Hvordan jeg lærte at holde op med at bekymre mig og elske Richie Rich

Richie Rich er en film fra en enklere tid. Da filmen om den lille rige dreng havde premiere i 1994, var økonomien god, atomtruslen fra sovjetunionen var forsvundet, og Danmark var forsvarende europamestre i fodbold. De var en tid, hvor man kunne gå i neonfarver og høre Spice Girls uden en snert af ironi, og hvor Hollywood havde råd til at drikke så meget alkohol til morgenmad, at de syntes, det var en fremragende idé at kalde en film for Richie Rich og give den undertitlen ‘Et eventyr så stort… selv verdens rigeste dreng har ikke råd til at misse det!’ Se bare traileren. Den slags film skabes altså kun af storgrinende producere, hvis maver er så udspilede af foie gras, at de næsten ikke kan vralte hen til kaminen for at hælde årgangswhisky på de brændende pengesedler.

Richie Rich er en film af sin tid. Og så alligevel… For denne artikels vovede påstand er, at Richie Rich faktisk er lidt af en anakronisme. En film, hvis budskab undermineres af den tid, den er skabt i. Ja, der sidder nok mange Richie Rich-kendere derude nu og er klar til at opsige deres abonnement på Føljeton i vrede over denne eklatante fejltolkning af et filmisk mesterværk, men tillad os alligevel at uddybe vores dristige påstand.

Først en lille påmindelse: Hvad er det nu egentlig, filmen handler om? Richie Rich er verdens rigeste dreng. Han har alt. Han lever i et luksuriøst palæ, han har en forlystelsespark i haven, sin egen baseballtræner og alt det legetøj, han nogensinde kunne ønske sig. Han lever det liv, alle børn drømmer om. Men alligevel er Richie trist. For han har ingen venner. Men bare rolig, for i løbet af filmens 103 lange minutter, kommer Richie og en flok middelklasse børn ud på et skørt, skørt eventyr, som vigtigst af alt ender med, at de vinder hinandens venskab. Moralen er velkendt: Lykke kan ikke købes for penge.

Bortset fra at, jo, det kan den godt. For grunden til, at vi var glade i 90’erne og kunne holde ud at sidde og se film som Richie Rich, var blandt andet, at vi havde penge nok. Da vi mistede dem igen, blev vi allesammen kede af det – også selv om vi stadig havde venner.

Den Store Depression

Da verdensøkonomien krakkede og kastede en mørk skygge over 1930’erne, som blev præget af økonomisk recession, arbejdsløshed og dertilhørende fattigdom, døbte man krisen The Great Depression eller blot Depressionen. Faktisk er en depression et alment brugt begreb inden for økonomi og beskriver en periode, hvor økonomien befinder sig i en længerevarende recession – altså en periode med slem økonomisk nedgang.

Sådan en depression har vi også haft for nylig. Finanskrisen, der begyndte omkring starten af 2008, har først lige sluppet sit tag i den vestlige økonomi efter at have eroderet den optimisme, som havde præget højkonjunkturerne årene forinden. Finanskrisen var en depression. Men den forårsagede også depressioner. Finanskrisen havde ikke blot konsekvenser for makroøkonomiske strukturer, den havde også negativ indvirkning på enkeltindividers fysiske og psykiske helbred.

Et nyt studie fra de velansete engelske universiteter City, University of London og King’s College London slår nu fast, hvad mange nok har haft en mistanke om længe: Nemlig at finanskrisen ikke bare ramte folk på pengepungen, men at krisen skabte ændringer i individers adfærd, hvilket blandt andet førte til øget risiko for fedme, diabetes og psykiske sygdomme.

Lad dem spise kage

Det er egentlig ikke så mærkværdigt, når man tænker over det. Ifølge myten svarede dronning Marie Antoinette, da hendes undersåtter under den franske revolution konfronterede hende med, at de ikke havde mere brød og sultede, at de da bare kunne spise ”spise kage”.

Citatet (sandt eller falsk) er blevet symbolet på Marie Antoinettes totale afkobling fra den almene franskmands liv – hun forstod ikke, at ingen havde råd til kage i stedet for brød. Dengang sultede befolkningerne, når økonomien var dårlig. I dag er det anderledes. I dag spiser man rent faktisk kage, når økonomien er dårlig. Som forskerne i studiet påpeger, så er fed og usund mad billigere end de sunde alternativer. Når økonomien er dårlig, vil flere altså være forfaldne til de usunde alternativer.

Interessant nok konkluderer studiet, at den øgede risiko for psykisk sygdom ikke direkte skyldes de dårlige arbejdsløshedsrater, som den økonomiske kriser var årsag til. Det er selve recessionen, der gør folk deprimerede. Sagt med andre ord: Det er kapitalismens utilstrækkelighed og vores smuldrende samfundsmodel i sig selv, der gør os deprimerede. Dog nævner forfatterne også, at den almene usikkerhed og frygt for at miste jobbet under dårlige tider kan have en påvirkning på folks psyke.

