Kære læser

Hjertekvababbelser og en ny ambulance

Kærlighedskvaler og hjertesorger findes i mange afskygninger. Herhjemme oprettede radioværten og journalisten Ayşe Dudu Tepe i januar landets måske første sorggruppe for folk med kærestesorg. Hendes eget parforhold var gået i stykker i efteråret 2016, og hun oplevede, at det var svært for omgivelserne at acceptere og anerkende, hvor fysisk og psykisk opslidende det var. ”Det er en enormt undervurderet form for sorg. Jeg tror, vi som samfund har en ting med, at vi skal hurtigt over sorgen. Vi har ikke nogen ritualer for processen,” sagde hun til Jyllands-Posten, der var på pletten med en artikel.

Og nej, det er ikke bare krukkeri. Takotsubo kardiomyopati – bedre kendt som Broken heart syndrome – er en sjælden, men virkelig tilstand, som lægevidenskaben først i de senere år er begyndt at se nærmere på. Man kan sagtens være så hårdt ramt af sorg, at et svagt hjerte ikke kan klare turen.

Den australske hjerte- og lungekirurg Nikki Stamp har set nærmere på emnet i en ny bog, Can you die of a broken heart. I et interview i The Guardian her lørdag nævner hun de åbenlyse fordele ved både platoniske og romantiske forhold: ”Det er, som om vore hjerner genkender det som noget, der betyder, at man er sund og rask,” siger hun. Man kan nemlig se, at den gode, nære relation får sunde og velmenende hormoner som serotonin og oxytocin til at flyde ud i kroppen og forebygge betændelsestilstande.

Smertecentre i lys lue

Der er også et kapitel om skilsmisser i Nikki Stamps bog. Den slags skal man åbenbart holde sig fra, hvis det kan lade sig gøre. Hun henviser til forskning, der viste, at hjernens smertecentre lyste op, når folk så på fotos af deres tidligere partnere. Den slags er simpelthen forbundet med direkte aflæselig emotionel stress.

At smerte rimer på hjerte er en gammel sandhed. Men det store og pludselige brud er meget værre for kvinder, end det er for mænd; en skilsmisse kan have samme indvirkning på kvinder som højt blodtryk og rygning, og de helbredsmæssige følger kan være varige, skriver Stamp. Hun fortæller, at hun blandt  andet har skrevet Can you die of a broken heart, fordi det var ”skræmmende og frustrerende”, at hjertesygdom opfattes som en mandeting til trods for, at det er dræber nummer 1 blandt australske kvinder.

Derfor giver det også mening, at vi, hvis vi kan slippe af sted med det, generelt lukker døren for tragedier og smerte i skalaer, som i sagens natur er umulige at rumme. Krigen i Syrien er vel det bedste konstante eksempel fra de seneste år. I den seneste uge har syriske regeringsstyrker med opbakning fra russiske fly bombet løs på civile og hospitaler i den østlige del af byen Ghouta uden for hovedstaden Damaskus. Situationen er sindssyg, det er Aleppo om igen, og FN kan ikke gøre noget, fordi Rusland nedlægger veto fra sin permanente plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Vi vil ikke høre om det. Vi lukker øjnene, siger man. Men vi gør det for at beskytte hjertet. Det virker kortsigtet, men for kroppen og hjernen er det helt sikkert en langsigtet strategi. Den er bare ikke holdbar. Hvad med sjælefred? Men så kan vi måske i det mindste hjælpe med nogle penge til noget, som hjernen kan overskue: Torsdag blev en af Røde Kors’ ambulancer i Ghouta bombet og tre frivillige såret. På denne Facebookside samler Røde Kors’ generalsekretær i Danmark Anders Ladekarl penge ind til en ny ambulance. Vær med, det er bare to ryk og en aflevering. Det er da det mindste. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12