Nyhedsanalyse

Valg i Italien: Bunga bunga, populisme og en falleret venstrefløj

Når der søndag er valg i Italien, bliver det et opgør mellem to comeback kids og en purung femstjernepopulist. Den kriminelle Silvio Berlusconi vejrer igen politisk morgenluft, men får hård kamp af centrumvenstrekandidaten Matteo Renzi og femstjernepopulisten Luigi Di Maio. Meget står på spil for Italien. Landet er fortrop i flygtningekrisen, har en enorm ungdomsarbejdsløshed, og EU-spørgsmålet bliver ved med at presse sig på. Føljetons Andreas Terp giver dig alt, du behøver at vide om det italienske valg.

FILE PHOTO: Italy's former Prime Minister Silvio Berlusconi gestures during the television talk show "Porta a Porta" in Rome, Italy June 21, 2017. REUTERS/Remo Casilli/File Photo

Da Føljetons Lars Trier Mogensen for nogle år siden var taget til udlandet for at følge et europæisk topmøde, mødte han pludselig en gammel kending i italiensk politik. Ud af den store folkemængde af politikere og embedsmænd, kom en solbrun mand spankulerende med sit karakteristiske lurendrejersmil.

Med sig havde Silvio Berlusconi et entourage af solbrillebeklædte sikkerhedsvagter, som med deres store overarme og sænkede øjenbryn ikke lignede nogen, man havde lyst til at lave sjov med. Men over alle de stærke, sortklædte mænd hævede Berlusconi sig. Il Cavaliere (ridderen), som han ofte kaldes, dansede hen over gulvet som en høj, rank og atletisk mand. Tilsyneladende. For da Berlusconi gik forbi, gik det op for Føljetons mand, at han måtte kigge godt og grundigt nedad for at få øje på den italienske politiker – Berlusconi havde simpelthen valgt de laveste sikkerhedsvagter, han kunne finde, så han selv fremstod som en fandens karl.

Man tror det er løgn, men nu er Berlusconi tilbage på toppen i italiensk politik. Han blev ellers detroniseret, så det sang, i begyndelsen af 2010’erne med en dom om skatteunddragelse og anklager om sex med mindreårige, korruption, forbindelser til mafiavirksomheden Casa Nostra og alverdens andre fiksfakserier.

Men den lille ridders tilbagevenden til toppen er ikke det eneste bemærkelsesværdige ved morgendagens valg i Italien. Italien er den tredjestørste økonomi i hele eurozonen, og valgresultatet er derfor af interesse for hele EU’s befolkning. Desuden er italienerne fortrop, når det gælder flygtningestrømmen, ligesom valget i Italien kan blive en lakmusprøve på, om populismen har sluppet sit tag i Europa, eller om endnu et populistisk parti skal gribe magten.

Føljeton klæder dig i dagens analyse på til søndagens valg i Italien.

Den nye valglov

Den italienske politiske struktur kan godt være lidt af en mundfuld. Det forventes ikke, at man forsøger at forstå (eller læse) nedenstående diagram, men det illustrerer på fineste vis, at det kan være noget af en labyrint at navigere sig igennem magtens tredeling Italien.

Hvad ind i..? (Illustration: Wikipedia)

Hvis man ikke lige har planer om at tage en ph.d.-grad i italienske politiske institutioner, så er det eneste, man behøver at vide inden valget, at italienerne skal stemme på kandidater til parlamentets to kamre, og at premierministeren i praksis bliver valgt på følgende måde: Det er lederen af det parti, som enten selv kan mønstre et flertal, eller som kan samle en flertalskoalition bag sig.

Men at samle en stabil regering i Italien er nemmere sagt end gjort. Da den nuværende premierminister Paolo Gentiloni satte sig på posten, var han den femte premierminister i løbet af fem år, og han var desuden den fjerde premierminister i træk, der ikke havde fået posten på baggrund af et valg. Intet parti har i de seneste år formået at samle en stabil regering bag sig, og det har ført til store koalitioner over midten, hvilket har skabt et ustabilt politisk arbejdsmiljø.

Tilbage i slutningen af 2016 forsøgte daværende premierminister Matteo Renzi at få gennemført en forfatningsændring, der skulle strømline det parlamentariske system, så det blandt andet ville blive lettere for en regering at få bugt med landets økonomiske problemer. Men ved en folkeafstemning blev forfatningsændringen stemt ned, og Renzi måtte trække sig som premierminister og gøre plads til den nuværende leder af Italien.

I stedet blev der senere vedtaget en anden og mindre gennemgribende reform af valgsystemet, og det er dette system, der skal stå sin prøve ved valget på søndag.

