Kære læser

Det smukke, frihedselskende Danmark

Den fransk-algeriske forretningsmand og aktivist Rachid Nekkaz holder klokken 15.00 pressemøde foran Christiansborg. Forretningsmanden har proklameret, at han vil betale de bøder, som kan blive udstedt, hvis regeringens maskeringsforbud vedtages. Han hævder selv, at han har betalt over tusinde bøder i andre europæiske lande, som blandt andet Holland og Frankrig, der har lignende maskeringsforbud. Han mener, at han ved at betale bøderne kan neutralisere forbuddet. Fredag den 9. marts, 2018. (Foto: Uffe Weng/Scanpix 2018)

Her til morgen meldtes der om tæt tåge over store dele af Danmark. På Sønderjyske Motorvej var sigtbarheden helt ned til 60 meter, og de lokale politibasser måtte opfordre danskere i bil til at sætte farten ned og tage bestik af afstanden. Man skulle ikke tro, at det var nødvendigt, for er der noget mere dansk end at holde afstand? Men det var nødvendigt: Klokken 9.43 advarede Sydjyllands Politi bilisterne mod at foretage den sindssygt farlige manøvre at vende om på motorvejen i vrede over ikke at kunne komme frem på grund af uheld. ”LAD VÆRE!” skrev vagthavende Twitter-betjent med desperate versaler.

Stedvis tåge rammer også fra tid til anden toppen af dansk politik. Ja, nogle gange kan man vel ligefrem tale om en decideret formørkelse. Forleden landede den 46-årige algerisk-franske forretningsmand, velhaver, sekulære muslim og politiske aktivist Rachid Nekkaz i København for at holde et ydmygt pressemøde ude i kulden foran Christiansborg, hvor han iført elegant blå frakke og folkelig kasket omtalte vores land i vendinger, der burde varme langt ind i Venstre, der vist stadig kalder sig Danmarks liberale parti. ”Det smukke, frihedselskende Danmark,” kaldte Nekkaz os.

Han forklarede endnu endnu engang, hvorfor han er villig til at betale de bøder, som kvinder, der bærer den islamiske klædedragt niqab, ville kunne risikere at få som straf, hvis VLAK-regeringens forslag til et ”burkaforbud” træder i kraft.

”Jeg ønsker ikke, at det smukke, frihedselskende Danmark følger flere andre europæiske landes eksempel og forbyder tildækning af ansigtet,” sagde han ifølge Kristeligt Dagblads reportage fra stedet. ”Der er kun godt 50 kvinder i Danmark, der bærer niqab, så hvad er problemet? Personligt er jeg imod, at kvinder tildækker ansigtet, men samtidig forsvarer jeg kvinders ret til at gå klædt, som de vil. Jeg ved, I synes, det er overraskende, at en muslim kæmper for friheden, men jeg er frihedselskende på samme måde som filosoffen Voltaire.”

Okay, selvbevidst og -promoverende er Rachid Nekkaz nok også. Man kan dog sige, at det styrker hans frihedsvinkel, at han var kommet direkte fra Iran, hvor han angiveligt havde hjulpet 29 kvinder, som var blevet arresteret for ikke at bære det muslimske tørklæde hijab.

Det mest udanske

Men hvad var så statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) reaktion på Rachid Nekkaz’ lille intervention, der nærmest har karakter af performance? Det var, temmelig overraskende, at trække danskhedskortet. At betale bøder af den karakter for andre er ifølge Løkke ”meget, meget udansk”, fordi det kan danne skole og erodere ”hele fundamentet i vores retssamfund”, som han frygtsomt formulerede det.

At det er tågesnak ved enhver, der for eksempel har fået sin mormor til at lægge ud for sine biblioteksbøder, når tiderne har været trange. At stemple noget som ”udansk” i sammenhæng med den verserende  tørklædedebat er ikke særligt hensigtsmæssigt – og slet ikke når ordene kommer ud af munden på statsministeren. Det er vel i virkeligheden det tætteste, vi kommer på noget udansk i hele denne sag.

I en klumme i Politiken i går var populærpsykologen Svend Brinkmann inde på, at et flertal af vores folkevalgte efterhånden er villige til at indskrænke det liberale demokrati ”i et paradoksalt forsøg på at forsvare det”. Han opsummerede tiltagene: ghettoplan, burkalov, obligatorisk svinekød i daginstitutioner og alt muligt andet og spurgte, om formålet var integration eller assimilation.

Hvis det sidste var tilfældet – altså at man 100% skal underlægge sig dansk kultur og æde dansk og fejre juleaften og lukke luften helt ud af sin egen kultur, hvis man vil opholde sig i Danmark – så havde han et udmærket forslag: De politikere, der opererer med ”udanske indskrænkninger” af samfundskonstituerende værdier burde ”sendes på højskole og tvangsassimileres til vores politiske fællesskabs grundlæggende værdier”.

God idé. Det politiske dyr Lars Løkke Rasmussen har vel aldrig gået på højskole. Tre-fire måneder med fællessang og fællesspisning og i det hele taget tryk på fælles ville gøre underværker. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12