Journalistik findes i mange afskygninger. Noget er let, noget er krævende. Noget er dårligt, noget er godt. Berlingskes afdækning af en hemmeligholdt whistleblowerrapport om pengehvidvask i Danske Banks filial i Estland i 2013 virker ret formidabel. Den store forsideartikel i techmagasinet Wired om Facebooks to seneste mareridtsår, som er baseret på interviews med 51 tidligere og nuværende ansatte, er helt forrygende. En af de to journalister bag artiklen, Wireds chefredaktør, Nicholas Thompson, var i sidste uge gæst hos The New Yorkers chefredaktør, David Remnick, i podcasten The Radio Hour, og her brugte han på et tidspunkt udtrykket ”our reporting tells us”. Den direkte oversættelse ville være: ”vores efterforskning fortæller os”. Det er en måde at indsætte et lille forbehold. Når nogen har sagt noget til én, kan man ikke være 100% sikker på, at det er rigtigt, for man var der jo ikke selv. Meget elegant.
I den anden ende af spektret har vi den dårlige journalistik. I sidste uge skrev vi lidt om et indslag, som TV 2 Nyhederne bragte 18. februar om somaliske kvinder i Vollsmose. TV 2 Nyhedernes reporter var på besøg hos den somaliske kvindeforening Sahan, og her stillede han de 11 tilstedeværende kvinder to spørgsmål for rullende kamera: Hvor mange taler dansk? Hvor mange har arbejde? Da ingen rakte hånden i vejret, udledte han, at ingen af dem havde hverken det ene eller det andet. Afsættet for indslaget var nogle tal fra Danmarks Statistik.
Indslaget blev straks brugt politisk af Dansk Folkeparti, der lavede en smædekampagne mod somaliere på de sociale medier. Efter massiv kritik forsøgte TV 2 Nyhederne så at rette op på miseren ved at indføje en kursiveret note ved indslaget på nettet med ordlyden: ”Det er stadig korrekt, at ingen af de 11 tilstedeværende markerer, da TV 2 spørger, om de kan tale dansk. De 11 mener altså ikke selv, de taler dansk.”
Men bare fordi kvinderne ikke markerer, kan man ikke udlede, at de selv mener, at de ikke taler dansk. Heller ingen her på Føljetons redaktion ville have rakt hånden i vejret. Det er okay at forsøge at redde sig i land, men at gøre det med uforvarende logisk fejlslutning bidrager ikke til troværdigheden.
Fucking færdig!
Intet er heldigvis så skidt, at det ikke er godt for noget. Inde på Facebook har nogen efter TV 2 Nyhedernes indslag oprettet en virkelig fornøjelig side, der hedder Somalisk Berigelse. Her præsenterer herboende somaliere og efterkommere af somaliere sig med billede og en lille tekst. En skriver, at hun er 26 år og kom til Danmark, da hun var 11 år: ”Jeg har taget del i det danske arbejdsmarked, siden jeg var 14 år gammel. Jeg startede med at gå med aviser og har sidenhen arbejdet på fem forskellige sociale institutioner, hhv. børnehaver og plejehjem. Jeg har ydermere været besøgsven for ældre, ensomme mennesker, som havde brug for en ven at snakke med og drikke en kop kaffe. Jeg startede på pædagoguddannelsen på UCC her i februar og har siden startet studiejob, hvor jeg tager mig af alkohol-demente. Jeg er ydermere frivillig ved Røde Kors, hvor jeg hjælper udsatte kvinder.”
Hold da fest, mand.
Og så er der også unge Nafisa Fiidow, som skriver det her: ”I dag er jeg 21 år gammel, og jeg har indtil for nyligt levet et liv som ‘mønsterbryderen’ eller ‘brobyggeren’. Jeg har fået smidt alt i hovedet fra ‘skrid hjem’ til klapsalver for at sige, at 2+2 er 4. Og jeg er færdig. Færdig med at gå på tæer, når jeg bliver nægtet et sæde, fordi jeg bærer tørklæde. Færdig med at agere som gæst i mit eget land. Færdig med at tage hensyn til små mennesker, og færdig med at bruge tid og energi på ting, som Clara og Alberte ikke behøver tænke på. Jeg er FUCKING færdig med at løfte byrden med overbevise hr. og fru. Danmark om, at jeg faktisk er OK.” /Oliver Stilling