Hjemkomstfesten er aflyst

Mette Frederiksen er ramt af et sjældent præ-statsministerielt syndrom: Netop som hun er begyndt at markere sig som en toneangivende figur på den internationale scene med tankevækkende socialdemokratiske indlæg i bl.a. den globale erhvervsavis Financial Times, er hun nu samtidig kommet under hidsig beskydning på hjemmefronten for at være arrogant og hverdagsfjern.

Her mere end et år før der skal være afholdt næste folketingsvalg her i Danmark, er Mette Frederiksen allerede presset af det syndrom, som normalt først slider på statsministre efter en årrække på posten: At interessen for de store dagsordener ude i verdens brændpunkter stjæler opmærksomheden fra vælgernes mindre, men konkrete og lokale bekymringer.

Socialdemokratiets formand har i det seneste år taget mange og taktisk forudseende skridt for at bringe sig i stilling til at kunne blive Danmarks næste statsminister. Men måske har forberedelserne været lige lovligt udspekulerede? Hvad der var udtænkt som en hjemkomstfest og en hyldest af arbejderpigen Mette Frederiksen, er i hvert fald slået om i det stik modsatte. Pludselig kritiseres S-formanden for at være kynisk, kold og for at have glemt, hvor hun egentlig kommer fra.

Forsvundet i drømmeland

Socialdemokratiets formand har rykket valgkreds, væk fra Ballerup i Københavns Omegns Kreds, hjem til fødebyen Aalborg Øst i den stemmemæssigt større Nordjyllands Kreds. Skiftet skete forleden, hvor hun også havde et indlæg i Financial Times med rubrikken ‘How to save Europe’s centre left‘, og den kampklar underrubrik ‘To defeat the populists, social democrats must heed voters’ sense of insecurity’. Hun fortsatte:

”Vi har endnu til gode at se det værste fra de politiske og økonomiske omvæltninger. Men hvis vi skal have en politisk fremtid, må centrum-venstrepartierne til at tage folks bekymringer alvorligt. Den fremvoksende populisme bygger på en reel følelse af usikkerhed. Og vælgerne skal ikke bebrejdes for at reagere, når globaliseringens frugter fordeles uretfærdigt. Svaret er at styrke den sociale kontrakt og genoprette balancen mellem markeder og mennesker. Det er Socialdemokratiets historiske mission at redde kapitalismen fra sig selv.”

På den internationale scene taler Mette Frederiksen ikke om hverken indvandring eller parallelsamfund, men derimod om behovet for en stærkere erhvervs- og skattepolitik. Og en aktiv beskæftigelsespolitik, der kan give alle dem, der blev klemt og glemt under finanskrisen, håbet og ikke mindst et job tilbage. Og i udlandet bliver der i stigende grad lyttet til Mette Frederiksen, for lige nu er hun rent faktisk en af de meget få formænd for et europæisk socialdemokrati med succes i meningsmålingerne.

Internt i det danske socialdemokrati er der en del, som drømmer om, at de nedslidte arbejderpartier i andre EU-lande også snart vil begynde at lade sig inspirere af Mette Frederiksens kontante linje i udlændinge- og asylpolitikken og i de kommende år samle kræfterne i en ny, koordineret indsats i Europa og Nordafrika.

Den danske formand bliver set som en europæisk rollemodel – her fra Danmark, vel at mærke. Men det er alt sammen fantasterier. For nu. De seneste dages reaktioner har nemlig trukket Mette Frederiksen helt ned på jorden.

Mytteri på hjemmefronten

Balladen begyndte, da formanden for DSU i Nordjylland, Morten Frederiksen, samt formanden for DSU i Aalborg, Mathilde Albæk Lauridsen, ”på vegne af den socialdemokratiske ungdom i Nordjylland” lagde afstand til partiets nye udlændingeprogram ‘Retfærdig og realistisk’, som de havde svært ved at se ”vores menneskesyn” repræsenteret tilstrækkeligt i:

”Vi er uenige i den linje, der bliver lagt og det her os-og-dem-agtige budskab, der gennemsyrer udspillet”, udtalte DSU-formanden, som blev rigtig vred, da det kort efter viste sig, at Mette Frederiksens hjemvenden til Aalborg-kredsen betød, at den unge, lokale kandidat Morten Ryom måtte trække sig:

”Det var vi selvfølgelig super ærgerlige over og også lidt utilfredse med, for Morten var jo den eneste S-kandidat under 30 år og dermed også DSU’er, samtidig med at han er håndværker og faglig og kan repræsentere en stor gruppe, som ikke føler sig repræsenteret i dag,” lød det fra Morten Frederiksen. Og han fik hurtigt støtte fra andre faglige kræfter på en anden front. Fagforbundene gad ikke have besøg S-formanden til 1. maj-arrangementet i Aalborg.

”Så lang tid Mette Frederiksen ikke går ud og tager afstand fra den måske forestående lockout, og det angreb, der er kommet på os i fagbevægelsen, så skal vi ikke have hende på talerstolen. Hele Kildeparken ville blive rasende over at se hende. Det er beklageligt, at det er kommet hertil,” lød det fra formanden for 3F i Aalborg, Allan Busk.

Modstanden fra fagbevægelsen gør ondt dybt ind i den socialdemokratiske partiledelse, særligt fordi det minder om vreden mod partiet efter lovindgrebet over for skolelærerne i 2013. Men vreden bobler også andre steder i dag. Mette Frederiksens svar på Facebook til en ung kvinde, Hanna Hassan, har for alvor sat sindene i kog på sociale medier. Den aalborgensiske kvinde skrev først, at hun ikke længere kunne stemme på Socialdemokratiet, efter at Mette Frederiksen er blevet formand:

”Er det med afsæt i det, du støtter lockouten og stop af ikke-vestlig indvandring? Socialdemokratiet har mistet min stemme pga. af dig. Vil aldrig sætte mit kryds hos et parti, hvis nuværende politik havde gjort det umuligt for mig at søge asyl i dag. Er stolt aalborgenser, som er pavestolt af vores borgmester og rådkvinde Mai-Britt Iversen, men jeg kan ikke sætte mit kryds ved Socialdemokratiet. Du er bedst egnet tæt på Borgen. Aalborg har haft en forrygende fremgang uden din indblanding. Frygter, du vil ændre vores dejlige kommunes tolerante og inkluderende værdier.”

Hertil svarede Mette Frederiksen: ”Det er hårde ord fra en ung kvinde, som Danmark har taget godt imod”. Hvortil Hanna Hassan straks svarede tilbage, nu til B.T.: ”Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan en statsministerkandidat kan trække etnicitet ind i en debat om samfundsproblemer. Før jeg er noget som helst andet – er jeg bare en bekymret borger.”

De mange utilfredse angreb på Mette Frederiksen fra selveste Aalborg-kanten er et tegn på, at hun endnu ikke har overbevist sit eget hjerteland om, at hun i den praktiske politik har idéerne til at løse de påtrængende problemer, som hun skriver storladent om i den internationale presse. Socialdemokratiet skal passe på med at undervurdere vreden over både forringede arbejdsvilkår og yderligere opsplitning af i forvejen udsatte befolkningsgrupper. Følelsen af usikkerhed er nemlig reel. /Lars Trier Mogensen