Politiet har tildækket ubåden "UC3 Nautilus" med presenning i Nordhavn i København, hvor den lige nu står opbevaret og her ses, onsdag den 7. marts 2018. Torsdag begynder retssagen mod ubådsbyggeren Peter Madsen. Her er han tiltalt for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall. agen er planlagt til at strække sig over 12 retsmøder. Over 30 vidner vil blive udspurgt.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)
På Vejdirektoratet og blandt trafikinteresserede opererer man med det fænomen, der hedder glokøer. Det er de motorvejskøer, der opstår i den modsatte vejbane ved trafikuheld, fordi bilisterne sætter farten helt ned for at kunne se, hvad der er sket. I tæt trafik kan det give køer og trafikpropper på flere timer og er et stort problem for sommertrafikken ned gennem Europa. Så stort er problemet, at man har måttet køre dyre oplysningskampagner over hele kontinentet for at få folk til at lade være.
Men det nytter ikke. Vi kan ikke se væk. Familier på tur, lastbilchauffører og forretningsrejsende – vi vil ikke se det, men vi vil ikke se væk. Det er døden og ulykken, der drager os. Gyset. Helt neurologisk er det vores hjerne, der opsøger det, fordi ulykken stimulerer vores mest grundlæggende behov og konfronterer vores dybeste frygt. Vi er nede i amygdala, eller mandelkernen, som vi kalder den herhjemme, og det er det lille område i hjernens tindingelap, som blandt andet håndterer følelser, frygt og forsvarsreaktioner. Herfra ryger det op til frontallapperne, der fortolker, hvad vi ser, og roligt kan forklare os, at vi ikke har grund til at frygte.
Det er det samme, der sker, når vi ser gyserfilm, læser krimier, og ja, det er det, der sker, når vi minutiøst følger en retssag mod en mand, der har bygget sin egen ubåd og står anklaget for at have tage en ung kvinde med ned i den for at mishandle hende og partere liget. Det er grunden til, at retssalen er fyldt til bristepunktet med medier fra hele verden, det er grunden til, at selv den intellektuelle og ‘lødige’ del af pressen interesserer sig for den, til trods for at den reelt ikke vedkommer andre end ofrets familie. Det er grunden til, at vi glor.
Vi skal ikke skamme os
Men selv om det ikke vedkommer os, så kommer det os alligevel ved, og vi skal ikke skamme os over at følge med i ulykkerne. De giver os mulighed for at bearbejde og konfrontere vores dybeste angst fra en sikker platform. Vi kan stille os selv de store spørgsmål, komme tættere på frygten, døden og livet, og det bearbejder og stimulerer ifølge neurologer vores empati for andre mennesker. Negative og frygtsomme følelser stimulerer os mere end positive, og vi har lettere ved at udvikle os gennem dem. Derfor er vi også mere draget af dem. Og derfor er vores øjne rettet mod Københavns Byret.
Det giver os også en mulighed for at se på vores retsvæsen, tale om løgnens fænomenologi, forstå politiets opklaringsarbejde, tro på vores retssamfund, diskutere køn, vold og menneskelige relationer. Som udgangspunkt, er der ikke tale om en kynisme, når vi drages og ser på det tragiske, og hvis vi holder fast i os selv og bibeholder respekten for de berørte, kan det ligefrem hjælpe samfundets empati og forståelse. Der foregår mange vigtige ting i vores verden – overenskomstforhandlinger, Nordkorea-relationerne, krigen i Syrien, klimakatastrofer – og menneskelig empati er også en af dem. /Lasse Lavrsen