Storkonflikt: Hvem blinker først?

Reelt er det kun noget, de har leget.

Forhandlingerne har været på skrømt, et storpolitisk teater. Magtspillet om nye overenskomster på det offentlige område – som efter sammenbruddet i går kan føre til en landsdækkende storkonflikt fra midten af april – adskiller sig nemlig i år fra den klassiske armlægning. I år er det kun på overfladen, at parterne har foregivet, at de kunne finde en fredelig løsning.

I de senere år er det blevet tydeligt, at den danske model reelt ikke fungerer på det offentlige område: Arbejdsgiverne er også lovgivere, og kan dermed ophøje deres egne krav til lov. Ja, sådan lyder det naturligvis ikke officielt.

Udadtil leger begge parter, at der er tale om en klassisk forhandling, hvor de på den ene side er uenige om lønnen og på den anden side har hvert deres krav om henholdsvis at inddrage den betalte frokostpause og at inddrage skolelærernes arbejdstid på normale vilkår.

Men klimaet for forhandlingerne er alt andet end klassisk: Overenskomsterne er blevet en politisk slagmark, hvor regeringen med ministeren for såkaldt ‘offentlig innovation’, Sophie Løhde (V), i spidsen er begyndt at betragte offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår som en slagmark, hvor der kan vindes besparelser.

Og her har arbejdsgiverne altså en trumf, som ikke kendes fra det private område, nemlig muligheden for i sidste ende at kunne bestemme vilkårene ensidigt i form af et lovindgreb.

Derfor er det kun en leg, når de alvorstungt foregiver at have forhandlet.

Ondt blod tilbage fra 2013

Armlægningen om nye overenskomster for over 750.000 offentligt ansatte har her i de seneste uger skullet simulere at være en del af den almindelige danske model, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere kæmper indbyrdes om at nå frem til en mindelig løsning, som begge parter kan acceptere. Sådan fungerer den danske model nemlig på det private område.

Her kan kan arbejdsgivere i sidste instans lockoute medarbejderne og lønmodtagerne gå i strejke, hvis parterne ikke er blevet enige om en ny overenskomst, når den gamle udløber. Og Forligsinstitutionen ikke har fundet et gangbart kompromis undervejs.

Men sådan fungerer spillet ikke længere på det offentlige område.

Siden SRSF-regeringen i 2013 valgte at gribe ind i overenskomstforhandlingerne med den kontroversielle lov 409, ‘Lov om forlængelse og fornyelse af kollektive overenskomster og aftaler for visse grupper af ansatte på det offentlige område’, og altså efter at kommunerne havde lockoutet lærerne, er det blevet en rimelig forventning på begge sider af forhandlingsbordet, at et sådant lovindgreb kan ske igen.

Når en socialdemokratisk regering kunne finde på at hente besparelser på skoleområdet via lovindgreb i overenskomstforhandlingerne, ville det være dybt naivt at tro, at en borgerlig regering ikke også kunne finde på det. Og Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet har for længst udset sig frokostpausen som et lukrativt mål.

Moderniseringsstyrelsen mener, at den betalte frokostpause – hvor offentligt ansatte spiser i arbejdstiden – blot har været en kutyme på arbejdspladserne, som ikke er en del af selve overenskomsten, og derfor kan afskaffes lokalt af ledelsen. Regnestykket går på, at en afskaffelse af betalt frokostpause vil kunne føre til fyringer af tusindvis, ja, titusindvis af offentligt ansatte, og dermed store besparelser, da den effektive arbejdstid for de tilbageværende vil kunne øges.

Moderniseringsstyrelsens spareplan har de offentligt ansattes forhandlere selvsagt ikke kunnet gå frivilligt med til, og set fra regeringens perspektiv vil en rask, lille lockout eller storstrejke derfor være ganske kærkommen, da det dermed bliver muligt at gennemtvinge kravene med lov.

Hvis der bliver udløst en storkonflikt fra midten af april og senest fra omkring 1. maj, vil VLAK-regeringen få mulighed for at fortsætte ned ad det spor, som statsminister Helle Thorning-Schmidt lagde, da hun greb ind i de offentlige overenskomster i 2013.

Denne gang vil Lars Løkke gå efter en cocktail af lave lønstigninger, afskaffelse af betalte frokostpauser for alle offentligt ansatte og en videreførelse af lovindgrebet over for skolelærernes arbejdstid.

Risiko for lang konflikt

Umiddelbart skulle regeringens interesse i et sammenbrud afskrække lønmodtagerne. For hvis det alligevel ender som regeringstoppen ønsker – ligesom i 2013 – hvorfor pokker skulle fagforbundene dog så turde gamble med at udløse en storkonflikt?

Svaret er lige så enkelt, som det kan være risikabelt: VLAK-regeringen kan slet ikke regne med et hurtigt flertal i Folketinget for at gribe ind over for bl.a. alle landets sosu-assistenter, politibetjente og pædagoger.

Få måneder inden et forestående folketingsvalg har hverken Socialdemokratiet eller Det Radikale Venstre lyst til at kortslutte processen med endnu et lovindgreb, der helt sikker vil forstærke de allerede dybe frustrationer blandt hundredtusindvis af offentligt ansatte.

Lovindgrebet i 2013 var en udslagsgivende faktor bag Thorning-Schmidt-regeringens valgnederlag, og derfor vil Socialdemokratiet næppe hjælpe VLAK-regeringen med et upopulært indgreb. Og når Socialdemokratiet ikke vil, ja, så vil Dansk Folkeparti også værge sig.

I en situation, hvor Dansk Folkeparti er faldet kraftigt i meningsmålingerne og står til en reel valglussing ved det kommende valg, er det svært at forestille sig, at Kristian Thulesen Dahl & co. vil lægge stemmer til et hurtigt lovindgreb, der giver medarbejderne i bl.a. ældreplejen en kunstigt lav lønstigning, fratager alle offentligt ansatte deres betalte frokostpause og øger spændingerne over for hele lærerkorpset. Dansk Folkeparti har ikke brug for flere minuspoint.

VLAK-regeringen ser dermed ikke ud til at kunne gennemtrumfe deres sparekrav. I hvert fald ikke umiddelbart. Og dét er lønmodtagernes mulighed. Hvis en storkonflikt kan gennemføres uden livsfarlige skandaler, ikke mindst på sygehusene, og dernæst trækkes i langdrag, så kan arbejdsgiverne blive nødt til at besinde sig på at imødekomme de offentligt ansattes krav.

Dansk Folkepartis svaghed er fagbevægelsens styrke. Et nyt lovindgreb kan komme til at koste politikerne dyrt. Den bebudede konflikt her i foråret 2018 er en generalprøve på folketingsvalget. Omvendt kan et eventuelt nyt lovindgreb også blive et endnu hårdere slag for fagforbundene. For hvis de hverken kan opnå resultater ved forhandlingsbordet eller ved strejke, hvad har de så tilbage at kæmpe med?

De næste faser bliver ingen leg. Alvoren presser sig på. Fra på tirsdag, hvor deadline for en mindelig løsning udløber, vil der kun være to mulige udfald: Enten taber VLAK-regeringen, ellers vil fagbevægelsen blive totalt ydmyget.