Erhvervslivets kvinder fortæller om at være en svamp for store egoers snakkeflod

Det er vores indtryk, at langt de fleste kvinder kan genkalde sig bizarre situationer, hvor tilstedeværende mænd sætter alt i stå for at forklare noget, der er helt åbenlyst, eller som de ikke har nævneværdig forstand på. Det kan ske for kvinder i alle brancher – også de få ensomme ulve, der har en stilling helt i toppen af dansk erhvervsliv, hvor de ofte er eneste repræsentant for deres køn. Det sker med stor sandsynlighed også med omvendt fortegn i profesionelle sammenhænge, hvor mænd er i mindretal, men i dag på Kvindernes Kampdag har vi sat fokus på de situationer, hvor kvinder bliver ofre for en løbsk mandesnakkeflod.

Her fortæller otte kvinder fra forskellige dele af erhvervslivet om deres erfaringer med mansplaining.

Bente Sorgenfrey, formand for FTF:

”Jeg oplever til tider, at mænd udelukkende refererer til andre mænd i diskussioner, på trods af at kvinder har været på banen i de samme diskussioner og bidraget med konstruktive løsninger eller ideer. Det har undertiden betydet, at forslag, der er formuleret af en kvinde, pludselig har skiftet ejermand/kvinde og er blevet til et forslag fra en mand. Jeg har også været i situationer, hvor mænd har haft svært ved at få øje på kompetente kvinder til eksempelvis bestyrelser, på trods af at der ligger en liste med kvindenavne og gode cv’er – de kender nemlig lige en velegnet kandidat. Rip, Rap, Rup-effekten lever stadig i bedste velgående. Jeg har også mødt mænd, der forklarer mig noget, jeg godt ved i forvejen, og som, på trods af at jeg gør opmærksom på det, fortsætter. Til dem siger jeg så endnu engang: Stop – denne gang meget tydeligt.”
 

Hun hugger igen, hvis hun oplever patronisering

Agi Csonka, programchef i Villum Fonden og tidligere administrerende direktør for Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE):

”Mansplaining er en del af en generel måde at udøve magt på, og jeg har erfaret, at mænd tit har en mere sofistikeret forståelse af magt, end kvinder har, og de udøver den derfor på mange forskellige måder. Mansplaining er en del af det, men en anden vigtig del af mænds magtudøvelse er det, jeg vil kalde ‘male bonding’. Mænd har et fællesskab, som kvinder ofte bliver udelukket fra, også i professionel sammenhæng. Tit kan en kvinde sige noget i en forsamling, uden at få respons, og så kan en mand siger det samme sekundet efter, og så refererer alle til ”som Ole lige sagde”. Mænd har en uudtalt og måske også ubevidst gensidig pagt med hinanden, en slags mandesolidaritet, hvor man anerkender hinanden, uanset hvor klogt det sagte er. På den måde får man  gjort hinanden en tjeneste, mand og mand imellem, fordi man lader hinanden shine, samtidig med at man får skabt et fællesskab, der udelukker andre – ofte kvinder.”

”I starten af min karriere havde jeg en mandlig mentor, der lærte mig om betydningen af symbolsk magt, noget som kvinder ofte ikke går så meget op i. Sæt dig for bordenden, tag ansvar for styringen i en samtale, bryd ind i en samtale mellem mænd og tag ordet selv, indtag rummet. Mange af os kvinder vil måske automatisk tænke, at det jo handler om sagen, og at vi ikke behøver sidde for bordenden, bare fordi vi er ledere, men dermed afskriver man altså magtformer, som mænd benytter sig af hele tiden.”

”Jeg har altid været meget allergisk over for patronisering. Det kan jeg bare slet ikke have, og jeg hugger i den grad igen, hvis jeg oplever det. Så får jeg på en slagfærdig måde sagt, at jeg godt ved det i forvejen, hvis nogen begynder at belære mig om noget, jeg udmærket er klar over. Sådan er jeg bare nødt til at være.”
 

Hun nægter at være ”en martyr for oversnak”

Stine Carsten Kendal, administrerende direktør på Dagbladet Information.

