Uregerlig vrede dør aldrig

To store begivenheder overskyggede alt for os denne weekend: Det italienske valg og megarotten Landmærkets påståede død.

Helt kort kan man sige, at det blev protesten, der vandt i det italienske valg. Sådan tegner billedet sig her til morgen, hvor cirka halvdelen af stemmerne fra gårsdagens valg er blevet talt op. En videreførsel af den bevægelse, som hele verden har været en del af de sidste år.

Centrum-højrekoalitionen med tidligere regeringsleder Silvio Berlusconis Forza Italia og det indvandringskritiske Lega ser ud til at få flest stemmer, men ikke et flertal, mens det rene protestparti Femstjernebevægelsen, der ikke umiddelbart lader sig højre-venstre-placere, med komikeren Beppe Grillo som frontfigur er stormet frem og ser ud til at blive det største parti med hver tredje stemme.

Det er protester, der bliver svære at regere med og endnu sværere at regne med, så man skal holde skarpt øje med Femstjernebevægelsens signaler de næste dage, hvis man vil se, hvilken vej vinden blæser, men billedet er mudret, og prognosen uforudsigelig, siger folk, der har mere forstand på det end os. Avisen La Stampa opsummerer situationen klart med overskriften ”Uregerlige Italien” på forsiden, mens Corriere della Sera betegner regeringsdannelsen som ”en rebus”. Avisen Il Tempos forside siger ”Sikke et bordel”, der ifølge The Guardian skal oversættes til ”sikke et rod”. Og DR’s Niels Kvale kan for en gangs skyld heller ikke komme med et kvalificeret bud på en regering.

Men alle disse spekulationer er som sådan ligegyldigheder, når resultatet foreligger, og det fjerner fokus fra det vigtigste resultat i går, nemlig den overvældende protest, valget bar præg af. For det var ikke bare en lille begmand, der blev tildelt det socialdemokratiske regeringsparti Det Demokratiske Parti (PD), men en gedigen kæberasler. PD fik ved valget i 2013 omkring hver tredje stemme i Italien, men lige nu står partiet til cirka 18%.

Det fører os direkte over i den kæberasler, den legendariske kæmperotte Landemærket formentlig har fået sig i Kongens Have i København. Vi skriver formentlig, da liget af rotten endnu ikke er fundet, men efter en jagt på et halvt år har parkens skadedyrsbekæmpere erklæret den 58 centimeter lange rotte for død. Dermed er den gået samme vej som 600 andre rotter fra parken, der har været hårdt plaget af de forkætrede dyr det sidste års tid.

Men hvad er det, vi hader så dybt ved rotterne? Hvorfor skriver aviserne sejrsportrætter over rottefængerne, og tv-stationer rottenekrologer? Der findes stort set ikke voksne mennesker, som ikke afskyr det dyr, men der er heller ingen, der for alvor synes at komme hadet ret meget nærmere, end at de er ‘ulækre’. Det er noget med rottens måde at trænge sig ind på mennesker på. Noget ved dens størrelse og hurtighed. Noget ved det, den roder i, noget med de sygdomme, den bærer, noget ved dens skarpe kløer og tænder og noget ved dens fuldkomne arrogance over for mennesket. Den ligner os endda i sin adfærd. Den bidrager ikke med noget nævneværdigt i økosystemet, opfører sig komplet anarkistisk og snyltende og går med glæde til voldelige yderligheder for at sikre sin egen arts overlevelse på bekostning af alt andet.

Men i virkeligheden vil vi argumentere for, at man slet ikke skal finde dybderne af hadet til dyret hos rotten, men hos os selv.

Hadet er et had mod noget andet. Rotten er dybt kompliceret, nærmest en mytologisk figur, og som man kan følge gennem verdenslitteraturen, kunsten og den sparsomme rottelitteratur, der findes, har mennesket altid levet i dette underlige forhold med dyret. Som den britiske zoolog James Rodwell beskriver det i sit hovedværk fra 1858 The Rat; Its History & Destructive Character, kan rotten ses “som en agent for menneskelig opløsning og forfald”, ikke bare fysisk i dens hærgen og tiltrækning af det ødelagte eller beskidte, men i selve vores tankegang og i vores sprog. Rotter er et slags djævelsk spejlbillede af selve civilisationen. Hvor vi er, er de. I skyggen af vores kultur. De kommer frem, når mørket falder på, og lever af vores affald, urenheder og overforbrug. I kloakkerne under jorden, ved skraldespandene, i undergrunden, i hulmuren, på loftet og under gulvet. De udgør mere end 25% af klodens pattedyr og har indtaget alle kontinenter, men til trods for deres store succes anerkender vi dem dårligt nok som et dyr.

Vores teori er ikke fyldestgørende – det anerkender vi – men her er et bud, der også kæder den sammen med den populisme, der skyller ind over os i det politiske liv: Mennesker er bange for mange ting i deres liv. Døden, ubehag, det uforudsigelige, fremtiden, fattigdom og alt det, vi ikke kan forstå. Men mennesket er også dybt uselvstændigt og ureflekteret, så de har svært ved at stå alene med denne angst og selv adressere den. Så når vi helt legitimt får lov at hade noget – noget, alle kan blive enige om at hade, eller noget, nogle peger på og siger ‘had det’ – så finder al vores frygt der over. Al vores vrede, al vores frygt for døden, det uforudsigelige, det ukontrollerbare, fremtiden, fattigdom og alt det, vi ikke kan forstå, kan puttes ned i det, vi fælles peger på som dæmonen. Sammenligningerne ligger lige for. /Lasse Lavrsen.