Ghettoblaster: Mix af socialdemokratiske flops

Socialdemokraterne må have svært ved at tro på deres held i disse dage. Efter at have tabt samtlige folketingsvalg siden 2001 på en – i eget selvbillede – for svag og diffus udlændingepolitik og dermed være blevet knust af Venstres alliance med Dansk Folkeparti, går bevægelsen nu pludselig den modsatte vej: Med VLAK-regeringens plan mod parallelsamfund, der blev præsenteret i Mjølnerparken på Nørrebro i går, har de borgerlige partier for første gang nogensinde valgt at kaste sig ind i udlændingedebatten på socialdemokratiske præmisser.

Efter mange krumspring og kolbøtteture gennem det politiske landskab er Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti endt med at ville gå til valg på en boligsocial plan, der i hele sit udtryk lyder som en sampling af gamle socialdemokratiske kongstanker, monumentale fusere og aldrig udlevede drømme. Selv om det kan virke overrumplende, er det på mange måder logisk, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har reageret ved at sige: Too little, too late.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er vendt tilbage i papirbunkerne til en gammel socialdemokratisk plan, som nu lanceres som en ny offensiv. I både sin motivation og indhold er planen næsten umulig at skelne fra den ‘ghettopakke’, som allerede daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen lancerede kort efter sin tiltræden. Allerede i 1994 lancerede den socialdemokratiske regering således en pakke med 30 initiativer, der skulle afhjælpe socialt belastede boligområder.

Ryd alle slumkvarterer

Med særligt Københavns overborgmester Egon Weidekamp i spidsen har Socialdemokratiet gennem flere generationer kæmpet mod slumkvarterer – og gerne med bulldozere, politirydninger og gadekampe, hvis det var nødvendigt. Den brutale saneringspolitik i Københavns brokvarterer har tydeligt vist, at Socialdemokratiet har været villige til at bruge alle midler, når det handlede om at fjerne forudsætningerne for uværdige livsvilkår for jævne borgere i Danmark.

Alle havde ret til lys og luft – om de så selv ville have det eller ej.

Bysaneringen i 1980’erne var nådesløs og kom bestemt ikke til at virke efter hensigten. De nye boligblokke, f.eks. i den sorte firkant på Nørrebro, endte hurtigt som nye slumområder. Men jernviljen var ikke til at tage fejl af. Socialdemokratiet har gennem hele det 20. århundrede brugt boligpolitikken som et socialpolitisk værktøj.

Da Poul Nyrup Rasmussen trådte til i 1990’erne var den udtalte ambition at hjælpe udsatte børn væk fra den sociale sump, der var ved at vokse frem i de ellers nybyggede, almennyttige boligområder i og omkring de større byer.

Den socialdemokratiske idé var – dengang – at renovere og modernisere bygningsmassen og samtidig sætte målrettet ind med en aktiv beskæftigelsesindsats overfor de indvandrerforældre, som endnu ikke havde fået fodfæste på arbejdsmarkedet. Kort sagt: en kombination af rettigheder og pligter.

Det socialdemokratiske opgør mod de nye lommer af social isolation blev forstærket i 2000 med en såkaldt ‘Handlingsplan mod ghettoisering’, der havde til formål at ”undgå yderligere ghettoisering og forslumring”. Dengang blev udlejningsreglerne ændret, så bl.a. arbejdsløse kom bagest på ventelisterne. Men lige meget hjalp det.

Forslumringen fortsatte. Ulykkeligvis blev de sociale, økonomiske og kulturelle problemer kun klumpet endnu mere sammen i de boligområder, hvor middelklassen for længst var flygtet fra, og andelen af arbejdsløse, kriminelle og psykisk syge derfor voksede langt over en kritisk masse.

Kriminalitet og konfrontation

Problemerne med forslumring var ikke længere til at tage fejl af, og alvoren blev da også skruet gevaldigt op, da Anders Fogh Rasmussen indtog Statsministeriet. Retorisk kom der mere schwung i sagerne, og i sin nytårstale i 2004 udtalte Venstre-manden med stort drama: ”Ghettodannelser fører til vold og kriminalitet og konfrontation. Det kender vi fra udlandet. Og det hverken kan eller vil vi acceptere i Danmark”.

