Putin: Den demokratiske diktator

”… Og så blev det hele meget værre.”

Sådan kan man opsummere hele Moder Ruslands triste og tragiske historie i én eneste sætning. Det har nemlig aldrig været nemt at være russer. Det var ikke nemt at være russer, da Djengis Khan og hans mongolske hær i løbet af tre år udslettede i omegnen af halvdelen af den russiske befolkning. Det var ikke nemt at være russer, da den idealistiske revolution udviklede sig til et kommunistisk rædselsregime, hvor politiske modstandere blev sendt i arbejdslejre for et godt ord. Og det var ikke nemt at være (en demokratisk sindet) russer, da det unge demokrati atter smuldrede efter Sovjetunionens kollaps, og en ny stærk leder i form af Vladimir Putin greb magten.

Den russiske historie er en lidelseshistorie. Enhver, der har bladret i en bog skrevet af en russisk forfatter vil vide, at de russiske hjerter bløder melankoli, og hvis man er en af de russere, der håber på et åbent, frit og demokratisk Rusland med et godt forhold til Vesten, så kan man godt forvente, at man på mandag vil sidde og slubre en skål borsjtj, mens man sukker: ”Og så blev det hele meget værre.”

Valget på søndag i Rusland er et af de valg, hvor man godt tør spå om valgresultatet: Vladimir Putin vinder, ligesom han og hans parti, Forenet Rusland, har vundet hvert eneste valg siden år 2000.

Men hvordan kan han egentlig det? Politiske modstandere, især dem fra Vesten, kalder ofte Putin for en gemen diktator, der regerer landet som en konge, der ikke er blevet valgt af folket. Men så simpelt er det ikke. For når russerne går til stemmeurnerne, er det ikke som det nyligt overståede valg i Cuba, hvor man kun kunne stemme på ét parti. I Rusland er der en opposition – den vinder bare ikke.

En demokratisk valgt diktator

“Det er ikke dem, der stemmer, der afgør et valg. Det er dem, der tæller stemmerne.”

Skønt citatets oprindelse er omdiskuteret, tilskrives det ofte den tidligere sovjetleder Josef Stalin (1878-1953). Putin har udtrykt sig blandet om den kommunistiske tyran, men han lader alligevel til at havde taget ved lære af gamle onkel Joe. Putin skifter dog ikke bare folks stemmesedler ud med nogle andre, hvor hans navn står på. Den tidligere KGB-agent har fundet en langt mere raffineret måde at manipulere demokratiet på.

Rusland er det, som man inden for politologien kalder et hegemonisk parti-system. Det betyder, at Rusland er et semi-demokrati, og der afholdes rigtignok valg med flere partier, men alle partierne til trods er der ét parti, der dominerer hele det politiske liv, og hvis nederlag ved et valg er helt urealistisk.

Putins parti, Forenet Rusland, har ikke bare regeringsmagten, det har kontrol over russiske medier, som det kan bruge som propagandakanaler, det kan i praksis bestemme, hvem der får lov til at stille op til valg, og med magten i ryggen kan det i det hele taget dirigere de ressourcer, der er nødvendige for at vinde valg, i sin retning. Selv om andre partier får tilladelse til at stille op, har de reelt ikke en chance. Det er Putins parti, der laver spillets regler, og derfor vinder det spillet hver gang.

En ulv i fåreklæder og en opposition af nyttige idioter

Det er ret snedigt. Når Putin vinder på søndag, vil det, sandsynligvis, gunstige valgresultat endnu engang legitimere ham som en stærk leder valgt af det russiske folk. Men i virkeligheden er det russiske demokrati blot et diktatur i fåreklæder. Der er valg, men de er hverken frie eller fair. Putin har sørget for, at der ikke er noget reelt alternativ at stemme på, og skulle folket pludselig gå imod ham alligevel, har de russiske myndigheder tidligere vist, at de heller ikke ser sig for gode til at bidrage til en omgang klassisk valgfifleri.

Selv om det lyder mærkeligt, har Putin derfor også brug for en opposition til at holde sig ved magten. Oppositionen i Rusland kan deles op i to: De, der får lov til at stille op til valg og får pladser i det russiske parlament, Dumaen, og de aktivister, der kæmper mod Putin uden for det etablerede politiske system.

Den første gruppe agerer i vid udstrækning blot nyttige idioter for Putin. Først og fremmest er det sjældent, at de direkte udfordrer den status quo, som er udstukket af Forenet Rusland. Men selv når de er (moderat) kritiske over for Putin, kan det komme ham til gode. Den parlamentariske opposition har til formål at agere ventil for kritiske grupper i det russiske samfund. Hvis Putin kan give dem illusionen af, at de har muligheden for at lade deres stemme blive hørt gennem en opposition, som Putin føler, han kan kontrollere, så undgår han, at de slutter sig til den anden ikke-parlamentariske del af oppositionen, som er langt farligere.