Hellere rig og glad end fattig og trist

Så hermed har vi overbragt dig det måske mindst overraskende forskningsresultat nogensinde: Det er trist at være fattig. Men det var heller ikke det, der var budskabet i Richie Rich. Han var jo ikke fattig. Han var rig og trist. Men her må forskningen benhårdt knuse det smukke budskab i 90’er-filmen. Du er bare gladere, hvis du er godt ved muffen, og dermed tyder alt på, at du faktisk godt kan købe dig til lykke.

Endnu et for nyligt udgivet studie viser, at folk med store formuer er mere tilbøjelige til at sige, at de har et lykkeligt liv – jo flere millioner du har på bankbogen, jo gladere er du. Desuden viste studiet, at personer, der selv havde tjent deres penge, var gladere end personer, der havde arvet dem eller på anden måde var kommet “gratis” til rigdommen. Måske er det også derfor, at lottovindere kun i en kort periode, efter de har vundet gevinsten, er gladere, end de var, før de vandt. 

Studiet har dog sine begrænsninger. Den vigtigste er nok, at det kun er millionærer, som indgår i undersøgelsen. Altså viser studiet, at du er gladere, hvis du har 10.000.000, end hvis du har 1.000.000. Her kan man komme med den til lejligheden opfundne Joakim-von-And-indvending. Joakim bliver glad, når han får én krone mere i pengetanken. Det gør Joakim, fordi han er helt besat af penge, hvilket også er grunden til, at han blev rig i første omgang. Men når hans uheldige nevø Anders får en krone, stiger hans lykke ikke, fordi penge ikke er vigtige for Anders, og at han derfor aldrig har prioriteret dem.

Så hvor stiller alt dette os i forhold til Richie Rich: Tjo, Richie er jo rig i forvejen, så i den henseende burde han blive gladere, hvis han fik en rutsjebane mere i sin private forlystelsespark. På den anden side har han jo arvet sin formue, hvilket indikerer, at han måske ikke er så glad alligevel, og rent faktisk har brug for venner. Kan det dog være sandt? Vi må endnu dybere ned i forskningen.

Det ultimative lønniveau

Ude i virkeligheden, langt væk fra Richie Richs fantasi-palæ, er forhandlingerne og kampen om de offentlige lønninger i fuld gang. Der har været meget snak om, hvad der er fair. Hvad er den retfærdige løn til en social- og sundhedshjælper? Selv de fleste KL-typer og deslige kan godt blive enige om, at vi gerne vil have glade social- og sundhedshjælpere. Hvordan får vi så glade SOSU’ere? Løsningen kommer lige her.

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet tjener en social- og sundhedshjælper ca. 22.000 om måneden. Men et studie fra Princeton University viser, at det er langt under den løn, der giver den maksimale lykke. Ifølge forskerne bag studiet bliver folk lykkeligere, jo flere penge de tjener op til en grænse på 75.000 dollars om året. Over dette beløb kunne forskerne ikke finde nogen sammenhæng mellem lønstigning og øget lykke. 75.000 dollars er ca. 450.000 kroner om året. Dertil skal man huske, at der er tale om et amerikansk studie, hvor skattetrykket og prisniveauet er noget lavere end i Danmark. Dermed er det lykkelige lønniveau nok lidt højere i Danmark.

SOSU’en tjener ca. 270.000 om året, og dermed er de altså et godt stykke fra “det lykkelige lønniveau.” Det argument kan man jo lige vælge at smide ind i forhandlingerne, hvis det skulle være.

Læren fra Richie Rich

Hermed slutter den langhårede analyse af en tåbelig børnefilm fra 90’erne. Hvad har vi lært? Vi har lært, at Richie er en opmærksomhedskrævende satan, der går og lader som om, han er ulykkelig. Det kan ikke passe, Richie. Du har alt, og forskningen siger, at du burde være lykkelig.

Og dog… For selv om der er evidens for, at velstand fører glæde med sig, så kunne man godt have den mistanke, at relativt til den glæde, man får igennem sociale bekendtskaber, er lykken ved penge relativt lille. Desuden giver penge primært lykke, ikke fordi det i sig selv er fedt at have penge, men fordi det eliminerer en masse bekymringer.

Så med al den viden i bagagen, kan vi måske alligevel lære noget af den lille Rich. Penge betyder kun noget, fordi vi bekymrer os så meget. Så måske skulle vi holde op med at bekymre os og i stedet holde af kvalmende moraliserende film fra 90’erne.