Så blev det 8. marts igen, og det er vel okay at sige, at det er i dag, at mænd i alle samfundets krinkelkroge, tynde og fede, blege og brune, forhutlede og forfængelige, rige og fattige, høje og lave, dumme og kloge, handy og fummelfingrede, generelt skal forsøge at sige noget rigtig fornuftigt, og hvis de ikke kan det, så skal de sætte sig ned og holde deres kæft, for lige i dag, er der ikke nogen, der gider lægge øre til, hvad de plejer at kunne slippe af sted med af trivialiteter.
Det er Kvindernes Internationale Kampdag, og selv om dagen måske har været vigtigere engang ‘i gamle dage’, da den satte fokus på noget så basalt som valgret til kvinder, så føles det alligevel, som om den er vigtigere end nogensinde, fordi der blandt andet med #MeToo-bevægelsen er kommet et reelt gennembrud for forståelsen af, at kvinder ikke har lige rettigheder og skal kæmpe ekstra hårdt for at opnå de ting, som visse mænd tager for givet.
Det er, som om der er blevet slået hul på en mur, der for mange har været usynlig, og pludselig er kampdagen ikke bare retorik, men endnu et tungt redskab i værktøjskassen, der kan få bunken af mursten væltet helt omkuld.
Skællene – og her taler vi ikke om de skæl, som ligger på dansk erhvervslivs alt for mange mandlige chefers og bestyrelsesformænds skuldre, men skæl i nytestamentlig forstand: Skællene er faldet fra øjnene, og der er et momentum, hvor der selvfølgelig vil være nogle elementer af det, man i krigsterminologien kalder collateral damage – utilsigtede skader på uskyldige – og det er der al mulig grund til at være meget påpasselig med at undgå.
I en kronik i Politiken forleden advarede lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet Marianne Stidsen mod #MeToo-bevægelsens uheldige sideeffekter. Det er der mange, der har gjort det forløbne halve år, og nogle har haft mere held med det end andre.
Stidsen kommer imidlertid galt af sted fra første linje: ”#MeToo-bevægelsen er en ny mccarthyisme med modsat politisk fortegn,” skriver hun, ”og jeg finder den – sagt helt uden overdrivelse – ekstremt farlig”. Hun ser i bevægelsen en trussel mod ”moderne liberalt humanistiske ideer om enkeltindividets ret og frihed til at tænke og føle, som han/hun vil”, og peger på, at alene navnet #MeToo (som jo bare er opstået ved et tilfælde på de sociale medier) ”i sig selv rummer nogle højst uheldige associationer”, idet hun ser ‘ogsa mig’ som et udtryk, man bruger, når man bange for ikke at få del i det, som andre har.
”For mig at se ligger der altså i udtrykket angsten for at gå glip af noget. Det vil sige, der ligger en eller anden form for misundelse på lur. Det er selvfølgelig temmelig uheldigt, at bevægelsen på den måde allerede i og med sit navn kommer til at signalere en motivation, som ikke er båret af uselvisk etisk og politisk engagement i kvinders ligestillingssag, men snarere er præget af en egoistisk, narcissistisk trang til at ‘være på’, til ‘også at blive set’,” skriver hun.
Det bliver et forkrampet angreb på en bevægelse, som har ført så meget godt med sig. Som mand kan man kun glæde sig over, at det ikke er en mand, der har skrevet teksten. Stakkels fyr, ville man have sagt til sig selv og trukket på skuldrene. Og med de ord: God kamp til alle. /Oliver Stilling