Russian President Vladimir Putin speaks to supporters during a rally near the Kremlin in Moscow, Sunday, March 18, 2018. An exit poll suggests that Vladimir Putin has handily won a fourth term as Russia's president, adding six more years in the Kremlin for the man who has led the world's largest country for all of the 21st century. (AP Photo/Alexander Zemlianichenko)
Én ting er at få det forkerte ben ud af sengen – det kan ske for enhver. Noget andet er den grundindstilling, man lægger for dagen, når man slår øjnene op sådan en kold mandag morgen i marts. Skal man være pessimist, eller skal man være optimist? Verden går sin gang, og af og til kan det føles, som om den gang er helt uafvendelig – at vi er på vej et bestemt sted hen, et kedeligt sted; som om kortene er fordelt, og at de kort, vi sidder med på hånden, er dårlige kort. At spillet næsten allerede er tabt.
Når man så står op og ser Vladimir Putins fjæs over det hele og kan konstatere, at den gamle KGB-charlatan har fået op imod 75% af stemmerne, kan man godt blive ramt af det stik af pessimisme. Hvad i alverden vil den almindelig russer med sådan en fyr 29 år efter Murens fald og 27 år efter Sovjetunionens sammenbrud? Ikke engang en ordentlig sejrstale gad han holde for sine tilhængere. Han forlod podiet efter et minut, hvorefter han viste sig for en kort bemærkning i sin parkacoat for at råbe ”Rusland, Rusland”. Så kan han fortsætte, hvor han slap, med sin sabelraslen over for Vesten og sine sarkastiske kommentarer til Storbritanniens premierminister Theresa May, og Kreml kan genoptage den systematiske indblanden i andre landes frie valg og lade flere bomber regne ned over civilbefolkningen i Syrien, mens Rusland nedlægger veto mod fredsskabende resolutioner fra sin permanente plads i FN’s Sikkerhedsråd.
Men så kan man jo bare rette blikket væk. Men hvorhen? Mod USA? I weekenden bragte britiske medier en fuldstændig vild historie: En datavirksomhed med det tillidsvækkende navn Cambridge Analytica har under dække af ‘forskning’ lænset Facebook for private data om 50 millioner amerikanske brugere, som den tilsyneladende har brugt til at bygge algoritmer og profiler, som den ublu sælger til politiske kampagner over hele verden. Cambridge Analytica har – naturligvis, fristes man til at sige – tætte bånd til Donald Trumps forhenværende særlige rådgiver, Stephen Bannon. Men ikke nok med det – virksomheden har også en dokumenterbar forbindelse til Lukoil, Ruslands næststørste olieproducent. Og så er ringen næsten sluttet.
Gramsci i fængslet
Er det så her, man skal kaste håndklædet i ringen? Nej, sgu ej. I aftes var Føljeton vært for et CPH:DOX-arrangement på Betty Nansen Teatret med titlen ‘Verdens bedste retsstat?’ Med i en af debatterne var forfatteren Carsten Jensen, som fortalte, at han måske engang som yngre havde været noget mere pessimistisk anlagt. Men så rejste han verden rundt i 90’erne og besøgte mange forarmede lande, hvor han blev ved med at møde folk, der kun havde ét ønske, og det var at leve et anstændigt liv. Den oplevelse – og så det at blive far – ændrede hans syn på tingene. For hvis man sætter børn i verden, kan man ikke tillade sig at være pessimist.
Carsten Jensen nævnte den længst afdøde italienske filosof Antonio Gramsci (1891-1937), som var medstifter af det italienske kommunistparti: ”Han døde i et af Mussolinis fængsler, hvor han sad de sidste 11 år af sit liv og skrev et storværk om politik. Han formulerede sit eget dilemma som fornuftens pessimisme over for viljens optimisme. Det er meget nemt at bruge sin fornuft og blive pessimist. Det er næsten uundgåeligt. Hvis man bare sætter sig hen og analyserer situationen, jamen så ender man som pessimist. Men det handler også om, hvad er det for en verden, man gerne vil leve i.”
Det er det nemlig. Hvilket samfund ønsker vi? Der er ikke noget at rafle om. Vi vælger viljens optimisme. Ingen grund til resignation. /Oliver Stilling