
RNPS: YEAREND REVIEW 2014: POLITICS North Korean leader Kim Jong Un (2nd L) watches a basketball game between former U.S. NBA basketball players and North Korean players of the Hwaebul team of the DPRK, with Dennis Rodman (R) at Pyongyang Indoor Stadium in this undated file photo released by North Korea's Korean Central News Agency (KCNA) in Pyongyang, and received by Reuters on January 9, 2014. REUTERS/KCNA/File (NORTH KOREA - Tags: POLITICS SPORT BASKETBALL TPX IMAGES OF THE DAY)
Så blev det lørda-dag igen, og vi er egentlig stået op til nogle udmærkede nyheder. Men først en servicemeddelelse af samfundsmæssig karakter: Lad være med at gå ind på Skats hjemmeside i dag! Årsopgørelsen for 2017 er allerede nu gjort tilgængelig for 4,6 millioner danskere, selv om den officielle åbning først er i næste uge. Skat har dog en bagtanke med forpremieren, og det er at ”teste systemerne” inden mandag, skriver de i en pressemeddelelse. Her på Føljeton mener vi imidlertid, at du simpelthen er for god til at lade dig indrullere som statslig forsøgskanin. Gå en tur i skoven i stedet og tænk nogle af de store tanker, der har bragt dig dertil, hvor du er i dag. (Hvis du sidder i fængsel, så bliv siddende og tænk over, hvad du kunne have gjort anderledes.)
Og mens vi er ved frihedsberøvelse: Det er jo ikke comme il faut at hovere over andres ulykke, men vi vil tillade os at gøre en undtagelse. Amerikansk Vice bragte sent fredag aften en artikel med denne overskrift: ‘Martin Shkreli græd, inden han fik syv års fængsel‘.
Sagen handler om, at den skumle 34-årige tidligere hedgefund-fyrste fra Brooklyn er blevet knaldet for økonomisk bedrageri af forskellig karakter. Shkreli blev kendt i hele verden, da han i 2015 købte patentet på den sjældent benyttede, men livsnødvendige medicin Daraprim og fra den ene dag til den anden satte prisen op med 5.000%. Daraprim benyttes af visse aids-patienter og folk, der har fået foretaget transplantationer, og de skulle nu til at give 750 dollars for en pille i stedet for 13,50.
Dommeren i Brooklyn nåede også frem til, at Shkreli skal betale syv millioner dollars i erstatning. Hvis han ikke kan det, må han sælge sit Picasso-maleri og forhåbentlig også det sjældne, sjældne Wu-Tang Clan-album Once Upon a Time in Shaolin, som han var den mystiske køber af på en auktion for tre år siden, og som han har hævdet at have betalt to millioner dollars for. Hvad det er værd i dag, kan dog blive svært at afgøre, skriver New York Times. Lige meget hvad så er det rart, når retfærdigheden sker fyldes. Udvikling og fremskridt varmer.
Verdensfredens ve og vel
Det bringer os frem til verdensfreden. I september skrev vi her i Føljeton, at den sære tidligere basketballspiller Dennis Rodman kunne få en afgørende rolle i mæglingen mellem USA og Nordkorea, fordi han er den eneste person i verden, som er gode venner med begge to. Dengang antydede han i et tv-show, at Trump og Kim Jong-un nærmest ville kunne lide hinanden, og at der ville ske ting og sager, så snart de begyndte at tale sammen. Det giver på en måde god mening. Både Trump og Kim Jong-un er så aparte, at de kunne være fra et andet solsystem.
Nu har Dennis Rodman udsendt en pressemeddelelse om, at han glæder sig over sagens udvikling: ”Godt gået, præsident Trump,” skriver han. ”Du er på vej til et historisk møde, som ingen amerikansk præsident har formået. Jeg ser frem til at få lavet mere basketballdiplomati i Nordkorea i de kommende måneder. Send venligst mine bedste hilsner til marskal Kim Jong-un og hans familie.”
Verden er et forunderligt sted. /Oliver Stilling