Det nye system er vigtigt af flere årsager. For det første har det skabt en del debat i Italien, fordi systemet i praksis tilgodeser partier i koalitioner. Det har fået den populistiske femstjernebevægelse til at brokke sig højlydt, da de grundet deres anti-etablishment profil nægter at indgå i en koalition med andre partier. Systemet er også vigtigt, fordi det kan bringe gamle italienske kendinge tilbage i premierministerstolen. Men den måske vigtigste årsag til, at det uprøvede valgsystem er vigtigt at nævne, er, at det skaber en total uforudsigelighed i forhold til, hvem der ender som vinder i morgen.

De vigtigste spillere

Den nye valglov gør nemlig, at man denne gang kan regne endnu mindre med meningsmålingerne, end det ellers normalt er tilfældet – man har simpelthen ikke prøvet at måle på dette system før.

Hvis man alligevel kigger lidt på meningsmålingerne, tegner der sig et billede af, at det kan gå hen og blive tæt. Med de nye regler skal et parti eller en blok op og have omkring 40% af stemmerne for at opnå et stabilt flertal, og som det ser ud lige nu, er der ingen, der når det resultat.

I Italien er det ulovligt at offentliggøre meningsmålinger i de sidste to uger op til et valg. Men kigger man på de målinger, der blev offentliggjort for to uger siden, ser det sådan ud for de enkelte partier:

Gennemsnit af meningsmålinger, der måler partiernes procentandel 2 uger inden valget. (Illustration: CNN)

Og således ud for de koalitioner, der er blevet dannet inden valget:

Gennemsnit af meningsmålinger, der måler koalitionernes procentandel 2 uger inden valget (Illustration: CNN)

Men hvem er det, der gemmer sig bag de maleriske partinavne som Fremad Italien, Femstjernebevægelsen og det lidt kedeligere Demokratiske Parti? Her følger en gennemgang af de vigtigste partier og politikere.

Forza Italia – den italienske Jesus er tilbage

Berlusconi er tilbage! (Foto: Scanpix)

Vi har allerede været inde på det, men med alle odds imod sig har den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi rejst sig fra den politiske grav. I forhold til at vende tilbage fra de døde fik den lille fighter således ret, da han for flere år tilbage sagde således om sig selv: ”Jeg er politikkens Jesus Kristus. Jeg ofrer mig selv for alle de andre.”

Berlusconi stiller ikke selv op ved valget, fordi han er dømt for skattesvindel. Alligevel er det den fallerede Forza Italia-fader, der sidder og trækker i trådene hos centrumhøjre-partiet. Dermed er det heller ikke sikkert, hvem der får premierministerposten, hvis højrefløjskoalitionen vinder. Men uanset hvad skal vedkommende godkendes af manden, der kalder sig italiens bedstefar.

Især ét spørgsmål synes at trænge sig på, når man snakker om Berlusconis comeback i italiensk politik: Hvorfor i himlens navn er en mand, der er kendt for korruption, bunga bunga-fester (hvor han, efter sigende, havde sex med mindreårige) og dokumenteret svindel, pludselig igen populær?

En af årsagerne har denne artikel allerede berørt: Den notoriske ustabilitet i italiensk politik. Igennem de seneste 30 år har der været 13 premierministre i Italien, og den eneste premierminister siden 1988, der har siddet den fulde periode på 5 år ud, er Berlusconi – i alt ni år var han premierminister i Italien. Berlusconi symboliserer derfor en sikker havn i det oprørte vand, som italiensk politik ofte er.

Berlusconi er tidligere nærmest blevet kendt som populismens fader. Den her gang er det dog anderledes. Guderne må vide hvordan, men ved dette valg er det lykkedes Berlusconi at positionere sig som et bolværk mod populismen. Han taler som pro-europæer, som en liberal, der ønsker flad skat og som en social ansvarlig, der vil sætte minimumspensionen op.

Det hele kan dog gå hen og blive en broget affære, fordi Forza Italias koalitionspartnere er nogle hårde konservative hunde. Fx vil partiet Nordisk Liga trække Italien ud af Euroen (bortset fra når de ikke vil alligevel) og samtidig gør de klar til at deportere 100.000 migranter.

Femstjernebevægelsen – den purunge populist

Den kun 31-årige leder af Femstjernebevægelsen Luigi Di Maio (Foto: Scanpix)

Når Berlusconi pludselig står som den moderate antipopulist, må det jo være fordi  nogen har overtaget hans plads som folkeforfører. Den nogen er Luigi De Maio og hans parti Femstjernebevægelsen. Skulle De Maio gå hen og blive den næste premierminister, bliver han en af verdens yngste med sine kun 31 år.

Femstjernebevægelsen har, som så mange andre bevægelser og partier i Europa, grebet den populistiske bølge, der de seneste år er skyllet ind over kontinentet. Partiet blev stiftet i 2009 af den karismatiske komiker Beppe Grillo og har med deres kritik af det korrupte politiske establishment siden fået vind i sejlene og står i dag til at blive et af de største partier i parlamentet.

