De lignede narkomaner, som de sad med himmelvendte øjne og fråde om munden. 66-årige Sergej Skripal og hans datter Yulia blev sidste søndag fundet livløse på en bænk foran et indkøbscenter i den sydengelske by Salisbury. De var ofre for et giftangreb og befinder sig fortsat i en kritisk tilstand.
Briternes premierminister, Theresa May, kalder det ”højst sandsynligt”, at russerne står bag angrebet – blandt andet fordi sagen vækker mindelser om en lignende spionsag med gift fra 2006, men også fordi tekniske undersøgelser har blotlagt, at der er tale om nervegiften Novichok, som er udviklet af det russiske militær.
Det hører også med til regnestykket, at Skripal er persona non grata i Rusland og i 2006 blev dømt 13 års fængsel for at have givet russisk-følsomme oplysninger videre til den britiske efterretningstjeneste MI6. Dengang tog Skripal konsekvensen, pakkede sydfrugterne og flyttede til England, hvor han siden har levet et almindeligt liv. Sidste søndag gik han for eksempel på restaurant med sin datter. Men bagefter fik de det så dårligt, at de lige måtte sætte sig på en bænk.
Det russiske udenrigsministerium trækker på skuldrene af anklagen og kalder det en ”cirkusforestilling i det britiske parlament”, og præsident Vladimir Putin forlanger, at briterne når ”til bunds” i sagen, før han gider diskutere den. Sådan er russerne.
”At blive forstået er simpel menneskelig lykke. At blive misforstået er geniets privilegium.” Citatet lyder som noget, Dostojevskij kunne have skrevet, men det stammer fra Vladislav Surkov, Putins chefstrateg, der stod stod bag udtænkningen af Krim-annekteringen og fake news-bombardementet af det amerikanske præsidentvalg i 2016.
Det er et bemærkelsesværdigt citat. Ved første øjekast ligner det en simpel parafrase over ”den kloge narrer den mindre kloge”, men man kan også læse det som et udtryk for den russiske sjæl, som for eksempel Dostojevskij var bannerfører for i det 19. århundrede.
Det kræver et langt og dedikeret studie at få has på, hvad den russiske sjæl egentlig betyder – det er noget, man først rigtig mærker, hvis man er en intelligent, tungsindet russer. Gerne efter at have forskanset sig i en kælder gennem en længere periode. Den russiske sjæl drejer sig om en tungsindig higen efter mere, end hvad virkeligheden tilbyder. Uden facit. Det er kedeligt at forstå og kedeligt at blive forstået.
Måske kan den russiske sjæl forklare, hvorfor russerne er mesterlige til at spinne i yderste potens med splidskabende løgne og raffinerede røgslør. Geniet efterlader altid en lille luns, der ikke kan fortæres.
Dansk backup
I Danmark higer vi ikke så meget. Det skulle da lige være efter et pålideligt backupsystem til mailkorrespondancer. Når vi har politiske skandaler herhjemme, er forklaringerne mere simple. Tag Tibet-sagen, der kører for tiden: Var det ulovligt, at politiet stoppede pro-Tibet-demonstranter i forbindelse med det kinesiske statsbesøg i 2012? Løj de om det – og fjernede de demonstranternes flag på kinesiske ordrer?
Vi kan kun gætte, men vi ved det ikke, og kommissionen kan desværre ikke lave deres arbejde ordentligt, fordi fire vigtige indbakker med interne politi-emails er blevet slettet. Pokkers.
Tibetkommissionens formand, landsdommer Tuk Bagger (ikke at forveksle med wookieen Chewbacca fra Star Wars), siger det ligeud: ”Hvis man ønsker, at en kommission skal undersøge, hvad der er foregået, så er det jo et reelt problem, at man bliver afskåret fra at undersøge tingene til bunds.”
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har lovet at se på, om reglerne er gode nok, som de er. Hos politiet har man en regel om, at når en medarbejder har været opsagt i 30 dage, jamen så rømmes mailindbakken simpelthen. Det er da til at forstå.
Der er tale om fire vigtige personer i chefstillinger, hvoraf tre af dem forlod jobbet i 2013 og faldt for 30-dages-reglen. Men der er også en af dem, der først sagde sit job op i februar 2016 – fire måneder efter, regeringen nedsatte Tibetkommissionen. Men hans mails røg altså også i svinget, og så ”har det ikke være muligt”, som Rigspolitiet siger, at tjekke hans indbakke. /Emil Findalen