”Det er for mig hjerteskærende, hvor dårligt vi forstår hinanden i ligestillingsdebatten. Jeg tror desværre ikke, at mine oplevelser især i mine yngre år med mænd, der taler på mig, vil bringe os et bedre sted hen. I stedet har jeg tænkt meget over, hvad jeg selv gør for ikke at blive en svamp for store egoers snakkeflod. En af tingene har været at lære at afbryde. Det er ikke særligt høfligt, og jeg gør det måske for meget, men det betyder, at jeg ikke bliver en martyr for oversnak.”

”En anden ting er at tage ordet i forsamlinger. Det lyder lidt fesent, men jeg var engang til et møde med Madeleine Albright, der sagde, at hendes bedste råd til kvinder var at tage ordet til møder og forsamlinger, for ellers fortryder du. Det tog jeg virkelig med mig. Lad være med at sidde og vente. Sig, hvad du har på hjerte, hvad du tror, løser problemet eller kan oplyse samtalen.”

Nu er jeg leder, og ledere taler tit for meget, så jeg vil også give mig selv det råd, jeg ellers vil give til mænd. Lyt nu lidt mere. Spørg. Lyt. Prøv at forstå de andre. Og lige i dag på 8. marts. Det ville være fantastisk at blive spurgt, hvorfor ligestilling er så vigtig for mig som kvinde. Spørg din kollega, din kæreste, din søster. Nu du spørger: Det er et spørgsmål om at blive set som et rigtigt menneske og at have lov til at være i verden, som man er. Jeg er sikker på, at mange mænd også tvivler på deres plads. Men når kvinder har så lidt taletid i det offentlige rum, også hos os medier, så virker det simpelthen som om, vi ikke må fylde så meget. Det er det, der gør mig ked af det, og også vred, hvis nogen prøver at mansplaine, at 8. marts ikke er nødvendig. Det sker så ikke på Information.”

Nogle gange skal mænds talestrøm bare afbrydes

Lisa Herold Ferbing, cand. jur., bestyrelsesformand for Djøf.

”Jeg befinder mig meget ofte i professionelle situationer, hvor jeg er den eneste kvinde. I hardcore jura og økonomiske fag, er der bare ikke ret mange kvinder. Når jeg tænker tilbage på min karriere, og specielt på de situationer, hvor mit køn har været i undertal, så er der én sætning, som hele tiden dukker op i hovedet på mig. Det er en sætning, jeg bruger, når mænd er godt i gang med at forklare et eller andet, som jeg udmærket godt er klar over. Så rejser jeg mig lidt op i sædet og siger med en kraftig stemme ‘Det her, det ved jeg faktisk noget om!’”

”Den sætning kan jeg mærke helt indefra, og jeg kan høre mig selv sige det helt tydeligt. Når jeg har brugt den sætning, så er det, fordi jeg er nået dertil, hvor jeg simpelthen bliver nødt til at afbryde en talestrøm. Hvor mænd har siddet og kloget sig, og jeg oplever, at de ikke hører, hvad jeg siger. Når jeg så kommer med min sætning, så opstår der ofte en blanding af forbavselse og en lammende tavshed, hvor alles øjne hviler på mig. Og så er det bare med at få sagt mine pointer i en fart, nu jeg endelig har ordet og folks fulde opmærksomhed.”

”Der er en stereotyp opfattelse af, at det er kvinderne, der plaprer derudad, men hold da op, hvor mænd også bare taler meget, i hvert fald i en erhvervskontekst. Jeg har mange nuværende og tidligere skønne mandlige kollegaer, og jeg er slet ikke interesseret i at placere mænd og kvinder i hvert vores hjørne af kamparenaen, men jeg kan alligevel ikke lade være med at reflektere over, hvordan nogle mænd taler kun for at tale. Som om de bare partout skal sige noget, også selv om det er lige er blevet sagt bare med nogle andre ord.  Ofte er det meget tydeligt, at de gør det for at manifestere sig selv. Og jeg har da også siddet og faket en stor interesse for fodbold, fordi det simpelthen bare er nemmest. Det har jeg været nødt til for at kunne komme videre i programmet.”

