Storkonflikten, der vil blive varslet senere i dag, og som kan ende med at lægge hele Danmark ned, er mere end almindelig sprængfarlig. Et drama, der er vredet i ondt blod og mistillid. Storkonflikten er nemlig ikke ‘blot’ et anliggende for arbejdsmarkedets parter, men på forhånd en politisk strid, der i høj grad også vil udspille sig inde på Slotsholmen. Flere ministre spiller således allerede en ubekvem hovedrolle, som har gjort og vil gøre de videre forhandlinger ekstremt komplicerede.
Mistanken blandt fagforbundene er, at VLAK-regeringen har skumle planer om at ville stoppe en sandsynlig storkonflikt med et nyt lovindgreb – nøjagtig som SRSF-regeringen gjorde i 2013, da lockouten af skolelærerne blev annulleret med den kontroversielle lov 409.
Mistanken er altså, at Lars Løkke & co. vil bruge de offentlige overenskomstforhandlinger som en spareøvelse, ja, nøjagtig ligesom Helle Thorning & co. udnyttede lockouten til at gennemtvinge en kunstigt billig løsning med lærernes arbejdstid.
Mistanken fik næring, da finansminister Kristian Jensen (V) forleden tweetede et umiddelbart tilforladeligt budskab: ”Er det seriøst, at arbejdstagerne ikke ønsker at møde op til forhandlinger? Regeringeren har sagt, at vi er klar til forhandlinger. Hvad er fagforeningerne?”.
Stavefejlen med ‘regeringeren’ er bestemt tilforladelig, men formuleringen om, at regeringen er ”klar til forhandlinger” er derimod kontroversiel. Her mere end antyder finansministeren, at det er selve regeringen, som forhandler med de offentligt ansatte – hvilket formelt og symbolsk er forkert. Meget forkert.
For mange kasketter
Når minister for såkaldt ‘offentlig innovation’ Sophie Løhde (V) har siddet på den ene side af bordet i forhandlingerne med de statslige ansatte har hun nemlig ikke gjort det i sin egenskab af Venstre-kvinde, men derimod som repræsentant for staten. Det kan måske lyde som en strid om ord, men i den jernhårde arbejdsmarkedspolitik er der en verden til forskel på, om statens repræsentant sidder med to kasketter på – i det konkrete tilfælde både som arbejdsgiver og som lovgiver.
For hvis regeringen rent faktisk har forhandlet politisk som regering – og ikke økonomisk som arbejdsgivere – kan de seneste ugers formelt frie forhandlinger reelt været sket på skrømt, altså på falske vilkår. Sådan lyder i hvert fald mistanken fra flere fagforbund, der frygter, at storkonflikten risikerer at ende med, at de offentlige arbejdsgivere bare ophøjer deres egne ensidige krav til lov.
Sådan er fortællingen, at det skete i 2013. I strid med idéen om en dansk model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler indbyrdes, uden direkte politisk indblanding. I et muligt freudian slip kom tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt til at indrømme aftalt spil, da hun i et interview i Politiken om lærerkonflikten i 2013 først udtalte: ”Da vi besluttede lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj”.
Hov, da ”vi besluttede lockouten”! Det var formelt ikke SRSF-regeringen, men Kommunernes Landsforening, som i 2013 lockoutede lærerne. Men hvis det i virkeligheden var sket, som Helle Thorning-Schmidt i første omgang var citeret for, ville der være tale om et komplot. Hun fik Politiken til ændre citatet til: ”Da vi besluttede at afslutte lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oveni første maj”. Men den oprindelige udtalelse gav skyts til formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, som kaldte Helle Thorning-Schmidts ord for en ”en ren tilståelsessag”.
Regeringens beslutning
Senere har SFs daværende formand, Annette Vilhelmsen, bekræftet mistanken om aftalt spil i 2013, da hun udtalte i Anders-Peter Mathiasens bog Søren og Mette i benlås: ”Jeg blev næsten lettet, da jeg læste interviewet med Thorning, for nu sagde hun endelig tingene, som de var. Lockouten af lærerne var regeringens beslutning,” lød det fra Vilhelmsen.
Komplottet er pure blevet afvist af alle andre implicerede, fra daværende finansminister Bjarne Corydon til SF’s tidligere formand Villy Søvndal. Men den mørke fortælling om politiske lokumsaftaler lever videre og er i dag en væsentlig del af forklaringen på, at fronterne nu er trukket så hårdt op, at en storkonflikt ikke har kunnet undgås.
Regeringen – i form af de statslige arbejdsgivere – har i de seneste uger ikke villet give sig på hverken lønstigning, spisepause eller lærernes arbejdstid, og flere faglige ledere frygter, at dét først og fremmest skyldes, at et lovindgreb, der er identisk med VLAK-regeringens krav, allerede ligger klar i skufferne på Slotsholmen og dermed på forkant vil afmontere fagforbundenes krav. / Lars Trier Mogensen