I nytårstalen, der dengang blev opfattet som et håndfast udtryk for Foghs beslutsomhed og handlekraft, forsatte han: ”Vi må stoppe den ulykkelige ghettodannelse. Vi må insistere på, at børnene lærer ordentligt dansk, inden de skal i skole. De unge, utilpassede indvandrere skal væk fra lediggang, gadehjørner og kriminalitet. De skal i arbejde. De skal have en uddannelse. Og de bliver nødt til at forstå og respektere de værdier, som det danske samfund bygger på”.

Den daværende VK-regering fremlagde også straks en ‘Strategi mod ghettoisering‘, der skulle bremse de ”de vedvarende ghettoiseringstendenser”. Retorisk sparker strategien af på de socialdemokratiske forgængere, men i substansen er der ikke tale om en realpolitisk revolution. I oplægget fra 2004 – dengang Lars Løkke Rasmussen endnu kun var indenrigs- og sundhedsminister – hedder det:

”Det er regeringens mål, at de boligområder, hvor indvandrere, flygtninge og deres efterkommere bor, skal være steder, hvor de mødes med danskere. Hvor der etableres netværk på tværs af personlige og kulturelle forskelle. Hvor man hører og lærer dansk. Og hvor fordommene om hinanden sættes på en prøve og afmonteres. Boligområderne skal være platforme for en generel integration i samfundet og for et øget kendskab til de normer og værdier, der gælder her. De skal være platforme for børnenes integration. Og de skal lette adgangen til det arbejdsmarked, der er helt afgørende for, at den enkelte kan blive selvforsørgende og indgå i samfundet på lige fod med andre”.

Epoken med Anders Fogh som statsminister var imidlertid hverken beslutsom eller handlekraftig. Forslumringen fortsætter. Fogh fik ikke knækket den onde spiral.

Tilbage til en fuser

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har været statsminister før, og dengang  fremlagde han også en ghettoplan. I 2010 fremlagde den borgerlige regering endnu en ghettoplan, ‘Ghettoen tilbage til samfundet – et opgør med parallelsamfund i Danmark‘, hvor ambitionerne fra forgængerne gentages, ja, næsten ordret:

”Vi skal ikke acceptere parallelsamfund i Danmark. Vi skal forandre de områder, hvor danske værdier ikke har fuldt grundfæste. Vi skal sætte ind over for de områder, som lukker af over for det omkringliggende samfund. Og hvor en høj koncentration af indvandrere betyder, at mange vedbliver med at være tættere knyttet til det land og den kultur, de eller deres forældre kommer fra, end til det danske samfund, de lever og bor i. Vi skal omdanne disse områder, så de bliver en integreret del af det danske samfund,” lyder det i forordet fra regeringen og Lars Løkke Rasmussen.

Ligesom hverken Poul Nyrup Rasmussen eller Anders Fogh Rasmussen fik gjort alvor af deres ord om at ville bekæmpe forslumring, fik Lars Løkke heller ikke taget fat i sin første periode som statsminister. I stedet kom den nye SRSF-regering atter på banen i 2013 med endnu en ghettoplan, ‘Udsatte boligområder – de næste skridt‘, hvor flere af de seneste tiltag også præsenteres.

Lars Løkke er tilbage ved ‘square 1’, altså ved udgangspunktet. Den eneste – og dermed største – forskel mellem på den ene side de tidligere forgæves forsøg på at stoppe forslumringen og på den anden side VLAK-regeringens nye udspil er viljen til straf. Lars Løkke & co. lægger op til at ville straffe de familier, socialarbejdere og beboere, som ikke drives til at flytte væk, eller sprede problemerne ud til andre områder. Men grundidéerne er og bliver en tilbagevenden til den klassiske beton-socialdemokratisme. Nu blot med bøder og fængselsstraffe oveni.

Det kan kaldes for ‘socialdemokratisme med en borgerlig knippel’, som Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, skriver i dagens leder: ”Det liberale Danmark har med denne plan overgivet sig til socialdemokratismen.  Planen vil gribe langt ind i borgernes liv, fællesskabets indretning og institutionernes praksis. Der er kontroversielle, men fornuftige forslag som eksempelvis nye krav til institutioner, nedrivning og omdannelse af dysfunktionelle boligblokke og økonomisk belønning til de kommuner, som skaber gode integrationsresultater. Det er socialdemokratisme med en borgerlig knippel”.