 
Lisbet Thyge Frandsen, bestyrelsesformand i bObles, tidl. Group Senior Vice President i Grundfos, CEO i BDO og Group Holistic Officer i Rambøll:

”’Tror han virkelig på, at jeg – og alle de andre – ikke kan se ind bag hans historier og forklaringer?’ Det spørgsmål har jeg desværre gang på gang stillet mig selv i mit stille sind. For eksempel de gange en bekendt i erhvervslivets top til et middagsselskab eller en reception fortæller mig, hvor fantastisk det går ham og hans virksomhed – og en uge senere er han fyret. Ofte har jeg selv indsigt i de indre forhold i virksomheden og ved derfor, at han er ved at bilde mig noget ind. Det kan i første omgang føles som en nedvurdering. Hvem tror du egentlig jeg er? Tror du virkelig ikke, at jeg har begavelse, åndsnærværelse og indsigt nok til at gennemskue dig? Men i virkeligheden er det patetisk og frygtelig trist for ham. Trangen til at male et glansbillede af sig selv og sine præstationer bunder dybest set i manglende selvværd. Hvorfor er det så vigtigt for ham, at jeg og alle andre synes, han er en fandens karl, der kan ordne hele verden? Hvorfor er han nødt til at sende posts og pressemeddelelser ud med selvpromovering og syge forklaringer på det, der går ham imod?”

”Når jeg oplever mansplaining, ser jeg en lille bange dreng, der febrilsk forsøger at bilde mig noget andet ind. Jeg får medlidenhed med ham og ønsker, at han havde et bedre selvværd, så han kunne hvile i sig selv med alle sine kvaliteter og fejl. Ingen er perfekte, alle har ups and downs. Alle ville vinde, hvis vi tør være os selv i al vores uperfekte og vidunderlige mangfoldighed af talent, evner og personlighed.”

”Tænk hvis vi kunne give fremtidens ledere et bedre selvværd, som sætter dem i stand til at bidrage positivt til verden i stedet for at bruge energien på uproduktive ting som at nedgøre andre og bygge illusioner op om egne fortræffeligheder? Forskning viser, at det er muligt. Udvikling af grovmotorik helt fra fødslen gennem fri og glad tumlen giver øget læreevne, sociale kompetencer og selvværd. Det er faktisk en af årsagerne til, at jeg selv igennem de sidste par år har brugt noget af min tid på at hjælpe dette budskab ud.”

Tusind lag af mansplaining

Phie Ambo, dokumentarfilminstruktør og iværksætter.

”Mansplaining har alle kvinder været ude for. Det er jeg overbevist om. Jeg er i et fag, hvor jeg selv skal indkøbe teknisk udstyr, og hold nu fast, hvor har jeg hørt på meget mansplaining i den forbindelse. Nogen, der lige skal forklare mig, at den mikroport altså ikke fungerer, sådan som jeg erfaret, at den gør efter at have arbejdet med udstyret de seneste 10 år. Derfor har jeg brugt hende, der er udstyrsansvarlig på Filmskolen til at rådgive mig de seneste år. Det er meget mere effektivt, og vi kommer uden om tusind lag af mansplaining. Ligegyldigt hvor mange film jeg har lavet, og hvor meget erfaring jeg har opsamlet, så er det det samme hver eneste gang.”

”Jeg kan ind imellem godt finde på at afbryde for at komme videre i teksten. Men det er faktisk det værste, man kan gøre, har jeg erfaret. Når manden mansplainer, så skal man lade ham snakke. Hvis man afbryder og siger cut to the chase, så bliver det bare endnu værre, fordi han så skal  positionere sig på ny. Man er nødt til bare at lade ham tale ud – så kan man komme videre. Et godt råd til kvinder, der gerne vil undgå at spilde for meget af deres liv på mansplaining, er så vidt muligt altid at gå direkte til toppen. Her oplever jeg meget sjældent, at der bliver brugt tid på den slags.”

