TOPSHOT - Syrian families are seen as they prepare to board Syrian Red Crescent buses evacuating humanitarian cases from Douma in the rebel-held enclave of Eastern Ghouta to the government-controlled Wafidin crossing on the eastern outskirts of the capital Damascus on March 14, 2018. A second day of medical evacuations from Syria's Eastern Ghouta got underway, with dozens more civilians expected to be taken out of the besieged rebel enclave. The United Nations has called for urgent medical evacuations for more than 1, 000 people who are in desperate need of treatment unavailable in the enclave. / AFP PHOTO / HAMZA AL-AJWEH
I dag er det en speciel årsdag. En tragisk, katastrofal og håbløs fødselsdag. I dag er det syv år siden, at krigen i Syrien brød ud, og selv om vi ikke har lyst til det, så er vi nødt til – igen – at dedikere denne plads til landet, der på makaber vis skal fejre sin triste fødselsdag i dag. Hovedrekvisitterne til dagens begivenheder er ikke balloner, lagkage og lyden af gavepapir, der ekstatisk bliver flået af pakkerne, men derimod bomber, eksplosioner og skrigene fra civile. Det er absurd, men den syriske borgerkrig forsvinder ikke, selv om vi lukker øjnene.
I de seneste syv år har krigen kostet mere end 465.000 syrere livet, såret mere end en million og frarøvet over 12 millioner mennesker deres hjem. Det er ikke til at vide, hvilke tanker der gik gennem hovederne på den gruppe skoledrenge, som på denne dag for præcis syv år siden på en mur skrev ordene, der skulle sætte det hele i gang: ”Folket ønsker regimets fald”. Vi gætter på, at det i hvert fald ikke faldt dem ind, at deres afmægtige skriblerier ville udvikle sig til verdens mest dødelige konflikt i det 21. århundrede. De modige graffitimalere blev arresteret og tortureret af det syriske regime, så en af dem, den 13-årige Hamza al-Khateeb, omkom, og pludselig var et helt land sat i brand. Assad-regimet mod befolkningen – and the rest is history, fristes man til at sige, men det er ikke sandt. Det foregår lige nu.
Lige for tiden er det Damaskus-forstaden Ghouta, der er hårdest ramt. Hver uge overgår den forrige, og uge for uge slås rekorden i, hvor mange mennesker der kan miste livet på syv dage. Så sent som i aftes blev Hammuriyeh i det østlige Ghouta stormet, og fra de syriske regeringssoldater forlyder det, at man ikke giver op, før man har opnået fuld kontrol over oprørerne. Før Ghouta var det Idlib-provinsen, der stod for skud, og før det var det Aleppo. Mareridtet er endeløst.
Og det værste ved det hele? Vi orker ikke længere at høre om det. Krigen er så kompliceret, rodet og indviklet, at man føler sig komplet magtesløs. Vi fordømmer situationen og siger med et suk, at vi ”ikke har ord for det”, og derfor forbliver vi tavse. Så er det lettere at forholde sig til vores egne problemer, som at stofposer åbenbart er hårdere mod miljøet end plastikposer, og at tv-værten Peter Ingemann taler dårligt engelsk.
Men vi er nødt til at forholde os til Syrien, og vi er nødt til at høre på det fåtal, der rent faktisk gør det. Derfor vil vi her til sidst give ordet til The Independents mellemøstkorrespondent, Robert Fisk. Hans fine ord yder Syrien den respekt, som landet fortjener på årsdagen.
”Det er smerteligt at tænke på, hvordan disse store landskaber af floder, ørkener og bjerge eksisterede i fred og fordragelighed i et helt århundrede – dog naturligvis med samfundet i spændetrøje og uden retfærdighed – før blodbadet. Ghouta får vand fra fem floder, og den franske udgave af Baedekers rejsehåndbog til ‘Syrien og Palæstina’ fra 1912 beskriver, hvordan de bifloder, der strømmer ud i sandet mod øst, gav Ghouta tilnavnet ”søerne på prærien”. Men det var det gamle Syrien.”
Det er sjældent, at man udskifter fødselsdagskortets ”til lykke” med et ”jeg føler med dig”, men det gør vi i dag. /Amalie Schroll Munk