Med guldfuglen på arbejde

Bjarke besøger sine forældre

Fem minutter inde i Big Time besøger Bjarke Ingels sine forældre i barndomshjemmet, et klassisk modernistisk hus fra 1960’erne med i hvert fald et par synlige PH-lamper. De virker som to ret jordnære, oplyste typer, men det er sjovt at se verdensmanden Bjarke Ingels falde ind i rollen som det lidt pudseløjerlige enebarn, han tilsyneladende har været. Da den genforenede lille familie sidder sammen i stuen og kigger på gamle fotoalbum og spiser gulerødder med hummus, fortæller Ingels’ mor, at de fandt ud af, at han var ”anderledes end andre børn,” da han var halvandet år gammel, ”fordi når han så film, så fattede ham dem fuldstændig, selv om de var på udenlandsk.” Hun tilføjer, at de ”aldrig” så ham lave lektier.

Bjarke Ingels kigger over på kameraet og kvitterer med en tør latter. Hvad skal man sige? ”Jeg var sådan rimelig god til det hele, faktisk,” vælger han at svare.

”Du var ikke så god til fodbold, vel?” siger moren.

”Nej, måske ikke til fodbold. Det gad jeg til gengæld heller ikke.”

Bjarke til klientmøde hos Amager Ressource Center

Et af BIG’s helt store slagnumre i de her år er forbrændingsanlægget Amager Bakke, som får en skibakke på ryggen. I dette klip cirka 18 minutter inde i dokumentaren er Bjarke Ingels og David Zahle, som er arkitekt og partner i BIG til et dødkedeligt klientmøde med direktør Ulla Röttger fra Amager Ressource Center og direktøren for Amager Bakke Fonden Patrik Gustavsson. Vi har taget klippet med her, fordi det med al ønskelig tydelighed viser, at selv om man er en af verdens syv-otte starchitects, så må man alligevel tage det sure med det søde. Først er der brok fra kunden personificeret af Ulla Röttger:

”Vi har været en anelse frustrerede over, at vi måske ikke synes, at de krav, der var til funktionen blev lidt underlagt nogle ydre krav til, hvordan den passede ind i omgivelserne. Og for os er det ret vigtigt, at den der funktion lever op til det, der er behov for,” siger hun.

Hvis seeren er i tvivl om, hvorvidt situationen er småalvorlig eller ej, er det bare  at kaste et blik på David Zahle, hvis øjne lyser af bekymring.

Ingels virker til gengæld en smule apatisk. Måske er det over at høre på Patrik Gustavsson, der tager begrebet stating the obvious til et nyt niveau: ”Vi skal have løst en opgave, som i forvejen er rimelig kompliceret, og som er meget mere – forstå mig ret nu – end kun at tegne ‘de rigtige streger’,” siger han og laver anførselstegn i luften. Han bliver ved: ”Det her handler om at gøre, hvad der overhovedet er muligt inden for mulighedens grænser. Når man ser på ideen – det er en sindssyg idé, typisk dansk idé, det var aldrig gået i Sverige – men når man så kigger på den, løftet den og kigger ned på maskinen, hvor der er ting og sager… hold kæft mand,” siger han.

Bjarke Ingels møder Douglas Durst

Douglas Durst fra The Durst Organization en newyorker-byggematadoren, der har hyret Bjarke Ingels til at lave BIG’s første skyskraber på Manhattan. Durst sidder for bordenden i et mødelokale og ser venlig, men magtfuld ud i sit jakkesæt. Bjarke Ingels sidder ved siden af og er klædt i en sort t-shirt med V-hals. Han smiler en smule anstrengt.  ”Vi løb en kæmpe risiko,” siger Durst. ”Han har jo aldrig arbejdet i New York før. Han har vist ikke engang arbejdet i USA før. Det var en kæmpe risiko. Men vi er entreprenører, og det vil sige, at vi er risk takers.” Efter et klip siger han pludselig, at ”Bjarke er ikke unik… undskyld, Bjarke. Og Bjarke er villig til at lytte. Vi har haft arkitekter, som simpelthen” – her sukker Durst – ”nægtede at lytte til anvisninger. Jeg hørte engang en arkitekt sige: ‘nu lægger jeg min blyant ned.’ Bjarke har ikke et skrøbeligt ego. Heldigvis.”

