OK18: Sophie Løhde er stærkere end fagbosser

Det er helt efter bogen, at staten, regionerne og kommunerne i går valgte at lockoute flere hundrede tusinde offentligt ansatte. Efter fagforbundene først havde varslet strejker på særligt udvalgte områder, valgte arbejdsgiverne at eskalere konflikten – og har nu meddelt, at stort set alle offentligt ansatte fra et tidspunkt mellem slutningen af april og begyndelsen af maj vil blive sendt hjem uden løn.

Sådan fungerer den danske model. Formelt. Når en overenskomst udløber, og parterne ikke umiddelbart kan blive enige om en ny, ja, så kan lønmodtagerne på den ene side strejke, og arbejdsgiverne kan på den anden side lockoute.

Men det offentlige arbejdsmarked fungerer bare slet ikke som på det private område. Dynamikkerne og styrkeforholdene er grundlæggende anderledes. Og konklusionen står allerede klar: Den danske model gælder reelt ikke længere i arbejdskonflikter mellem offentlige arbejdsgiver og offentligt ansatte.

Arbejdsgiverne har større og mere effektive våben end lønmodtagerne, nemlig kavaleri-støtte fra statens chefforhandler, minister for offentlig innovation Sophie Løhde. Den 34-årige Venstrekvinde vil først som sidst gribe ind på vegne af arbejdsgiverne.

Det store spørgsmål er kun: Vil Sophie Løhde & co. overhovedet have et flertal bag sig i Folketinget til at kortslutte konflikten? Men dét spørgsmål venter længere nede ad vejen.

2013 spøger i kulissen

Lige nu er interessen for at nå et kompromis ikke gensidig, da en sandsynlig storkonflikt lynhurtigt vil ende med et indgreb i Folketinget, der ophøjer arbejdsgivernes krav til lov. Og når først landet lægges ned – omkring Store Bededag – vil der ikke gå mange døgn, før VLAK-regeringen bruger anledningen til at gribe ind i overenskomstforhandlingerne.

Sådan skete det tilbage i 2013, efter Kommunernes Landsforening havde lockoutet skolelærerne, og SRSF-regeringen greb ind med den forkætrede Lov 409.

Dengang fik lockouten lov til at løbe i 25 dage, men det var kun, fordi at konflikten var begrænset til skoleområdet alene. I år tegner sammenbruddet til at ville omfatte langt størstedelen af den offentlige sektor, mindst 440.000 offentligt ansatte, og dermed blive mere end tifold større i forhold til 2013. Presset for et lovindgreb vil vokse betydeligt, når først konflikten rammer, og det er derfor tæt på 100% usandsynligt, at en kommende storkonflikt vil få lov til at fortsætte i hele 25 dage.

I år vil også den private sektor blive hårdt ramt, når børnene ikke længere kan passes i vuggestuerne, når togene ikke kører, og når f.eks. titusindvis af svin ikke længere kan blive slagtet uden dyrlægekontrol.

Så snart konflikten er virkelighed, vil VLAK-regeringen rykke hurtigt og forsøge at gribe ind med en ny lov, der knæsætter de krav, som staten, regionerne og kommunerne ikke har kunnet få lønmodtagerne til at acceptere frivilligt, men som altså pludselig og ved tvang vil blive gældende ret i Danmark.

OK18 som en spareøvelse

Forventningen om et ensidigt lovindgreb har kortsluttet forhandlingerne fra begyndelsen. For hvorfor skulle topforhandlerne fra staten, regionerne og kommunerne egentlig komme lønmodtagerne i møde, når de udmærket ved, at VLAK-regeringen dels er på deres side og dels er parat til at gribe ind med en lov?

Arbejdsgiverne har tre krav – ingen mærkbare reallønstigninger, annullering af de betalte spisepause og forsat lovbestemt arbejdstid til skolelærerne – og alle tre krav vil efter alt at dømme blive en del af et forudsigeligt lovindgreb.

Tiden arbejder for arbejdsgiverne. I tilfælde af en storkonflikt vil staten, regionerne og kommunerne nemlig ikke skulle udbetale løn til deres ansatte, og vil kunne spare milliarder af kroner, mens lønmodtagerne omvendt selv skal finansiere deres daglige fornødenheder. Så længe de har råd til at undvære løn.

Skævvredet styrkeforhold

Styrkeforholdet på det offentlige område er markant anderledes end på det private område. En virksomhed taber indtægter, når produktion og salg går i stå, ligesom medarbejderne går det, og derfor har de en fælles interesse i at nå til enighed. I mindelighed. Omvendt på det offentlige område, hvor arbejdsgiverne ikke taber nævneværdige (skatte-)indtægter under en kortvarig konflikt.

Modsat på det private område, hvor smerterne er gensidige og nogenlunde jævnbyrdige – hvilket også er hovedårsagen til, at konflikter sjældnere og sjældnere ses på det private arbejdsmarked. Hverken virksomhedsejere eller privatansatte har råd til at lægge produktionen ned i ugevis. Så er det altid billigere at møde hinanden på halvvejen. Pragmatismen råder i det private.

Men de offentlige lønmodtagere mangler en kontant klemme på de offentlige arbejdsgivere. Smerten er asymmetrisk: Arbejdsgiverne vil i værste fald slet ikke kunne mærke konflikten økonomisk, i bedste fald spare penge, mens skolelærere, sygeplejersker og politibetjente skal tære på opsparing og lån.

Der er gået politik i den

Jo før og større storkonflikten bliver, desto bedre vil det kynisk set være for staten, regionerne og kommunerne. Derfor kalkulerer arbejdsgiverne lige nu åbenlyst med at accelerere tidspunktet for en konflikt og dernæst et politisk lovindgreb. Dynamikken kan slet ikke sammenlignes med, hvad der sker på det private arbejdsmarked. Der er gået politik i OK18.

Efter indgrebet i 2013 ved de offentlige arbejdsgivere udmærket, at embedsmændene inde i Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet allerede har skuffeplanerne klar. Set fra arbejdsgivernes side handler alt lige nu om at gøre konflikten så omfattende som overhovedet muligt, da et indgreb derved vil komme endnu hurtigere.

Eskaleringen kan teoretisk set også føre til, at parterne finder hinanden i forhandlingerne i Forligsinstitutionen. Havde der været tale om en privat overenskomstforhandling ville de konkrete uenigheder ikke være større, end at et kompromis hurtigt ville falde på plads. Særligt også fordi private forhandlingerne ikke ville omfatte så ufatteligt mange lønmodtagere, over 700.000 ansattes løn og arbejdsvilkår er på spil i de kommende uger.

Indtil videre står de mange og vidt forskellige fagforbund sammen. Fra højtuddannede til ufaglærte, fra statslige embedsmænd til kommunale servicearbejdere. Denne sjældne solidaritet – f.eks. har Djøf’erne ikke været i konflikt siden 1969 – er dog potentielt endnu et svagt led hos lønmodtagerne. For vil skrankepaverne, de røde numsetørrere og skinne-skidt-skraber-fagforeningspersonalet kunne stå sammen, skulder ved skulder, gennem en storkonflikt?

Næste akt i magtspillet kommer til at handle om politiske forsøg på at splitte solidariteten mellem fagforbundene. Hvis – og når – først enkelte fagforbund begynder at vakle i geledderne, vil Sophie Løhde & co. for alvor kunne trumfe. Det ser umådeligt svært ud for de offentligt ansatte.