De politiske emner, der har defineret Femstjernebevægelsen, er kampen for direkte demokrati, antiglobalisme og en god portion skepsis over for EU. I den nuværende valgkamp har De Maio lovet, at skulle han og hans parti komme til magten, vil de i løbet af kortest mulig tid afskaffe mindst 400 ”ubrugelige” love. Ifølge dem vil det skabe et lettere og mere gennemskueligt skattesystem, det vil lette bureaukratiet, så det bliver nemmere at have en virksomhed, og der vil komme mindre skattesnyd. Ligesom det danske Alternativet, kæmper Femstjernebevægelsen også for en fast basisindkomst – også kaldet borgerløn.

Men kampen mod antikorruption er på den anden side ved at ramme bevægelsen i baghovedet som en boomerang. Partiet gik fra at være protestbevægelse til magtparti, da de vandt borgmesterposter i Rom og byen Bagheria på Sicilien. Men i Rom er partiet blevet beskyldt for at fifle med budgettet, og på Sicilien er borgmesteren under anklage om korruption. 

Det Demokratiske Parti: kan Matteo Renzi få et comeback?

Matteo Renzi har haft god tid til at spille videospil de sidste par år. (Foto: Scanpix).

Centrum-venstre har haft et par hårde år i Europa. De socialdemokratiske partier har fået tæsk ved et utal af valg, og nu ser det ud til, at det også kan komme til at ske i Italien. I dag har de premierministerposten, ligesom de styrer 15 ud af Italiens 20 regioner. Men efter søndagens valg, kan det komme til at se helt anderledes ud.

At kalde Det Demokratiske Parti for socialdemokrater er nok i nærheden af det, man kalder en journalistisk stramning. Da centrum-venstre partiet blev dannet i 2007, opstod det som en sammenslutning af en række partier på venstrefløjen – fra kommunister til moderate centrum-grupperinger. Der er derfor også stor diversitet i medlemmernes meninger, så selvom deres ideologi nok bedst kan beskrives som socialdemokratisk, så er der fløje i partiet, som er langt mere venstreorienterede. I øvrigt er det nok ingen tilfældighed, at partiet har snuppet deres navn fra de amerikanske demokrater.

Den nuværende premierminister Paolo Gentiloni er medlem af Det Demokratiske Parti, men der er intet, der tyder på, at han kan få lov til at blive siddende. Det kan egentlig undre, da han er en forholdsvis populær skikkelse i italiensk politik – således har selv Berlusconi sagt god for, at det skal være ham, der leder landet med en teknokratisk regering, hvis valget ender uden vinder og man må vente på nyvalg.

I stedet har Det Demokratiske Parti banet vejen for, at Matteo Renzi kan få et comeback. Som allerede nævnt måtte Renzi forlade posten som premierminister efter at have tabt en folkeafstemning om en reformering af de politiske institutioner. Og måske skulle Renzi have taget den folkeafstemning som et vink med en vognstang. I meningsmålingerne ser Renzi ud til at få tæsk i forhold til tidligere resultater. Ved Europaparlamentsvalget i 2014, som blev afholdt lige efter Renzi blev premierminister, fik partiet 41 procent af stemmerne. Ved meningsmålingerne to uger inden valget var tallet tættere på 23 procent.

Det er måske også her, vi skal finde Femstjernebevægelsens succes. Som denne artikel om Renzis forfald fra Politico.eu forfald peger på, så føler mange af de italienske vælgere, at både Renzi og Berlusconi har haft deres chance, og at ingen af dem har indfriet de italienske vælgeres forventninger. Derfor må man kigge mod den populistiske bevægelse i stedet.

Da Renzi var premierminister i 2014, blev ham kendt som “il Rottamatore”, altså nedrivningsmanden, fordi han havde travlt med at reformere Italien. Renzi var bon-kammerater med Obama, og i EU-regi har han også været lidt af en darling.

I denne valgkamp har Renzi forsøgt at overbevise vælgerne om, at Det Demokratiske Parti skal have magt igen, så de kan hæve minimumslønnen, de ønsker at EU bliver til De Forenede Europæiske Stater og så vil de i højere grad have flyttet flygtningespørgsmålet over til EU – fx skal medlemsstater, der ikke vil tage imod flygtninge, straffes økonomisk af EU.

Et italiensk kaos

Det er nærmest umuligt på nuværende tidspunkt at spå om, hvem der går fra valget i morgen som sejrherre. Det mest sandsynlige er nok, at ingen af partierne eller koalitionerne når de 40%, som skal bruges for at kunne danne en stabil regering. Og således skal de meget uenige fløje enten til at samarbejde om en storkoalition, hvilket på nuværende tidspunkt synes usandsynligt, eller også skal de italienske vælgere til stemmeurnerne endnu engang. Ingen af delene lyder lovende for et Italien, der kan ende i politisk kaos.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12