
Kulturminister Mette Bock (LA), Peter Skaarup (DF), finansminister Kristian Jensen (V) under Doorstep i Finansministeriet om medielicensen, fredag den 16. marts 2018. Efter forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti om ændring af medielicens og fokusering af DR bliver der afholdt doorstep i Finansministeriet.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)
Hvad skal vi mene om den danske martskulde, som i disse dage går gennem marv og ben? Her ville vi sådan set gerne tage det, der i pressekredse kaldes ‘det ledige standpunkt’. Det ledige standpunkt er for eksempel, når Berlingske på lederplads forsvarer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og takker hende for hendes gode arbejde for Danmark, samtidig med at hun kastes fra samråd til samråd, efterhånden som nye fortielser bliver afdækket. Eller når Politikens chefredaktør – også på lederplads (bag betalingsmur) – mener, at rygterne om Lars Løkkes relationer til kvotekongerne nærmest er uden substans, og at vi alle sammen skal se at komme videre.
Men vejret? Her er alt sagt, alt er tænkt. Det er en kold tid, som vi lever i, og man må gå sig varm, kan vi jo så sige med et mashup af noget Gasolin’ og Peter Fabers gamle julesang.
Det er muligvis værst for gruppen af angste pensionister. Forleden så vi en ældre mand på Amager, som stod og skulle til at låse sig ind i sin opgang. Mens han ledte efter sin nøgle, fik han hen over skulderen øje på en ung fyr, som kom gående med hue og halstørklædet helt oppe over næsetippen for at beskytte sig mod kulden. ”De-de-der er maskeringsforbud i Danmark!” skreg pensionisten, inden han med skælvende hånd fik nøglen ind i hullet og skubbet døren hårdt i efter sig. Selv om man er paranoid, kan der jo godt være nogen efter en alligevel, ikke sandt?
En drastisk forringelse
I forbindelse med regeringens og Dansk Folkepartis nye medieaftale kan man godt argumentere for, at pensionisterne er nogle af dem, der bliver ramt hårdest. Hvis DR skal beskæres med 20% over de næste fem år, vil både tv- og radioudbuddet, som mange gamle varmer sig ved, blive forringet.
Professor emeritus i medievidenskab på Aarhus Universitet Frands Mortensen siger til DR, at mængden af dansk produceret radio og tv vil blive reduceret ”meget drastisk”, idet ”der vil blive lavet mindre dansk drama, mindre dansk journalistik i en lavere kvalitet. Det kan slet ikke undgås. Det er et voldsomt angreb på den samlede danske kulturproduktion.”
Keld Reinicke, der er tidligere programchef på TV2, mener godt, at man kan skære i DR, men ”håber, at dem, der laver beregningerne, ikke er på hævntogt”. Hævntogt? Tja, den mistanke melder sig jo unægteligt.
Men pensionisterne skal i hvert fald ikke bekymre sig, for minsandten om ikke Dansk Folkeparti nu er ude med den gode historie om, at de som en del af medieaftalen har fået øremærket 116 millioner af den samlede besparelse på 773 millioner. Det trecifrede millionbeløb skal ikke bruges på kultur – det ville ligne DF dårligt – men gå til forbedring af økonomisk betrængte pensionisters rådighedsbeløb. ”Det har i lang tid været et ønske fra Dansk Folkeparti, at der blev givet flere penge til specielt pensionister med en svær økonomi, og det sikrer vi blandt andet nu, udtaler Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, til DR.
Tak for kaffe. Vi under landets pensionister bugnende bankbøger, men det her ligner populisme. Hvis besparelsen i DR bare kom kulturen eller mediebilledet til gode på en anden måde, som var mere hensigtsmæssig, så ville der lyde et ”go” herfra. Så er der i princippet ikke nogen ko på isen. Men hvis pengene bare skal sendes ud til kernevælgerne, så er vi på vej ned ad endnu en blindgyde. /Oliver Stilling