Man bliver lidt træt, når mænd ‘oversætter’, hvad man siger

Britta Borch Egevang, direktør, Djøf:

”I min egen karriere har jeg ofte oplevet, at kvinder får at vide, at de gør tingene for komplekse og bruger mange ord. ‘Kan du ikke bare adressere en problemstilling ad gangen og gøre det mere klart’. Og endnu værre, når en mand begynder at ‘oversætte’, hvad man siger som kvinde. Det kan f.eks. være, når kvinden siger: ‘Når vi skal lancere dette produkt, mener jeg, at det er vigtigt, vi får forholdt os mere nuanceret til de relevante kundegrupper’.  Den mandlige kollega: ‘Jeg tror, det, hun siger, er, at vi skal forholde os til de relevante kundegrupper, når vi lancerer produktet’. Så bliver man lidt træt.

”Der er ikke kun én faktor til de manglende kvinder i bestyrelser og topledelse. Og mange faktorer er svære at gribe om, såsom den måde vi taler og tilgår problemstillinger på. Tallene taler for sig selv. Der ER få for kvindelige ledere. Et af argumenterne for ikke at vælge kvinder er, at ‘talentpuljen’ ikke er stor nok. Det synes jeg er noget sludder. Det kommer jo helt an på, hvordan man vurderer og også finder og fremmer talent. Når topchefen eller bestyrelsesmedlemmet skal vælges, tager man ofte det sikre kort. Den der taler som en selv, læs: en mand. Derfor bør headhunterne udvide søgefeltet og præsentere kvindelige kandidater, også selvom de taler på en anden måde. Virksomhederne bør så på deres side være parate til at vælge anderledes end de plejer. Ikke bare for kvindernes og retfærdighedens skyld, men simpelthen fordi det er dyrt at miste gode talenter.”

Mansplaining skal dræbes ved at insistere på sin faglighed

 
Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet.

”Min strategi har altid været, at hvis mænd taler hen over hovedet på mig, så sætter jeg ekstra kul på min faglighed. Jeg sætter mig ekstra godt ind i tingene, og jeg sørger for at have et ekstra godt argument, så jeg virkelig kan byde ind og insistere på min faglighed. I mit nuværende job har jeg en naturlig taleposition, men op igennem mit liv og i tidligere jobs har jeg altid reageret ved at forberede mig godt og være fagligt skarp og præcis, hvis jeg har kunnet mærke, at nogen ville køre mig over. Jeg bliver ikke sur eller gentager mig selv, jeg fortæller bare, hvad jeg ved, og så holder jeg fast.”

”Jeg tror, at hvis man som kvinde har den mest magtfulde rolle i rummet, så er graden af problemet ikke nær så stort. Når jeg derimod er blandt ligemænd, så oplever jeg, at der i højere grad er tale om en positionering, hvor man som i kvinde i visse mødesammenhænge kan opleve, at der ikke bliver lyttet til det, vi siger. Det bliver ikke hørt, og så kan det godt være, at der er en anden mand, der tager samme pointe op senere. Det har jeg ofte talt med andre kvinder om.”

”Hvis man som kvinde gerne vil blive respekteret og dermed undgå den her mansplaining, så kan vi vælge en strategi, der går ud på at ligne en mand. Vi kan klæde os som mænd, i jakke og skjorte og opsat hår, så vi får en mere mandeagtig autoritet. Måske vi endda ubevidst tillægger os en dybere stemme eller prøve at syne fysisk højere. Men uanset om du har en dyb stemme eller er høj og kraftfuld, så er det min opfattelse, at der er en tradition for magtfordeling mellem mand og kvinde, og derfor opfattes kvinders udsagn anderledes end mænds, selv om de måske har præcis samme betydning. Når en mand formulerer det, bliver det hørt på en anden måde, end hvis jeg lige har sagt det. Og så kan jeg række hånden op og sige ‘Hey, det sagde jeg lige’, men hvorfor skulle jeg det?”

Amalie Schroll Munk er tidligere journalist på Føljeton. I dag ansat hos Weekendavisen.