Det er formentlig en ret præcis karakteristik og en af forklaringerne på Ingels’ succes: at han ikke har et gigantisk ego. Selv som voksen er han en begejstret, nysgerrig, opfindsom, fantasifuld dreng, der kan lide at bygge ting, og så er han en formidabel, vedholdende sælger med overtalelsesevner af en anden verden.

Bjarke Ingels spekulerer over livet og døden

Cirka 50 minutter inde i Big Time skrues der lidt op for dramaet. Det er heromkring, det viser sig, at Bjarke Ingels har fået hjernerystelse. Først taler han om en dundrende hovedpine. Så ser vi ham sidde og kæmpe for at holde sig vågen til møder. Han tager sig af og til til hovedet, og på lydsiden hører vi en skærende lyd, som vel egentlig svarer meget godt til at have ondt i hovedet.

Efter et klip, hvor Ingels tilsyneladende er faldet i søvn på bagsædet af en bil, ser vi nogle billeder af hjerneskanninger, og pludselig begynder et lille foredrag: ”Det er nærmest ironisk, at nogle verdens mest innovative arkitekter endte med at sætte et uhyggeligt aftræk på arkitekturen.” Det er Bjarke Ingels’ stemme: ”De blev i hvert fald misforstået af andre. Hvis man tager sådan en som Le Corbusier, så begyndte han som en vild revolutionær, han tog nogle uddaterede værdier og moderniserede dem. Men efterhånden blev han også modernismens stamfader. Han byggede et stilistisk fængsel, som var endnu mere uhyggeligt end det, han erstattede… og så endte han med at drukne.”

Og pludselig skifter Ingels emne og taler om store arkitekter, der kom med banebrydende ideer, men endte med ikke at få dem gennemført, fordi de døde ”under unaturlige omstændigheder”. Han nævner den catalanske arkitekt Antoni Gaudí, som blev kørt over af en sporvogn; han omtaler den store amerikanske arkitekt, der ”blev fundet død på herretoilettet på Penn Station”; den italienske arkitekt Carlo Scarpa, der faldt ned af en trappe og brækkede halsen; Eero Saarinen, hans favoritarkitekt, der døde som 51-årig af komplikationer efter en hjerneoperation. ”Så du skal sørge for at få lagt nogle mursten, mens du er her,” er Bjarke Ingels’ takeaway på den sag. Man aner lidt dødsangst, og det varmer faktisk en lille smule.

Bjarke Ingels møder Larry Silverstein

Der er mange stille scener i dokumentaren. Der er også mange fine scener. I en scene, der både er stille og fin møder vi ejendomsinvestoren Larry A. Silverstein (som i dag er 86 år). Han er bestyrelsesformand for ejendomsudviklingsselskabet Silverstein Properties, som han grundlagde med sin far i 1957. Han virker ret frisk og tygger tyggegummi, og han kan tydeligvis lide Bjarke Ingels.

”Da vi første gang fandt sammen,” hvisker Larry Silverstein halvt til Ingels, halvt til kameraet, ”og jeg så Tower Two (endnu et BIG-projekt på det sydlige Manhattan, red.), havde jeg en fornemmelse af, at bygningen var ved at vælte. Jeg sagde: ‘Bjarke, lad mig tænke over det. Jeg skal lige summe lidt over det.’ Da jeg kom hjem, kiggede jeg mig i spejlet og sagde til mig selv: ‘Hør, Silverstein, det er på tid, at du bliver lidt mere fleksibel.’ Når man bliver ældre, bliver man mere rigid, man bliver ufleksibel. ‘Nu skal du altså løsne lidt op og lytte til det, andre siger til dig, især når de virkelig ved, hvad de taler om.’ Men jeg må tilføje, at din kreative sans, en kreativ juice, der er intet mindre en bemærkelsesværdig. Du har selvfølgelig også et glimrende hold omkring dig, bestående af folk, der vil brillere, og som stræber efter excellence på højest mulige plan. Så mit samarbejde med dig og dit team har været en ekstremt fascinerende og fornøjelig oplevelse.”

Det er stærkt.