Den anden del af oppositionen udgøres nemlig af systemkritikere, der i mere skarpe vendinger kritiserer den russiske præsident og som opfordrer til at vælte ham. Den del af oppositionen er Putin ikke meget for, og det ender dem derfor ofte rigtig ilde.

Patriot-Putins popularitet

Putin gør meget for at blive siddende på magten, men man skal ikke tage fejl: Putin er særdeles populær blandt de russiske vælgere. Det uafhængige meningsmålingsinstitut Levada-Center har målt Putins popularitet til lige over 80%, og den amerikanske tænketank Pew Research Center har lavet en måling, der viser, at 87% af de russiske vælgere synes, at Putin gør en god udenrigspolitisk figur.

Men hvorfor er Putin så populær? Den klassiske hovedregel er, at statsledere er populære, når deres land performer godt økonomisk. Siden Putin kom til magten i 2000, er en stor gruppe af russere blevet løftet ud af fattigdom og ind i middelklassen. Lige efter Putin kom til, boomede den russiske økonomi i en række år, og den slags belønnes man for af vælgerne. Putin bragte Rusland tilbage som en af de større geopolitiske spillere.

Men lige så god økonomien var i årene efter, at Putin kom til, lige så dårlig er den nu.

Grafen ovenfor viser det russiske bruttonationalprodukt, og på den kan man se, at landet er i recession og efterhånden har været det i nogle år. De økonomiske problemer skyldes blandet andet de mange sanktioner, vestlige magter indført over for Rusland, ligesom olien, Ruslands store eksportvare, har været faldende i pris de senere år. Så sent som torsdag forud for valget besluttede den amerikanske regering at ramme Rusland med nye sanktioner.

Putin har derfor skullet sælge den russiske befolkning en anden historie end blot den om en stærk russisk økonomi. Putin har manglet en ideologi, som kan samle befolkningen omkring ham. Og den ideologi kalder han patriotisme.

Ideen om Rusland som en naturlig stormagt lever i den russiske befolkning, og Putins annektering af Krim, krigen i det østlige Ukraine, nedkæmpningen af oprørere i Tjetjenien samt den aktive indsats i Syrien har været med til at give et billede af et Rusland, som er tilbage som en stabil stormagt. Den russiske stolthed er tilbage, og dem-mod-os-retorikken over for Vesten er med til at skabe en følelse af russisk identitet, hvor Putin er samlingspunktet.

Sikker sejr men med bump på vejen

Så ja, det ser godt ud for Putin. Men ikke så godt, som han alligevel havde håbet på. Sidste år besluttede Kreml at rykke valget et par måneder frem for at undgå, at den forventede økonomiske stagnation skulle påvirke valget alt for meget. Dengang var målet, at Putin skulle have 70% af stemmerne, og at 70% af befolkningen skulle møde op og stemme. Det frygter den russiske regering nu, ikke kommer til at ske.

Selv om Putin er sikker på at vinde, er det vigtigt for ham med en høj stemmeprocent, så han ser stærkere ud for både den russiske befolkning og verdenssamfundet. Men fordi valget er givet på forhånd, er der også dukket en vis ligegyldighed op blandt de russiske vælgere. Putin har forsøgt at komme det i forkøbet med kampagner, der har haft navne som ‘Jeg kan virkelig godt lide Putin‘.

Derudover er der dele af oppositionen, som alligevel måske kan vise sig at blive en pinsel for Putin efter valget. Kommunistlederen Pavel Grudinin fik lov af Kreml til at stille op, men har senere overrasket ved at være mere populær end først antaget. Grudinin kan muligvis blive lokket ind i folden hos Putin, men det bliver langt vanskeligere med antikorruptionsforkæmperen Alexej Navalnij.

Navalnij fik ikke lov at stille op til valget, da han belejligt nok blev anklaget for underslæb, men skønt han bliver fængslet af og til, går han som oftest fri igen, fordi hans mange protester holder de utilfredse russere beskæftiget, uden at det er en egentlig trussel for Putin – endnu!

Spørgsmålet er, om de økonomiske problemer i Rusland på et tidspunkt kan vokse sig så store, at Putin ikke kan overleve på sit glatte patriotiske ansigt alene. Hvis russerne falder tilbage i fattigdom, vil der givetvis være større grobund for et oprør mod regeringen. Men intet tyder på, at det skulle give plads til et demokratisk og frit Rusland. Og måske ender vi så bare med at konstatere, at ”så blev det hele meget værre”.