trump sad og fingererede med et kort med fem ufatteligt simple talepunkter. ”Hvad vil I allerhelst have at jeg skal vide om jeres oplevelser?” stod der for eksempel. Nummer fem var den værste: ”Jeg hører, hvad I siger.”
Det er jo ikke ualmindeligt, at man har nogle notater at læne sig opad, når man holder tale, men det her stak alligevel ud. Som New York Times skriver i en analyse, ”antydede de, at præsidenten var nødt til at blive mindet om at vise medfølelse og forståelse over for de traumatiserede” tilstedeværende.
Avisen har også talt med den 18-årige Samantha Fuentes, som blev skudt i begge ben under skoleskyderiet i Florida på valentinsdag. Hun fik et opkald fra Trump, mens hun lå på hospitalet i sidste uge, og citatet her er forrygende og foruroligende. ”Han sagde, at han havde hørt, at jeg var en stor fan af ham, og så sagde han, ‘jeg er også stor fan af dig.’ Jeg er ret sikker på, at det var noget, han fandt på,” fortæller hun. Hun siger også, at Trump sagde ”oh boy, oh boy, oh boy” cirka syv gange, og at han overhovedet ikke fik han til at føle sig bedre mode: ”Jeg har aldrig været så uimponeret af et andet menneske i mit liv.”
Og hvad kan vi så bruge det til? Tja, man må bare sige, at empati – evnen til at sætte sig i et andet menneskes sted – ikke kan undervurderes. Samtidig lever vi i en tid, hvor der er mere mediepres på politikerne end nogensinde; det må tiltrække flere sociopater og andre uempatiske nokkefår, end vi har lyst til at være ved. Det er godt at huske på. Var det ikke Aristoteles, der sagde ”At opfatte er at lide”? /Oliver Stilling